Klumme: I 2020 opgav Vestens og Danmarks elite at forsvare sine kerneværdier

I vrimlen af hændervridning og tårepersning over et sandt mareridtsår i 2020 er der ét gennemgående tema: 2021 kan kun blive bedre. Men ikke så hurtigt. For selvom pandemien nok ikke kommer igen i samme omfang, er dette en naiv optimisme uden historisk belæg. Det modsatte er langt mere sandsynligt.

For 2020 var kendetegnet ved 3 helt afgørende politiske-kulturelle begivenheder uden historisk fortilfælde, som ikke bare går i sig selv igen:

1. politikernes magttiltag i forbindelse med corona-pandemien
2. massemediernes overgang fra observatører til aktivistiske aktører i den politiske debat
3. den politiske elites kapitulation over for samfundsrevolutionære og nymarxistiske bevægelser som Black Lives Matter og Antifa

Politikernes magttiltag

Vi har haft pandemier før, også af voldsommere omfang end corona-pandemien, f.eks. den spanske influenza for 100 år siden, men aldrig før har vores politiske ledere brugt sundhedskriser til så voldsomme overgreb på borgernes grundlovsfæstede rettigheder. Og vi ved at historisk set giver ingen politikere den magt tilbage, som de først har erobret.

Mette Frederiksens angreb på et helt erhverv med politiets hjælp uden solidt videnskabeligt grundlag og helt uden juridisk hjemmel er langtfra enestående i Vestens historie. I USA fik New Yorks guvernør Andrew Cuomo med lovhjemmel anbragt corona-smittede i plejehjem for de ældste og mest udsatte af hans medborgere. Og Californiens guvernør Gavin Newsome gik på stjerne-restaurant, mens han lukkede Californiens andre restauranter ned – med kolossale økonomiske konsekvenser til følge for almindelige mennesker.

Der er blot den væsentlige og for os danskere ikke særligt smigrende forskel, at mens Newsomes og Cuomos popularitet styrtdykker, stormer Mette F. frem i meningsmålingerne.

Fårene står der endnu og glor, og danskernes accept af dette overgreb på ejendomsretten for dele af dansk erhvervsliv er – for nu at sige det ligeud – en skamplet på det danske civilsamfund. Og det magtmisbrug er kommet for at blive, hvis vælgerreaktionerne ikke blot i Danmark, men i Vesten, inklusive Bidens og et nyradikalt Demokratisk partis kæmpe valgsejr med over 80 millioner amerikaneres stemmer i USA, er noget at gå efter.

Massemediernes ændrede rolle

Massemediernes rolle i Trumps valgnederlag har været under lup i 24NYT’s klummer – lige fra tavsheden (indtil efter valget) omkring korruptionsbeskyldningerne mod Biden og hans søn, over den omstændighed, at nyheden om corona-vaccinen fra medicinalfirmaet Pfizer med flid og under trusler fra Biden først blev offentliggjort 5 dage efter valget, til mediernes fløjlshåndede beskyttelse både før og efter valget af Bidens kognitive mangler og hans iscenesatte pressekonferencer, som kun tillader udvalgte spørgsmål fra udvalgte venligtsindede medier.

Og herhjemme, hvor Demokraternes talepunkter i danske regeringskontrollerede massemedier, DR og TV2, gentages som var det den eneste gyldne sandhed, står det ikke bedre til.

Ikke desto mindre spiser danskerne og resten af Vestens vælgere stadig af massemediernes hånd uden at kræve et opgør med statsautoriserede meningspåvirkninger og skattestøttede massemedier, hvis rolleskift fra vagthunde over for den politiske elites magtmisbrug til politiske aktører, som forvarer denne elites normer, er uden historisk fortilfælde siden Enevælden og censurens afskaffelse.

Så også her må man nok konkludere, at dette fortilfælde, hvis vælgerreaktionerne i Vesten er noget at gå efter, er kommet for at blive.

Nymarxistiske bevægelser

Black Lives Matter og Antifas angreb på Oplysningstidens normer om demokrati, lighed for loven, objektivitet, videnskabelig sandhed og individets menneskerettigheder er ikke noget nyt.

Heller ikke de midler, de vælger, nemlig terrorisering af hele bydele i form af voldelige demonstrationer, brandpåsættelse og hærværk. Og slet ikke angrebet på det vigtigste forsvar almindelige mennesker har mod vold: politiet.

I 1970’erne oplevede både USA og Europa voldsomme angreb på den kapitalistiske samfundsmodel fra nymarxistiske voldelige bevægelser som IRA i Irland, ETA i Spanien, Baader-Meinhofs Rote Armee Fraktion i Tyskland, De Røde Brigader i Italien og Black Panthers samt studenterbevægelsen Weather Underground i USA, som Barck Obamas gode venner Bill Ayers og Bernadine Dohrm var hovedkræfterne bag.

De Røde Brigader dræbte en premierminister i Italien, Aldo Moro. I Spanien myrdede ETA Admiral Luis Carrero Blanco, der var udset til at blive Francos efterfølger, og prøvede tre gange at bombe-likvidere Spaniens senere statsminister, Jose Maria Aznar. RAF myrdede ledende tyske erhvervsledere på stribe som f.eks. Hanns- Martin Schleyer, formand for den tyske erhvervsorganisation BDI. IRA var millimeter fra at dræbe Margaret Thatcher ved et bombeangreb, og Weather Underground og Black Panthers (hvis hovedsymbol var den hævede knyttede næve) rystede USA i sin grundvold ved voldelige bombeangreb på militære rekrutteringsstationer, politifolk og Pentagon uden hensyntagen til civile ofre.

