Klumme: Når skidt kommer til ære og stodder til mønt

NÅR SKIDT KOMMER TIL ÆRE OG STODDER TIL MØNT, Ludvig Holberg.

I min gymnasietid i 1978 udkom det, jeg anser som et appendix til Karl Marx’ bog ”Kapitalen”. Makværket hed ”Oprør fra midten”. Det var ment som en debatbog. Bag udgivelsen stod forskeren Niels I. Meyer, politikeren Kristen Helveg Petersen og forfatteren Villy Sørensen. Den blev i 1982 fulgt op af bogen ”Røret om oprøret” – mere om midten. Bogen argumenterede for et “humant ligevægtssamfund”, og den præsenterede bl.a. ideen om borgerløn. Videre plæderede bogen for en statsstyring i et omfang, som kun kunne have sit ophav i snirklede hjernekamre hos socialister og kulturradikale.

Jeg husker værket fra min tid på den samfundsfaglige linje på Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Det skrevne blot cementerede min tro på, at udvikling skal følge evolutionens og ikke revolutionens vej. Historiens gang skal følge slægters led, udvikling skal være forstandig, fortiden skal respekteres. Hvis staten skal gribe ind i folks liv, skal det være af hensyn til almenvellet. Det skal kunne betale sig at yde før man kan nyde.

Hvorfor så anvende spalteplads på en dødssejler fra rædselskabinettet? Fordi en af dansk politiks professionelle levebrødsmastodonter, Lars Løkke Rasmussen, som en del af begrundelsen for at forlade Danmarks næstmest kulturradikale parti, Venstre, atter engang taler om et opråb fra midten. Som om han og hans ligesindede ikke har misrøgtet og udpint det mandat, vælgerne har givet dem tilstrækkeligt i årtier?

En mand, Lars Løkke Rasmussen, der i hele sin voksne tilværelse har levet en kunstig, overbeskyttet tilværelse i skyggen af ministerpension og korridorpolitik i byråd og på Christiansborg, han har nu forladt det parti, der engang var funderet af stoute landbrugere. Nu har DJØF ved fjendtlig overtagelse sat sig tungt på ledelse og partikurs. Duften af dansk muld er for længst forduftet og afløst af en usund em af centralistisk parfume. Kursen er i bedste middelalderlig arvefølgestil lagt hos en undseelig tidligere underofficer af reserven, Jakob Ellemann-Jensen og hans hof af defaitister.

Fra sin position som ensom rytter på Christiansborg fisker Lars Løkke Rasmussen nu efter et samarbejde hen over midten af dansk politik. Fra det mest højreorienterede af SF til S, RV og de to gamle borgerlige partier K og V. For at man atter kan påkalde sig anstændighed og for at vi igen kan være os selv bekendt, som han udtrykker det. Var der en og anden mere anstændig nationalkonservativs øjenbryn, der løftede sig derude?

Som om 48 år i et dybt problematisk og mere og mere autokratisk EU styre ikke var nok til at erklære Danmarks exit mere end berettiget fra kommissionsdiktaturet i Bruxelles. Som om åbne grænser i Schengens Utopia ikke havde belært det danske folk om den skade vi er blevet påført ved, at hele Europa er blevet et slaraffenland for grænseoverskridende kriminalitet. Som om de internationale konventioner, skabt i en helt anden tid med andre bevæggrunde end at sikre retten til permanent, passiv forsørgelse for økonomiske migranter fra det halve af Mellemøsten og Afrika, ikke i sig selv var et argument for Danmarks udtræden af samme.

Og endelig, som om hele det politiske spekter ikke i øvrigt er skubbet så langt til venstre i den mediekoordinerede og antifascistiske dans omkring Meetoo, BLM og islamiseringsprocessen af Vesteuropa. Løkke er blot en af mange liberalister, der fisker i rørte vande, og dermed med rette bliver berettiget til at bære ordenen, Honeur de rien toutes. Æren af ingenting. Løkke er ambassadør og nyttig idiot for den yderste venstrefløj. Måske indser han det ikke? Eller gør han? I mine øjne er han fuldt bevidst om sit forræderi, og det forehavende han har om at gå i socialisternes og i de kulturradikales sold. Fame and fortune counts more than honor.

NB, DF og LA tilhører ikke det gode selskab i Løkkes univers. De nævnte partiers vælgere kvalificerer sig ikke til at blive borgere i Løkke-land, fordi de er håbløst gammeldags, nationalromantikere og egoistiske ultraliberalister. Løkke har et standpunkt indtil han indtager et nyt.

Faktuelt er de tre partiers vælgere et bredt udsnit af utilfredse danskere, der gennem deres levetid har oplevet resultatet af et sammenbrud i ideologisk og patriotisk samfundsførelse, hvor stat og kommune indretter den måde, hvorpå vi som danskere skal leve fra vugge til grav og helst i overensstemmelse med EU-forordningers anvisninger. “En regering skal passe på sin befolkning, den skal ikke styre deres liv”, som tidligere præsident Reagan engang udtalte. Han var en sand konservativ og patriot.

Løkkes evner som overlever og forhandler i det politiske liv uomtalt, han er det bedste eksempel på, i hvor høj grad middelmådighed kan fremme karriere i offentlige embeder. Jørgen Reenbergs monolog om kors og bånd og stjerner in memoriam. De danske politiske kejsere har mange navne i både kvindelige og mandlige udgaver. Fælles for dem alle er dresscoden og retorikken.

Om det er Stine Bosse, forfatteren Carsten Jensen eller tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, så havde H C Andersen allerede forudset deres komme; de har ikke noget tøj på, og deres position i samfundet har samme stereotyp, en afvikling af Danmark og danskheden til fordel for højere afguder, der kan efterlade dem selv med en nekrolog om, at de tjente humanismen og menneskehedens bedste sider. Hvordan Lars Løkke Rasmussen vil overbevise Vorherre om, at han skal slippe ind bag himmerigets porte efter at have underskrevet Marrakech-aftalen i december 2018, det må Vorherre vide.

Historien gentager sig selv, også her mere end 40 år efter at bogen ”Oprøret fra midten” udkom. Demokratiet er muligvis stadig den bedste af alle dårlige styreformer, men kunne man ikke udtrykke et svagt håb om, at I vælgere derude holder op med at lade jer fylde med varm luft og kitsch fra politikere af Løkke-typen. Tag venligst et ansvar for de børn, børnebørn, det land og det samfund, de skal vokse op i. Det opråb gælder i øvrigt også i forhold til hele det politiske spektrums vælgere, som den nuværende regering og dens støttepartier regerer over. Men, her taler jeg givetvis for døve øren. De er fortabt.

Det Danmark mere end nogensinde har brug for, er kontante sheriffer, der kan rydde op i den sump af bedagede levebrødspolitikere, spindoktorer, opinionsdannere og mediefolk, som truer stabiliteten i den danske udgave af Dogde City anno 2021. Lad det en gang for alle komme til et opgør med de Løkke-typer, der fremmer lovløshed og kriminaliteten herhjemme, Løkke typen.

Det kunne passende ske ved at lade virkeligheden være ledetråden for, hvor man sætter sit kryds i stemmeboksen. Lad jer ikke fristes af gammel sur vin på nye flasker fra en udbrændt tidligere statsminister. Send hellere ham og hans tankemæssige vraggods ud på Atlanterhavet i en mere permanent udsendelsesrække i reality-sammenhæng. Og sæt i øvrigt gerne Stine Bosse og Carsten Jensen på deltagerlisten. Så vil Dannebrog også smælde om 1000 år.