Klumme: Skal Mette Frederiksen stilles for en Rigsret?

Hvorfor have et folkestyre, hvis folket ikke bliver hørt? Hvorfor afholde valg, hvis de folkevalgte alligevel ikke afspejler de holdninger, vælgerne giver udtryk for i stemmeboksene? Og sidst, men ikke mindst, hvorfor opretholde et repræsentativt demokrati, hvis de folkevalgte ikke yder den indsats, man forventer, og går den ekstra mil i sandhedens og retfærdighedens tjeneste, som de forudsættes at ville gøre? Mindstemålet må være, at lovgivnings- og styringsmekanikken af noget så stort og uhåndterligt som det danske samfund finder sted på baggrund af velovervejede forhandlinger og kritiske politikere. Det så vi ved, at vi bliver hørt uanset politisk ståsted.

Samfundsnedlukningen har om noget sat ikke kun økonomien og arbejdspladserne på spil. Coronaforholdsreglerne har om noget udfordret vores tålmodighed og disciplin, men også de grundlovssikrede mekanismer indbygget i den danske forfatning, som senest har fundet udtryk i den vedtagne udgave fra 1953. Hvad grundlovsfædrene fastsatte af frihedsrettigheder i 1848, det fjernede regeringen og Folketinget med et snuptag på to måneder.

Hvor danskerne har levet op til de krav, de har været stillet over for til nærmest et 12 tal, med en helt ufattelig forståelse for at efterleve politikernes forholdsregler, der kan vi som vælgere nu med rette spørge os selv om, hvorvidt alle de afsavn, vi har haft, og alle de afsavn, der kommer, om de har været nødvendige og rimelige? Har politikerne med andre ord spillet med rene kort? Har politikerne truffet beslutninger, der har været nødvendige?

En ting er sikker, og det er, at de økonomiske konsekvenser af nedlukningen vil trække blodrøde tal efter sig i årevis. Lagre med varer skal kasseres, ordrebøger kan smides ud, markedspotentialer er tabt, netværk skal genopbygges, og hele det velfærdssamfund, vi har opbygget, risikerer både på den korte og den lange bane at blive nedgraderet og udhulet af samfundet. Alle samfundets mekanismer blev sat på hold overnight, da vi overgik til en socialistisk planøkonomi og et centralt styret Big Brother-samfund.

Når de første dønninger fra medio marts til nu har lagt sig, så må man konstatere, at skeletterne vælter ud af skabet. Det fra de lovtiltag som en bloc ændrede epidemilovens bestemmelse om objektivt krav på erstatning for statslige indgreb i lyset af Covid19-alarmen, til i stedet at blive kaldt hjælpepakker – og tak for det. Videre til oplysningerne om, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede en nedlukning, hvor vi alle blev hensat til kælderen ved stearinlys for at undgå enhver form for social kontakt med omverden. Der er en kornsilo af spørgsmål, der tårner sig op. Og i øvrigt, hvor har pressen været henne i hele det her forløb? Har medierne blot været regeringens skødehunde i stedet for det, vi forventer, nemlig at være læsernes vagthunde? Lige nu udgør Henrik Qvortrup en enmandshær.

Det er kommet for en dag, at Mette Frederiksen og regeringens ministre har haft deres helt egen fortolkning af, hvad der skulle forstås ved sundhedsmyndighedernes nødvendige forholdsregler. Og hvad var det lige oppositionen på den borgerlige fløj foretog sig, før vi alle sammen oplevede, at vores hverdag blev sat på hold? Gjorde de deres job, var de fremme i skoene i forhold til blot et minimum af det, der juridisk benævnes due diligence, altså en tilbundsgående undersøgelse af, om Mette Frederiksen med hele magtapparatet af myndigheder bag sig var rigtig funderet?

Svaret er et rungende nej. Nu viser det sig, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede en total nedlukning. Det var Mette Frederiksen, der udlagde og politisk fortolkede, at enhver form for fysisk bevægelse skulle statskontrolleres. Milliarder blev afsat som den mest naturlige ting til at sikre, at samfundets elementære funktioner kunne opretholdes også efter en forventet genåbning, der på et vist tidspunkt syntes at ligge efter nytår 2021, og det med den dommedagsagtige tone statsministeren lagde for dagen. De fleste syntes i tidsrummet fra medio marts til medio maj, at Mette Frederiksen havde indtrådt i en landsmoderrolle, og at hun gjorde det godt.  Med frygten som væbner åd vælgerne regeringens dagsorden råt uden på nogen måde at forholde sig kritiske hertil. Almindelig sund fornuft blev også sat på hold som en del af intimideringen. Det danske samfund blev sat på sin værste prøve siden tyske tropper overskred grænsen om morgenen den 9. april 1940.

