Klumme: EU’s dødsmarch

Adskillige ministre har forladt premierminister Theresa Mays kabinet efter offentliggørelsen af den godt 500-sider lange Brexit-aftale, der efter kritikernes mening vil gøre Storbritannien til en lydstat under EU. Et land, der skal betale og rette ind uden at have indflydelse på sin egen skæbne.

Ikke just, hvad briterne stemte på.

Danske kommentatorer karakteriserer den efterfølgende ballade som et prestigetab for May, og det er ganske træffende. Ikke mange vil sætte penge på, at hun overlever den kommende uge.

Hvad der derimod ikke er blevet bemærket, er, at EU har lidt et om muligt større prestigetab. Efter årelange forhandlinger har Bruxelles nægtet at give Theresa May en aftale, som hun havde en chance for at komme igennem med i sit eget parlament. Man nægter at tro, at EU’s forhandler, Michel Barnier, skulle være så blank, når det gælder britisk realpolitik, at han ikke har kunnet forudse dette udfald.

Troede han, at briterne ville sluge et tysk-fransk diktatur uden at slå sig i tøjret? Det lyder usandsynligt, og derfor må der være noget andet på spil – nemlig en magtdemonstration, beregnet på at vise såvel venner som fjender, at Bruxelles-bureaukratiet skal man ikke spøge med.

Uanset udfaldet står EU’s hårde drenge til at tabe. De kan tvinge Storbritannien til at krybe til korset, men så vil det også stå klart for enhver, hvad EU egentlig er – ikke en union, ikke en frivillig forening af de europæiske folk, men et imperium – og der vil være sået et had til imperiets herskere, der vil hjemsøge dem i en uoverskuelig fremtid.

Det vil næsten være bedre for Bruxelles at befri Storbritannien fra spændetrøjen uden at udsætte landet for kontinentale straffeekspeditioner.