Vælgerne på den nationale højrefløj må kigge langt efter en forbrødring og samlet front på den politiske platform, hvor de befinder sig. Henholdsvis DF og NB står uforsonligt over for hinanden omkring markering af de synspunkter, partierne helt åbenbart burde kunne samles om. Der er mere, der samler, end der skiller, og forskelle er til for at blive respekteret, især på det økonomiske område. Her er NB et traditionelt konservativt parti, der har opfattelsen af, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.
Med den marginale vælgertilslutning, DF og NB har, så burde det være en pligt at kunne forenes om at fremstå som et troværdigt alternativ til den liberale/nykonservative og socialistiske samfundsmodel, som den øvrige blå blok og regeringen repræsenterer. Så længe splittelsen er så åbenlys, vil det nationalkonservative Danmark aldrig få den afgørende gennemslagskraft. Og i værste fald vil det være for sent med en indsats med de kræfter, vi er oppe mod fra EU, migrationens omfang og påvirkningen fra det internationale samfund.
Årsagerne til rivaliseringen mellem DF og NB er mangefacetterede. Først og fremmest ligger der et element af kamp om overlevelse for et DF, der under den nuværende ledelse er nedsmeltet. Partiet er gået fra at udgøre 21% til de nuværende 5% tilslutning over en periode på blot 7 år. Ingen andre partier i dansk politisk historie har tilsvarende oplevet samme konstante nedgangspiral som DF, og så under samme ledelse. Ikke engang jordskredsvalget i december 1973, hvor de “gamle” partier måtte aflevere en stor luns af deres mandater til Fremskridtspartiet og Centrum Demokraterne, medførte den samme konstante nedtur for de gamle partier.
Trods mange løfter om fornyelse har DF-ledelsen fortsat ikke formået at genvinde fortidens dagsorden og indflydelse. Regeringen under Mette Frederiksen har dygtigt forstået at markere en udlændingepolitik, der overhaler DF indenom i symbolik, og på overfladen betragtet i verbal hårdhed. Integrationsminister Mattias Tesfaye har dygtigt landet en aftale om et flygtningecenter i Rwanda. Noget hverken DF eller blå blok har været i stand til.
Akilleshælen hos DF er, at ledelsen ikke har forstået at trænge igennem med selvstændigt at markere en politisk profil, der fortæller vælgerne, at regeringen med få undtagelser sælger varm luft i metermål. Indvandringen og befolkningsudskiftningen fortsætter reelt ufortrødent, Danmark ændres for hver dag fra at have været etnisk homogent til fortsat at fremstå mere og mere multikulturelt med islam som den afgørende og vindende faktor på den lange bane.
En henvendelse til Danmarks Statistik med de seneste tal for, hvor galt det kommer til at gå, kunne med dygtige DF-kommunikatorer skabe en debat om fremtidens Danmark. Anden del af fortællingen ville være at forklare, hvad der virker i forhold til at ændre på udviklingen. Der skal indgreb til som mangfoldighedspressen og venligboere ville korse sig over. Sober information fulgt op af gennemtænkte udspil ville med sikkerhed skabe debat.
DF er fortaler for ytringsfrihed, men benytter den ikke konstruktivt selv. Når man har et budskab, men ikke benytter sig af taleretten til at komme med politiske forslag, så bliver tavsheden en løgn. DF burde markedsføre et budskab om, at de vælgere og de partier, som er rede til at opgive de grundlæggende frihedsrettigheder til fordel for islamisering blot for at opnå en midlertidig ro og sikkerhed, fortjener hverken frihedsrettighederne eller sikkerheden.
DF burde markedsføre et synspunkt om, at blind tro på, at den nuværende udvikling peger mod fredelig sameksistens mellem det kristne Danmark og det hastigt voksende islamiske befolkningselement, er sandhedens og virkelighedens værste fjende.
At DF fejlbedømte migrantkrisen i 2015 og dens betydning både for NB’s etablering og for antallet af migranter og familiesammenførte, er et faktum. DF-ledelsen manglede både dengang som nu det politiske mod til at sige fra, og markere, at nok var nok. På trods af, at DF havde 37 mandater og udgjorde det parlamentariske fundament for Løkkes daværende regering, så manglede Thulesen Dahl modet til at smide nøglerne i statsministeriet og meddele statsministeren, at han måtte imødese en mistillidsdagsorden, hvis han ikke fik styr på grænsen. Kald det støvletramp, men i overført betydning er det netop det, det nationalkonservative Danmark har brug for og efterlyser, når rigets grænse og nationen er truet.
