Klumme: Handelskrig mellem USA og EU eller: Retfærdighed sker fyldest

Igen rettes mediernes skyts mod USAs præsident Donald Trump, der end ikke kan trække vejret uden at han bliver beskyldt for at være krigsliderlig og upålidelig. Det drejer sig her om den amerikanske told på  stål og aluminium, der netop blev indført d. 1. juni i år, nemlig 25% told på stål og 10% på aluminium importeret fra EU, Mexiko og Canada. 

Nu skulle man tro, at det i vort vestlige demokrati står et selvstændigt land frit for at indføre en sådan told – men igen, når det gælder USA og ikke mindst den onde Trump, er dette ikke tilfældet. Der råbes op i øst og vest om uretfærdigt oprettede toldmure, der vil tilintetgøre den frie samhandel, ja vil nedkalde en katastrofe, idet den frie udveksling af varer henover grænserne vil blive ødelagt. I hvert fald, mener Bruxelles, drejer det sig om en handelskrig, og de per 1. juni indførte toldafgifter er endda kun toppen af isbjerget.

Men slå dog koldt vand i blodet og lad os se nærmere på kendsgerningerne! For det første drejer det sig med den indførte told om et beløb på mindre end fem mia. euro, der er peanuts i den internationale handelsbalance og derfor ikke vil skabe nævneværdige problemer for EU med dets enorme budget. For det andet – og dette er naturligvis blevet understreget af Trump – er EUs told på amerikanske produkter 1,7% højere end den amerikanske told på import fra EU. Der har altså i årevis eksisteret en bunduretfærdig konkurrence mellem de to områder – og så bralrer det anti-amerikanske Bruxelles op om en amerikansk straffeekspedition!

Derfor har EU-kommissionens præsident Jean-Claude Juncker pompøst udtalt i forbindelse med indførelsen af den amerikanske told: ”Det er en dårlig dag for verdenshandelen. Vi vil reagere med nye toldtariffer”, og den svenske EU-handelskommissær Cecilia Malmström har da også allerede erklæret, at EU d. 1. juli i år som straf(!) vil indføre told bl.a. på amerikansk whiskey fra Tennessee, appelsinsaft fra Florida og Harley-Davidson-motorcykler fra Wisconsin. Det drejer sig dog om minimale beløb på ca. 2,8 mia. euro. Musen har hermed brølt, og reaktionen har været derefter. Eksporten af de nævnte varer er nemlig til at overse for USA, og i stedet for køber europæerne motorcykler i Japan, appelsinsaft i Sydafrika eller Ægypten og whisky i Skotland, og USA med dets enorme og købekraftige hjemmemarked overlever fint.

Karakteristisk er den amerikanske handelsminister Wilbur Ross’ reaktion: ”Vi glæder os til at fortsætte forhandlingerne med Mexico og Canada på den ene side og med den europæiske kommission på den anden side” – altså en fremstrakt hånd. Præsident Trump er dog lidt hårdere i mælet og har truet med en øget told på biler produceret i EU. Tolden her på amerikanske biler er nemlig fire gange så høj som den beskedne told på 2,5%, som USA har belagt europæiske biler med. Så her vil det komme til at gøre ondt, al den stund eksporten til USA årligt beløber sig til hele 36 mia. euro. Ikke mindst Tyskland med landets succesrige eksport af mærkerne Mercedes, VW, BMW og Audi vil blive ramt katastrofalt hårdt med arbejdsløshed som et af resultaterne, og det er da også i Tyskland, at besindige handelseksperter og økonomer har manet til at akceptere Wilbur Ross’ tilbud om forhandlinger. Men kan det undre, at tyske politikere med socialdemokraterne i spidsen og Mutti Merkel lige efter har fråde om munden?

Man synes generelt helt at have overset, at Trump og hans administration med denne politik ganske enkelt forsøger at rette op på en mangeårig skæv handelsbalance. Desuden ignorerer man, at Trump faktisk er en af de få politikere på verdensplan, der bestræber sig på at indfri sine valgløfter. I den standende strid er det således klart, at han samtidigt også henvender sig til de amerikanske stålarbejdere – og naurligvis også vælgerne generelt – især i forbundsstaterne Ohio, Pennsylvania og Michigan, der udgør centrene for den amerikanske stål- og bilindustri.

Og overhovedet bør EU kende sin besøgelsestid. EU er ikke nogen slagkraftig stormagt, der kan yde et væsentligt modspil til USA. Her er man i langt højere grad optaget af relationerne til Sydøstasien og først og fremmest forholdet til Nordkorea og Kina. Det er således betegnende, at Wilbur Ross ikke omgående har pakket kufferten for at berolige Juncker og Malmström, men derimod i begyndelsen af juni er rejst til Bejing. Det er her nemlig her, den alvorlige handelskrig truer. Således kasserer Kina en told på amerikanske biler på hele 25%, og allerede i denne måned har USA som et modtræk truet med at belægge kinesiske varer til en værdi af 50 mia. dollars med en klækkelig told – og dette er kun det første skridt. Trump har antydet, at beløbet kan øges til ialt 150 mia. dollars. I sammenligning hermed tager stridighederne mellem EU og USA sig ud som en bagatel.

Ikke desto mindre styrtdykkede aktiekurserne på de ledende europæiske børser, mens den amerikanske industrimaskine drøner deruda’.