Endnu engang bør den venstreintellektuelle mafia skamme sig. Hvorfor? Forklaring følger! I en tidligere klumme har jeg portrætteret den schweiziske islamdebattør og forfatter Tariq Radaman som en farlig og kriminel muslimsk demagog.
Samme mafia har med næsegrus, ukritisk beundring dyrket ham på trods af hans kritik af Israel og af den såkaldte ”Islamofobi” som en brillant fredselskende ”intellektuel”, hvis vision det er at skabe en tilsyneladende moderat ”Euro-Islam”. Det engelske eliteuniversitet i Oxford oprettede ovenikøbet et specielt professorat i ”islamvidenskab” for ham, hvor han kunne fortsætte med at docere og udbrede sit svindelbudskab om islams velsignelse, et professorat, der betegnende nok blev betalt af det muslimske emirat Qatar, der som bekendt også finansierer verdensomspændende terrorisme.
Imidlertid dukkede der i efteråret 2017 rygter op om, at Ramadan skulle have begået seksuelle overgreb på en række kvinder, og han blev i november måned bedt om at søge orlov fra sin stilling i Oxford. Disse overgreb skulle gå helt tilbage til 1980erne og 1990erne, hvor Ramadan underviste på et gymnasium i fødebyen Génève.
Her blev ifølge avisen La Tribune de Génève fire dengang mindreårige kvinder, hans elever, der nu er trådt frem, udsat for sådanne overgreb, og ifølge den franske avis Le Monde var det ligeledes rygtedes, at han endvidere i 2009 på et hotelværelse skulle have voldtaget en handicappet fransk kvinde, der var konverteret til islam.
Nu er der imidlertid sket det, at Ramadan for nyligt faktisk er blevet arresteret af det franske politi efter tre måneders efterforskning og nu sidder indespærret i et fransk fængsel anklaget for at have voldtaget to kvinder, den ene i 2009 og den anden i 2012.
Og hvor blev mediernes reaktion af?
Dette gælder også de danske medier. Den glimrede i det store hele ved dens fravær.
Gennemfør blot det tankeeksperiment, at det havde været en israelsk intellektuel eller en konservativ politiker, der var blevet anklaget for den samme forbrydelse. De liberale medier ville være faldet over hinandens ben i deres iver efter at fordømme skurken.
Beslutningen om at anklage Ramadan blev hilst velkommen af Jonas Haddad, forsvareren for den anden af de to kvinder, den feministiske forfatter og tidligere tilhænger af et ultrakonservativt islam, Henda Ayari. Ifølge den konservative britiske avis The Daily Telegraph (3. februar 2018) udtalte Haddad: ”Hvis der er andre ofre i Frankrig eller andetsteds, så ved disse nu, at retssystemet vil reagere på det, der er sket med dem”.
Samme avis afslører endvidere, at ifølge kilder, der har forbindelse til politiet, er der yderligere en række kvinder, der har udtalt sig anonymt i forbindelse med efterforskningerne og som nu overvejer at rette anklager for voldtægt mod Ramadan.
Henda Ayari lever under politibeskyttelse efter at have modtaget flere dødstrusler! Dette skete allerede i 2016, da hun i sin bog med den betegnende titel J’ai choisi d’être libre (Jeg har valgt at være fri) havde skildret den brutale muslimske undertrykkelse af kvinder.
I et af kapitlerne beretter hun om, hvorledes hun i 2012 efter en konference i Paris blev overfaldet og voldtaget af en kendt videnskabsmand på et hotelværelse uden dog at nævne dennes navn. Men d. 20. oktober, 2017 besluttede hun sig til at melde Ramadan til politiet, idet hun afslørede, at han havde været gerningsmanden. Hun har fortalt til avisen Le Parisien flg.om overfaldet: ”Han klemte min hals så hårdt, at jeg troede jeg skulle dø.”
Nogle dage senere trådte så den uidentificerede kvinde, der var blevet nævnt i Le Monde, frem og beskyldte ligeledes Ramadan for i 2009 at have voldtaget hende på et hotelværelse i byen Lyon i det sydøstlige Frankrig. I den franske udgave af månedsmagasinet Vanity Fair har hun derpå skildret, hvordan hun af den “fredselskende” Ramadan var blevet “slået i ansigtet og på kroppen, var blevet tvunget til analsex, voldtaget med en genstand og udsat for en række ydmygelser, deriblandt trukket ved håret ud til badekarret, hvorefter han havde urineret på hende”. Under et tre timer langt forhør i Paris gentog kvinden, der anvendte pseudonymet “Christelle”, beskyldningerne mod Ramadan i dennes nærværelse.
Det siger næsten sig selv, at Ramadan har afvist alle anklager og i stedet for hævdet, at han var blevet et offer for en smædekampagne. Kritikere af ham har længe hævdet, at den tilsyneladende moderate Ramadan, hvis bedstefader, ægypteren Hassan Al-Banna, havde været det radikale Muslimbroderskabs grundlægger, altid havde prædiket et yderst radikalt budskab, når han henvendte sig til muslimer på arabisk.
Således har han offentligt forsvaret den berygtede ægyptiske retslærde og TV-prædikant Yusuf al-Quaradawi, der har opfordret alle muslimer til jihad, dvs. den såkaldte hellige krig, i Syrien og ovenikøbet kaldt Adolf Hitler for Guds værktøj.
På trods af mediernes hykleriske holdning og anklagerne i Frankrig har universitetet i Oxford endnu ikke officielt taget afstand fra Radadan og – på godt dansk – fyret ham på gråt paper. Hertil kommer, at han overhovedet ingen akademiske meritter har. Hans schweiziske disputats om bedstefaderen blev i sin tid afvist som værende ukritisk og tendentiøs. Først efter at et nyt bedømmelsesudvalg på foranledning af den kendte schweiziske socialdemokratiske parlamentariker og sciolog Jean Ziegler blev nedsat, modtog Ramadan ufortjent sin akademiske grad. Denne skandale må man dog på ansvarligt sted i Oxford have kendt til.
I hele sin tvivlsomme karriere er Ramadan blevet understøttet og båret på hænder af en række vestlige akademikere og journalister som et eksempel på en fredselskende(!) muslim, således af den kendte anglo-hollandske publicist Ian Buruma, der i visse mediekredse gerne citeres med næsegrus beundring.
Ovenikøbet udpegede den tidligere britiske premierminister Tony Blair Ramadan som medlem af en ”task force to help tackle extremism” i Storbritannien i kølvandet på 7/7-angrebene i London i 2005.
Den ufrivillige ironi er blodig!
Ja, der er ingen ende på verdens dårskab, men i det mindste kan man nu håbe på, at retfærdigheden sker fyldest i Frankrig, hvor allerede i 2013 den daværende indenrigsminister og senere premierminister Manuel Valls nægtede at deltage i en international konference i Firenze pga. Ramadans tilstedeværelse, en beslutning, der nedkaldte venstrefløjens vrede over Valls.
Men mon ikke løbet nu er kørt for Tariq Ramadan?
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)