Disse nymarxistiske, voldelige terrorbevægelser havde i begyndelsen som udgangspunkt en vis støtte i den lokale befolkning, fordi det lykkedes dem at kamuflere deres virkelige, samfundsomvæltende, revolutionære program bag et slør af tilsyneladende moralsk ”rigtige” græsrodsbevægelser. Det var tilfældet med RAF’s angreb på tidligere nazister i ledende stillinger i erhvervslivet (som f.eks.) Schleyer i Tyskland, ETA’s modstand mod Franco og støtte til bevægelsen mod Atomkraft i Baskerlandet, IRA’s nationalistiske opgør mod briternes hårdhændede politik overfor katolikkerne i Nordirland, De Røde Brigaders kritik af et sklerotisk og korrupt Kristeligt-Demokratisk styret politisk system, som delvist var i lommen på Mafiaen, samt det populære ungdomsoprør mod Vietnam-krigen i USA.

Men fælles for dem alle var terrorismen og volden mod uskyldige mennesker, inklusive børn, som bevidst, kalkuleret middel til at indgyde frygt for at skræmme folk til at underordne sig terroristernes politiske, revolutionære og marxistiske ambitioner.

I mange tilfælde som f.eks. De Røde Brigader og Baader-Meinhof banden, var det et middel fjernstyret af KGB, Sovjetunionens hemmelige politi. I andre tilfælde var det i form af våbensamarbejde som mellem IRA og ETA.

Men Vestens daværende politisk elite stod – til dels i modstrid mod disse folkelige bevægelser – fast: intet kompromis i kampen mod terrorisme uanset dens ideologiske klædedragt.

Forskellen til i dag er til at tage og føle på. Professionelle fodboldmillionærer over hele Vesten knæler hver weekend i hyldest til den selv-proklamerede, voldelige, marxistiske bevægelse Black Lives Matter i den fejlagtige tro, at den er ude i et ærefuldt antiracistisk ærinde. Og hæver den knyttede næve i solidaritet med Black Power – bevægelsen som i 1960’erne terroriserede USA’s storbyer med bombeangreb og drab på politifolk.

Voldelige uroligheder og brandpåsættelser af hele bydele i Vesten forsvares med institutionel racisme og påstået politivold uden skygge af bevis for nogen af delene. Der findes nemlig INGEN ”institutionel” racisme i Vesten, og ingen politiske partier eller bevægelser forsvarer de enkelte forblindede racistiske individer, som dummer sig til fodboldkampe eller på Facebook. Racismen i Vesten er fake news. Sammenlignet med Rusland, Kina, Indien og resten af verden er Vesten faktisk det mindst racistiske sted i Verdenshistorien. Ikke perfekt, men klart på den rigtige vej sammenlignet med alle andre.

Men sløringen af BLM og Antifas virkelige revolutionære ambitioner virker.

For ingen kigger BLM’s finanser og bagmænd efter i sømmene til trods for bevægelsens nære finansielle tilhørsforhold til velgørenhedsorganisationer som f.eks. Thousand Currents, hvis næstformand i bestyrelsen er Susan Rosenberg, kommunist og tidligere medlem af Weather Underground, og som har siddet 16 år i amerikansk fængsel for terrorisme (se min klumme Black Lies Matter). Tværtimod: politikerne knæler og hylder BLM, Antifa, urostifterne og terroristerne. Og hæver den knyttede næve i solidaritet med de to afrikansk-amerikanske 200-meter løbere, John Carlos og Tommy Smith, som ved sejrsceremonien ved de olympiske lege i Mexico i 1968 demonstrerede deres sympati for Black Power bevægelsen på samme måde og prompte fik frataget deres medaljer og blev sendt hjem i vanære.

De dage er forbi. USA’s paraolympiske komité har vedtaget ikke at sanktionere atleter, som protesterer ”fredeligt og respektfuldt”, og der er voksende pres på den International Olympiske Komité fra andre politisk korrekte olympiske sportsfolk og deres organisationer for at gøre det samme. Men vi ved alle sammen, hvad det handler om. Det har intet at gøre med ”fredelige og respektfulde” protester, men alt at gøre med politisk ensretning og blåstempling af den herskende politisk korrekte dagsorden hos Vestens elite. Ingen tror vel i fulde alvor på, at den paraolympiske atlet, som”fredeligt og respektfuldt” protesterer ved at gøre Heil Hitler-hilsen, ikke vil møde sanktioner!

Oplysningstiden motto, som angiveligt blev udtrykt af Voltaire, var: ”Jeg er uenig med det, du siger, men jeg vil kæmpe til min død for din ret til at sige det”.

Dette motto er nu stillet på hovedet. De få atleter og fans, som nægter at knæle eller buher ad fodboldspillerne, der knæler, viser det virkelige billede:”Jeg er dybt uenig med det, du siger, og hvis du siger det igen, bliver det din professionelle død”.

Bare et enkelt eksempel: Klubber som Millwall i anden engelske foldboldrække, som har fans, der har det med at gøre nar af spillernes politiske korrekthed, kaldes racistiske og trues af fodboldmyndighederne med sanktioner og bøder. Og vé den fodboldspiller, som tør nægte at knæle. Hans fodbolddage er snart ovre. Der er da, forståeligt nok, heller ikke en eneste engelsk premier league spiller, der har vovet pelsen.

For Vestens politiske elite har opgivet forsvaret for sine kerneværdier til fordel for en midlertidig popularitetsgevinst blandt den samme gruppe af nyttige idioter, naive studenter samt politisk korrekte forstadsfruer og deres Marxistiske bagmænd, som gjorde deres bedste for at gøre marxismen til mainstream i 1970’erne.

Det projekt er nu lykkedes. Vores politiske elite har kapituleret i 2020. Og det bliver kun værre i 2021.