Klumme: Restriktiv indvandringspolitik og EU-skepsis er opskriften på sejr!

I stedet for at glæde sig over det kanonvalg, som den ungarske premierminister Viktor Orbán fik d. 8. april, har den europæiske sammenslutning af kristelig-demokratiske partier, Det kristelige Folkeparti (EVP), der står Orbáns parti Fidesz nærmest og er Europaparlamentets største fraktion, ikke vidst, hvilket ben det skulle stå på.

Den i hendes eget land stadigt mere upopulære tyske forbundskansler, Angela Merkel, udsendte således på sit partis, Den Kristelig-Demokratiske Unions (CDU), vegne en erklæring om, at hun skam nok ville sende sine skriftlige lykønskninger, men uden direkte at gratulere Orbán.

Derimod greb hendes indenrigsminister Horst Seehofer fra Bayerns Kristelig-Sociale Union (CSU) omgående og med begejstring til telefonen og ringede til Orbán og foreslog et tættere samarbejde mellem CSU og Fidesz.

Det er ikke mindst Orbáns restriktive indvandringspolitik og skepsis over for en yderligere EU-integration, der har vakt Seehofers begejstring, og det er netop de samme to områder, der har sikret Orbán stor sympati i en række østeuropæiske lande, ikke mindst Polen og Tjekkiet, og ligeledes har fået en mere eller mindre diskret støtte fra østrigsk side.

Landets unge forbundskansler, den fortræffelige Sebastian Kurz, deler Orbáns stramme holdning til ukontrolleret indvandring, og det var jo netop disse to statsmænd, der i 2016 fik sat en stopper for den uhæmmede indvandringsbølge gennem Balkanlandene.

Orbáns modstandere inden for EVP ønsker derimod at eksludere Fidesz med dens 12 repræsentanter fra deres fraktion, selvom dette ville betyde en svækkelse af EVPs magt i Europaparlamentet.

Hovedårsagen til denne negative holdning er den folkeafstemning Orbán afholdt i 2016 under mottoet ”Stop Bruxelles”. Det svenske EVP-medlem, Gunnar Hökmark, fra det borgerlige(!) parti Moderaterna – det må naturligvis være en svensker – har endda ment, at Fidesz’ medlemsskab ville føre til en alvorlig svækkelse af de pro-europæiske kræfter, da dette parti står for en bekæmpelse af frihed og demokrati.

Hvad er nu årsagen til denne blandede reaktion, og hvorfor kan fortalere for frihed og demokrati, som netop Hökmark, ikke forstå, at Orbán jo netop blev valgt i et frit, demokratisk land? Hvorfor ikke acceptere, at ungarerne med et stort flertal i et korrekt gennemført valg netop har peget på Orbán som deres ministerpræsident? Hvad der ikke har behaget, er givetvis valgsejrens størrelse.

Med 48,9% af de afgivne stemmer opnåede Fidesz nemlig et næsten absolut flertal og gik ovenikøbet ved valget frem med 4%, selvom Orbáns modstandere havde regnet med, at den høje valgdeltagelse på ca. 70% ville komme oppositionen til gode, og så blev det lige omvendt! Orbán formåede ganske enkelt at mobilisere sine vælgere, mens oppositionen, både det højreekstreme Jobbikparti (19,4%) og den splittede socialistiske opposition (12,3%), der endda mistede halvdelen af dens vælgere, kom til at stå med håret ned ad nakken.

Viktor Orbán, der tilhører den protestantisk-calvinistiske trosretning og lader sine fem børn få en katolsk opdragelse, er således uhyre populær, og dette efter allerede at have regeret i tre valgperioder – en tillidserklæring så det batter! Igen og igen har han i valgkampen understreget, at ”Kristendommen er Europas sidste håb”.

Et sådant udsagn falder ikke i god jord hos EU-bureaukraterne, der alle med den ulyksalige Angela Merkel og EU-kommissionens næstformand Frans Timmermans i spidsen i kor har erklæret, at Islam er en del af Europa. Islam skulle således høre med til det, der i Bruxelles betegnes som ”de europæiske værdier”, der nu åbenbart også skal inkludere burkaer og den blodige Sharialovgivning.

At Orbán endvidere har oprettet et viceministerium til beskyttelse af forfulgte kristne, der i Mellemøsten kun har et fristed i områdets eneste demokratiske stat, Israel, er også betegnende og yderst sympatisk – her ville han bl.a. få min stemme.

Det er ikke mindst i den ungarske provins og i de landlige regioner, at Orbán har sin støtte, og årsagen er ikke blot afvisningen af EUs indvandringspolitik og dermed forsøget på at blande sig i Ungarns indre anliggender, men også – og ikke mindst – at det økonomisk set går fortræffeligt i landet. Således er der sket et økonomisk opsving i forhold til 2016 på 4%, landet har den fjerdelaveste arbejdsløshedskvote i EU, lønnen er generelt steget med mere end 10%, og Daimler-Benz har netop besluttet at investere en mia. euro i nye fabriksanlæg. En ny familievenlig lov er netop vedtaget, der sikrer et engangstilskud per familie for det 3. barn på hele 32.000 euro, der svarer til ca. 230.000 kr.

Så Orbán står stærkt, når EU-kommissionens præsident, den inkompetente Jean-Claude Juncker i den nærmeste fremtid besøger Orbán. Over for ham vil den ungarske premierminister pege på et styrket samarbejde med Fristaten Bayern og de fire Visegrád-lande: Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, og samtidigt understrege, at Ungarn går ind for en udbygning af ”fædrelandenes Europa”, men ikke ”De europæiske forenede Stater”. Og ikke mindst vil Orbán holde fast ved, at Ungarn ikke per diktat fra Bruxelles vil acceptere økonomiske flygtninge fra Mellemøsten, Asien og Afrika.

Viktor Orbán har både grund til at være selvbevidst og meget at være stolt over – lad os dog unde ham denne valgsejr!