Klumme: Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten – del II

Del II : Richard Minerzhagen 1878-1967

Lige så ukendt som Lawrence var kendt var hans ven og medkombattant den farverige britiske oberst Richard Meinertzhagen. Han var efter eget udsagn chief political officer for Winston Churchill (man læser ellers, at det var Lawrence), og han var lige så forhippet på jødernes sag, som Lawrence var på arabernes: Hvordan Meinertzhagen, der oprindelig var anti-jødisk, blev opflammet af tanken om en jødisk stat, fremgår af Israels første præsident, Chaim Weizmans dagbog: ”

“Ved vores første møde fortalte han mig…at han havde været antisemit, men at han i Mellemøsten var stødt på Aaron Aaronsohn…en botaniker og opdager af vild hvede. Han blev så imponeret af ham, at han fuldstændig ændrede holdning og brændte derefter for zionist-sagen…men ikke kun i ord. Når han kan gøre jøderne eller Palæstina en tjeneste (”Palæstina” blev ikke opfattet af nogen af parterne som et arabisk begreb dengang GC), vil han ikke tøve et sekund.

Det lyder sandsynligt. Meinerzhagen var en handlingsmand. Og han var også morder, læser man i Wikipedia, hvilket Lawrence også indirekte bekræfter. Men han havde også insider-viden om mange ting. Meinertzhagens Middle East Diary 1917-56 er skrevet på et tidspunkt hvor politisk korrekthed ikke eksisterede (eller eksisterede under andre former), og derfor kunne folk – især militærfolk – sige deres uforblommede meninger om alt og alle. Tag f. eks. denne passus om araberne på Sinai halvøen på side 19:

”Sinai-arabere? En håndfuld nomader, uvidende om det at være undersåtte i en stat og totalt ligeglade med at være det. De ønskede kun, at ingen blandede sig i deres affærer” (min oversættelse GC)

Hvilket interessant nok svarer temmelig præcist til den britiske udenrigsminister Lord Arthur Balfours opfattelse af araberne som værende ganske uinteresserede i oprettelsen af nationalstater, fordi deres loyalitet ikke gik videre end til deres stamme.

Men tilbage til Meinerzhagen og hans begejstring for en kommende israelsk stat. Da han hørte om Churchills plan om at fraspalte Transjordan (Østjordanland) fra den anden del af Palæstina (Vestjordanland) fór han ind på Churchills kontor og foreholdt ham, at han havde snydt jøderne.

Hvilket ikke kan have været særlig rart for Churchill, for Meinertzhagen var ikke en mand, det var nemt at bide skeer med. ”Det var uforskammet unfair over for jøderne” sagde han til Churchill, ”det var endnu et brudt løfte. En helt igennem uærlig handling og i åben modsætning til Hans Majestæts regerings politik om at oprette et hjem til jøderne i Palæstina. Det var ren sabotage”.

Så kort og kontant var Meinertzhagen, og det er en passant meget sjovt at læse hans syn på Churchills forhold til dennes (anden) rådgiver ”Lawrence of Arabia” om hvem han skrev følgende :

”Jeg var ret overrasket over Winstons holdning til Lawrence, en holdning, der nærmede sig heltedyrkelse” (Middle East Diary 1917-56, s. 100-114). Interessant nok er Meinertzhagen selv nævnt i Lawrence’s Seven Pillars of Wisdom fra 1926, og her forstår man, hvorfor Meinerzhagen ikke var nogen nem mand at bide skeer med.

”Han var logisk, en idealist af den mest benhårde støbning og så besat af sine overbevisninger, at han var klar til at gøre det onde for at opnå det gode. Han var strateg, en geograf og en tavs Samson der morede sig lige så meget over at narre fjenderne (eller vennerne) som han gjorde ved at smadre hjerneskallen på indfangede tyske soldater med en afrikansk knobkerri (kølle). Han besad enorme kræfter og en rovdyrhjerne ”.

Og mærkeligt nok sagde Meinertzhagen næsten det samme om ham! ”Lawrence er en højst usædvanlig mand, med et meget usædvanligt cv. Han er både skrupelløs og farlig. Hans  stille skoledrengefremtoning skjuler en rævs listighed og hele Østens intrigante ånd”.

Hvilket lyder som om han ikke kunne lide Lawrence. Men pudsigt nok skamroser han ham andre steder i et sprog, der tyder på et forhold, der var mere end blot kammeratskab.

Men det er svært at vide, for Meinertzhagen var – ligesom T.E. Lawrence selv! – en udpræget spøgefugl og det er ikke altid nemt at gennemskue, om han skriver med et glimt i øjet eller ej. Hans beretning om, hvordan han på en strandbred var på nippet til at skyde en
patron i hovedet på en anden obersts kone, (han troede, hun var en sæl), er ubetalelig.

Men nok om det.