Klumme: Mainstream mediernes kåring af Årets Personligheder viser journalistikkens partsindlæg

Soros og Serena – Mainstream mediernes kåring af Årets Personligheder viser journalistikkens overgang fra saglig reportage til partsindlæg.

Den ungarsk-amerikanske milliardær, finansmand og mediefilantrop George Soros samt Serena Williams, den afrikansk-amerikanske tennisspiller og multimillionær, er blevet kåret til henholdsvis Årets Personlighed og Årets Kvindelige Atlet af to respekterede mainstream medier, Financial Times (FT) og Associated Press (AP).

George Soros og Serena Williams er begge politisk kontroversielle personligheder og begge har haft et ”usædvanligt” år på deres respektive kamppladser, filantropien og tennisbanen. FT og AP har ret til at udnævne hvem de vil til deres personlige favoritter, men deres begrundelser og ikke mindst det, de har udeladt i deres vurderinger, siger i begge tilfælde mere end bindstærke værker om, i hvor høj grad vor tids medier har taget parti og valgt side i nutidens politiske debat.

Serena Williams, verdens rigeste kvindelige tennisspiller, blev valgt til årets kvindelige atlet til trods for, at hun ikke vandt en eneste turnering af betydning og ikke én af de fire store grand slams, som er tennissportens ypperste og mest eftertragtede priser.

Så det var ikke på grund af hendes atletiske præstationer, at hun blev valgt til årets kvindelige atlet. Hvorfor så?

AP angiver udtrykkeligt, at grunden til, at Serena blev kåret, var ”hendes hurtige tilbagevenden…efter  fødslen”( hun fik en baby i september 2017, men kom på tennisbanen allerede i starten af 2018). Dette er ikke en sportslig begrundelse, eftersom det at få børn ikke er noget usædvanligt for sportsudøvere og eftersom en anden tennisspiller, Victoria Azarenka fra Hviderusland, også havde et comeback i 2018 efter en børnefødsel. Nej, begrundelsen var rent politisk og udgjorde et signal til feministerne om, at Serena er politisk korrekt.

Hvor jeg ved det fra? Fordi Serena med sin opførsel i grand slam-finalen i U.S. Open ud fra enhver rimelig betragtning skulle have udelukket sig selv fra en sådan udmærkelse.

Det der skete, var, at Serena efter at have tabt første sæt i grand slam-finalen var ved at tabe kampen. Efter at have smadret sin ketsjer blev hun idømt en bøde og derefter fratrukket et point for ”coaching”, dvs.  for at have modtaget signaler fra sin træner under kampen.

Serena gik derefter amok og kaldte dommeren en ”løgner” og en ”tyv” og henviste til, at hun som nybagt ”mor” aldrig ville gøre noget sådant. Hendes modstander, en japansk spiller med en afro-amerikansk far, Naomi Osaka, måtte passivt se til, mens skuespillet stod på.

På en efterfølgende pressekonference gik Serena et skridt videre og beskyldte dommeren for forskelsbehandling, idet hun hævdede, at noget sådant aldrig ville være sket, hvis det havde været en mandlig tennisspiller.

Den tidligere amerikanske topspiller, Billie Jean King, tog straks Serenas parti og kritiserede dommeren for sexisme og mandschauvinisme og det samme gjorde de kvindelige tennisspilleres fagorganisation, WTA. Dette til trods for, at det virkelige offer for episoden var Serenas kvindelige modstander, Naomi Osaki, hvis første grand slam-sejr Serena godt og grundigt ødelagde ved at sætte sig selv i centrum.

Skandalen gik lidt i sig selv, da en intern undersøgelse af det internationale tennisforbund, ITF, viste, at dommeren havde fulgt reglerne og at mandlige spillere bliver dømt 2-3 gange så hyppigt for coaching som kvindelige. Det hjalp heller ikke på Serenas sag, at hendes træner offentligt gik til bekendelse og indrømmede, at han rent faktisk havde udøvet coaching.

Serena Williams selv har aldrig undskyldt for sin opførsel, hverken over for dommeren eller sin modspiller.

At vælge en person til årets kvindelige atlet uden nogen dokumentation for hendes atletiske præstationer er en ting.

At vælge en person som bevidst snyder, er en dårlig taber og derefter uberettiget bruger sit køn som forsvar for sin tølperagtige opførsel ikke blot overfor dommeren (som måtte holde sig væk fra den amerikanske offentlighed i New York efter episoden af berettiget frygt for repressalier), men også overfor sin kvindelige modstander, som Serena gjorde sit bedste for at hyle ud af den, burde være grund nok til kritik fra mainstream mediernes side.

At gøre Serenas opførsel til en dyd kan i en ”Me-too” tid kun forklares som et politisk korrekt knæfald for kvindekampens mest rabiate røster.

Milliardæren George Soros har tjent sine penge på at spekulere på finansmarkederne. Det er der hverken noget forkasteligt eller ulovligt i. Men sommetider er han gået over grænsen. I 2002 idømte en fransk domstol ham således en bøde på 2,2 mio. euro for insider trading. Og det er ulovligt.

FT fremhævede i sin begrundelse for at gøre Soros til sin ”Person of the Year”, at han var “standard bearer of liberal democracy and open society” og lovpriste de værdier han stod for.

Men hvad er det for ”værdier” FT lovpriser? Det er rigtigt, at Soros med sin filantropi har været med til at hjælpe mange tidligere sovjetstater i Østeuropa, heriblandt hans eget hjemland Ungarn, med at håndtere overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi. Men i de seneste år har hans filantropi udviklet sig til finansiel støtte til bevægelser, som gør brug af udemokratiske midler.

Soros er f.eks. i dag hovedsponsor for den radikale, venstreorienterede bevægelse, MoveOn.org.

Bevægelsen udgav i 2017 en pamflet med titlen ”Bird Dog”, som var en håndbog i, hvordan aktivister kan genere demokratisk valgte offentlige personer, f.eks. medlemmer af Senatet eller Repræsentanternes Hus, i deres privatliv. F.eks. i deres hjem eller når de går på restaurant.

Er det værdier FT er enig i? Sandsynligvis ikke, når det fremstilles på den måde. Hvorfor så? Fordi Soros er hovedmanden bag den finansielle støtte til ”Remain”-kampagnen i Storbritannien, dvs. modstanden mod Brexit og kampen for en ny folkeafstemning, så Storbritannien kan blive i EU. Og så sluger FT, som er enig, gerne en kamel eller to i den gode sags tjeneste.

Men vælgerne er ved at lugte lunten. De ”gule veste” demonstrerede således i weekenden foran flere af Frankrigs tv-stationer, som de hævdede tog Macrons og elitens parti. De krævede direkte demokrati og folkeafstemninger om alle vigtige spørgsmål.

AP og FT har med deres valg af Soros og Serena som Årets Personligheder ikke blot forladt saglig journalistik og lavet et partsindlæg i tidens politiske debat. De har også sendt et budskab til alle dem, der ikke er enige i deres valg.

De medier, som vælgerne betaler for og til, har deres egen politiske dagsorden. Og det er elitens dagsorden – ikke vælgernes.