Klumme: Rød eller blå, taberne bliver i alle tilfælde os danskere

Så buldrer valgkampen deruda’, og ikke mindre end 14 partier stiller op, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Der vil blive kamp om pladserne på Borgen, og vi vil mere end nogensinde få serveret varm luft i flot indpakning og fyldt ørerne med gyldne løfter.

Mette Frederiksen lagde stærkt ud med sin åbningstale i Folketinget, hvor hun udnyttede chancen til at holde sin første valgtale – og den fik ikke for lidt. Men indrømmet, det var blændende, hun kunne vinde en Oscar for sin præstation som den store landsmoder, der lovede at tage sig kærligt af alle sine børn i de trange tider, der venter forude. Og vi er alle med til at betale til hendes valgkamp gennem tvangsbidraget til DR og mainstreammedierne, der kører valgkamp for hende.

Som ventet får vi de sædvanlige valgløfter, som aldrig har bund i virkeligheden, og denne gang lover også Socialdemokratiet at gøre noget ved de utilpassede og voldelige knægte med fødderne solidt plantet i Mellemøsten. De har i flere generationer terroriseret os danskere, uden at der er grebet ind. Men så længe politikerne med næb og klør hager sig fast i de ødelæggende konventioner, vil der intet ske på det område.

I valgkampen er tvangsfordeling af gymnasieeleverne også kommet på tapetet. Der skal ændres på procentdelen af elever ”af anden etnisk herkomst” og danske elever. Hvorfor siger man ikke muslimske elever, for det er jo dem med Koranen i bagagen, der giver problemer, når der bliver for mange af dem. 

Men i disse politisk korrekte tider er ordet muslim også blevet et fy-ord, i stedet bruges vendingen ”af anden etnisk herkomst”, det er mere spiseligt, skønt alle ved, hvem det handler om, når der igen er ballade med denne gruppe ”danskere”. På den måde fjerner man fokus fra det reelle problem, Islam, som kun få politikere har rygrad nok til at fokusere på. Hvornår indser de, at det ikke er de såkaldte ”af anden etnisk herkomst”, der er problemet, det er derimod den politiske ideologi Islam. 

Men de kan flytte nok så meget rundt på eleverne, i sidste ende er det helt og aldeles ligegyldigt, da muslimer føder langt flere børn end os etniske danskere. Samtidig lukker man flere og flere muslimer fra Mellemøsten og Afrika ind i landet og giver dem opholdstilladelse og dansk statsborgerskab. ”Hvide” børn vil efterhånden blive udfaset i undervisningssektoren. Men så langt er politikerne ikke i stand til at tænke, medmindre de går ind for etnisk udrensning, for i så fald vil problemet blive løst af sig selv.

Også tørklædedebatten kan bruges i valgkampen og er blusset op igen. Skal man kunne fravælge en sosu’er med tørklæde? Ja selvfølgelig skal man kunne det, for med det tørklæde signalerer hun, at for hende kommer Islam i første række og før vores demokrati, og at hun selv er mere værd end gamle fru Jensen, der tilhører de ”urene”. Kan man være sikker på at blive behandlet respektfuldt af en sosu’er med det menneskesyn? 

Når det drejer sig om muslimer og islam vil alt det, vi bliver præsenteret for i valgkampen, ikke være andet end varm luft. Når valget igen er overstået, er alt ved det gamle, og symbolpolitikken vil igen være på plads. For ingen tør tage det endelige opgør med islam, som absolut ingen indflydelse skal have i Danmark. Det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang Sikandar Siddique åbner munden og kræver islam sidestillet med kristendommen.

Men det går nu så stærkt med islamiseringen, at flere af partierne går ind for kønsopdelte vælgermøder. Den første dag er det mændenes tur til at høre valgpropagandaen, den næste dag er det kvindernes tur. Det startede med kønsopdelte svømmehaller og halalmad i de offentlige institutioner. Hvad bliver det næste knæfald for islam, bliver det bønneråberi ud over det ganske land fem gange om dagen fra de utallige moskeer, som politikerne så velvilligt og naivt har givet tilladelse til.

Og som ventet fremtræder den yderste venstrefløj totalt uden jordforbindelse. Deres nye religion hedder klima og grøn omstilling. Deres store drøm er egenhændigt at frelse hele kloden ved at omdanne lille Danmark til en enorm vindmøllepark.

Og midt i valgkampen sidder Lars Løkke Rasmussen med sit nye parti som en fed edderkop midt i sit spind og venter på sin chance til at kaste sig over de intetanende fluer, der havner i hans net. Lars Løkke er levebrødspolitiker som alt for mange af de 179 personer på Borgen, og hvis han får magt, som han har agt, så får vi samme mudrede sammensurium af en regering, som er prøvet før uden det store held – men i så fald kan han få sig en ministerpost eller møve sig ind i statsministerkontoret igen, og det er vel i bund og grund det, han stiler efter. 

Alt i alt vil valgkampen ikke fremkomme med noget nyt og epokegørende. Efter valget vil alt blive, som det har været i årtier, hvor kun farven er skiftet fra blå over lyserød til det mørkere røde og tilbage igen, ”man sætter ølse for, man sætter ølse bag, pølsen beholder dog sin ”smag.”