At DF fejlede i forhold til ikke at kræve enten regeringsindflydelse- og deltagelse eller i det mindste håndfæstninger efter valget i 2015, for i stedet at blive smidt under bussen, hver gang det brændte på, er en af flere årsager til, at Tulle forsøgte at bortforklare valgnederlaget i 2019 ved at tilkendegive, at DF kun havde vælgerne til låns. Rent nonsens. Havde han kendt sin besøgelsestid, havde han i det mindste kunne have holdt status quo, og NB havde haft uendeligt sværere ved at få fodfæste, hvis Thulesen Dahl havde haft ”røv i bukserne”, da migrantstrømmen satte ind.
At DF fejlbedømte Marrakesh-aftalen og virkningerne af, at statsministeren underskrev FN’s migrantaftale i december 2018, var endnu et søm i den kiste, DF-ledelsen selv havde tømret sammen. Bundlinjen var, at Tulle burde have trådt tilbage og have overladt rorpinden til andre i juni 2019. At han stadig tuller rundt, svarer til ,at direktøren for det konkursramte firma selv forsøger at opgøre boet i stedet for at overlade det til en kurator udpeget af skifteretten.
NB’s 4 mandater har langt bedre forstået at markere uforsonlighed og saft og kraft på de sociale medier med budskaber, der fanger det vælgersegment, som den nationalkonservative scene dækker over. På hver sin måde udgør og udfylder hver af de 4 NB-mandater det spektrum, som DF nærmest havde patent på indtil valget i juni for 2 år siden. Med al respekt for DF og Pia Kjærsgaards livsindsats for “Det Danmark vi kender”, må man konstatere, at den nuværende ledelse ikke har været sin opgave voksen. Man har snorksovet på samme måde som Holger Danske i Kronborgs kasematter, og man gør det stadig.
Fra at have fået adelsmærket “ikke stuerene” tilbage under Poul Nyrup årene, er DF blevet salonfæhige, slebne, Christiansborg-agtige, og nærmest tandløse, mens klassens frække dreng, NB, er løbet med både Dannebrog og vælgertilslutningen. Aktuelt står NB til ca. 10% i de førende vælgerbarometre, mens DF fortsat befinder sig langt under det katastrofale valgresultat, partiet fik tilbage i 2019. Men bemærk, samlet set står det nationalkonservative Danmark fortsat i stampe, fordi både pressen og de øvrige borgerlige partier tilsvarende sover på deres vagt over indvandringens følger. Det er den udbredte danske syge om, at det går nok alt sammen, der fortsat slår igennem.
Som DF henstår på dagens politiske scene, så er der med få undtagelser tale om en teateropsætning af et stykke, der har kørt i årevis på en provinsscene med færre og færre tilskuere. Det med en opsætning, hvor de optrædende er de samme, hvor replikkerne er gammelkendte, og interiøret fremstår med slidte plydsmøbler. End ikke medierne omtaler de få udspil, partiet fremkommer med. Til gengæld undlader mangfoldighedspressen lige fra Berlingske Tidende til DR og TV2 ikke at omtale de problemer, næstformanden i DF har med troværdighed omkring Meld og Feld-sagen.
Man kan opleve sure indlæg på Facebook fra den tidligere skarpe DF-profil, Søren Espersen, der gør udfald mod NB’s manglende økonomiske og sociale ansvarlighed. Espersen fremstår rusten. I stedet for at skose andre burde både han og ledelsen koncentrere sig om at markere, hvor DF selv står. Søren Espersen burde koncentrere sig om at angribe regeringens troværdighed i forhold til den udlændingepolitik, den fører, når man ved, hvor lidt Danmark der vil være tilbage om en generation, som en konsekvens af den massive indvandring Danmark udsættes for.
Når man ikke kender sine kampe, og i øvrigt ikke vælger de rigtige af slagsen, så fortjener man ikke vælgernes gunst på den platform, hvor patriotisme, forudsigelighed og fædrelandskærlighed fortsat spiller en afgørende rolle. Udadtil fremstår det, som om DF ”har sejret ad helvede til”, idet det er andre partier end DF, der scorer point på det retoriske plan i udlændingedebatten. Det kan DF kun klandre sig selv for, DF burde være the real deal.
Havde DF-ledelsen forstået at produktudvikle sin politik, opdatere den fra midt 1990’erne til nu, og at gentænke, hvorfor man brød ud af Fremskridtspartiet i 1995, havde DF forstået at lade reelle værdikrigere som Martin Henriksen og Peter Kofod tegne profilen på den danske scene, så var det aldrig gået så galt som tilfældet er. Man må konstatere, at taburetklæberi og personlig fremtoning for tiden spiller en vigtigere rolle for DF-ledelsen end fædrelandets ve og vel. Trist, men faktuelt.
Havde DF været et privat foretagende, ville en generalforsamling af aktionærer for længst have udskiftet direktion og bestyrelse, men i og med partiet er så tilpas topstyret som en junta, så fungerer tingene anderledes. Billedligt talt er Kristian Thulesen Dahl kaptajnen på Titanic, mens hans næstformand og øvrige sekundanter fremstår som officerer, der forvildet løber rundt og forsøger at sætte redningsbådene i den iskolde sø.
I stedet for politisk at træde et skridt politisk tilbage, går DF-ledelsen planken ud. ”Uden mål og med” kan man tilføje. Hvor ligger det politiske projekt for DF? Har de et overhovedet? Hvorfor skal vælgerne stemme på DF frem for NB eller S eller K for den sags skyld? Havde DF-ledelsen forstået at tage på rundtur til lokalforeningerne og drikke andet end kaffe og spise ostemadder, havde ledelsen været lydhør over for den berettigede kritik, lokale DFere er fremkommet med de sidste par år, så havde meget set anderledes ud.
Man vinder ingen krige ved retræte eller ved passivt at se til, at fjenden overtager slagmarken. Man vinder endnu færre slag ved at angribe soldater på ens egen fløj. Som nationalkonservativ soldat skal man være sig det bevidst og ligge klar i uniformen, når Danmark kalder. Hvis det nationalkonservative Danmark i samlet trop dygtigt kunne fortælle historien om, at Danmark er ved at blive besat på ny, ville vælgertilstrømningen udvikle sig fra marginal til national tilslutning. Islam er for Danmark, hvad gift er for en smuk skovsø.
Om DF eksisterer om 5-7 år, er et godt spørgsmål. Jeg vil anse det for realistisk, at DF glider ud af Folketinget, medmindre der indtræffer et under. Man kan som tidligere DF-tilhænger se reminiscenser af scener fra filmen” Der Untergang”, med en Kristian Thulesen Dahl i rollen som Føreren, der omgives af de sidste loyale støtter, alt mens verden de kendte udenfor synker i grus.
Riv bygningen ned, DF byggede op, eller renover fra kælder til kvist, indsæt nye spillere på banen, de findes nemlig. De hidtidige spillere har udlevet deres roller som frontfigurer, Pia Kjærsgaard undtaget. Hun er fortsat Danmarks vigtigste frihedskæmper. At pressen fortsat peger på, at Thulesen Dahl er den eneste realistiske leder, beror mere på, at han er garant for fortsat tilbagegang. Mainstreampressen græder tørre tårer den dag, sidste mand lukker og slukker i DF.
DF kan og skal fortsat spille en rolle, men partiet er nødt til at omgruppere på den politiske slagmark, nødt til at genopfinde de værdier, der skabte fundamentet op gennem 10’erne. Dengang var DF det toneangivende parti i udlændingedebatten, dengang var man hadeobjekt for alle, som ikke ville Danmark. Dem er der kommet mange flere af siden hen, og det selv langt inde i de borgerlige rækker. Udstil det rænkespil, der kommer fra det hold. Regeringens parlamentariske grundlag klarer det udmærket selv ved egen fremtoning.
For meget står på spil for Danmark i disse år, hvor venstredrejningen af ikke blot Danmark, men hele den vestlige verden er så katastrofal for nationalstaternes betydning og alt det, der relaterer sig til det nære og det oprindelige. Find det fodslag, der skal til, lad personlige ambitioner træde i baggrunden frem for hensynet til kongeriget Danmark. Hvis ikke, vil sagaen om Dansk Folkeparti være et overstået kapitel førend den grånende forsamling af gnavne, hvide mænd i DF-ledelsen ved af det.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)