Men, hvor var vælgernes vagthunde henne, de politikere, der skulle forholde sig kritisk til, at det danske samfund fra den ene dag til den anden blev fastfrosset som om en polarvinter havde ramt al form for bevægelsesfrihed, mens forårsblomster og blade sprang ud? Stillede de relevante spørgsmål til sundhedsmyndighedernes repræsentanter for at kunne sammenholde myndighedernes svar med de tiltag regeringen hastelov gennemførte? Svaret er ligeledes et rungende nej.

I stedet oplevede man et nærmest Honeckers-lignende billede fra fortidens DDR, hvor formanden for det største oppositionsparti Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, lignede en konfirmand, der havde glemt, hvad han hed, ham der kom op at hænge på korset for et par tusinde år siden. Hvis nogen skulle have glemt det, så stod samtlige borgerlige partiledere, som om de var taknemmelige for blot at have fået lov til at lægge stemmer til landsmoderens fortolkninger på de ugentlige pressemøder af, hvad der var nødvendigt. De var mere stemmekvæg af navn end af gavn. Umælende får.

Tænk sig, at vores folkevalgte politikere lod sig spise af med nådsensbrød i form af, at de helt undlod at stille elementære spørgsmål for at kunne vurdere fornuften i, at vi de næste mange år får et forringet serviceniveau i den offentlige sektor, en højere arbejdsløshed og et mere ustabilt samfund. Det på grund af, at grænsen i mere end en forstand blev overskredet for, hvad man som politiker kan tillade sig af indgreb i et moderne og åbent samfund som det danske.

Når vi på nuværende tidspunkt hører politikere fra både DF og andre borgerlige partier undre sig over de svar, statsministeren kommer med, når de synes det lyder tåget, fordi der er en alvorlig forskel mellem de anbefalinger, sundhedsmyndighederne oprindelig kom med i forhold til de lovtiltag, samtlige politiske ledere knaldede hælene sammen for, så har de kun sig selv at bebrejde. De burde, som det, de er valgt til, have stået på mål for os alle sammen. For butiksejeren, der brændte inde med sin forårskollektion, for skolebørnene, der måtte leve med hjemmeundervisning, men først og fremmest for alle de konkurser og personlige katastrofer, der udspiller sig og fortsat vil gøre det, fordi politikerne sov på deres vagt.

Og parolerne om, at liv ikke kan gøres op i penge, holder ikke. For enhver prioritering i samfundet har en betydning. Når over 9 ud af 10 coronadøde i forvejen led af bestående sygdomme og når de afdøde havde en gennemsnitsalder på over 70 år, hvordan vil man som politiker så kunne forsvare, at børn med hjertesygdomme eller kræft ikke kan få en optimal behandling de næste mange år, fordi coronanedlukningen har taget luften økonomisk ud af samfundsøkonomien? Den endelige regning og nedgangen i vores alle sammens bruttonationalprodukt kan vise sig at nå et astronomisk niveau på det dobbelte af, hvad finanskrisen kostede. Huspriser vil falde, renten vil stige, stagnation vil indtræde. Tænk blot 10 år tilbage på, hvad vi oplevede. De fleste har nok glemt det. Vælgernes mangel på kort- og langtidshukommelse er middelmådige politikeres bedste og vigtigste følgesvend.

Argumentet om, at hele verdensøkonomien lukkede ned, holder kun til en vis grænse. Hvis tiltagene havde været tilpasset så millimeter nøjagtigt til det, sundhedsmyndighederne reelt anbefalede, og ikke i forhold til det, en socialistisk orienteret statsminister gennemtrumfede over for et bovlamt Folketing, så kunne meget have været undgået. Det var de sårbare befolkningsgrupper, de ældre, man burde have koncentreret sig om. Det nytter ikke at argumentere med, at vi ikke skulle ende i italienske tilstande. Italiens sundhedsvæsen har aldrig haft samme beredskab og effektivitet som det danske.

De italienske tilstande eller skal vi kalde det ved rette navn, de norditalienske tilstande, havde deres primære årsag i en giftig cocktail af, at flere tusinder af kinesiske fremmedarbejdere pendlede frem og tilbage mellem deres værtsland Italien og Kina for at fejre det kinesiske nytår. Det var dem, der var hovedårsag til smittespredningen. Globalismens pris. Syd for Rom var antallet af coronatilfælde overkommeligt.

Bundlinjen i de seneste måneders danske katastrofefilm er, at folkestyret er dumpet, at regeringen og navnlig statsministeren har handlet på en måde, så både en mistillidsdagsorden og et statsministeransvar i forhold til at fejlinformere Folketinget bør komme på tale. Viser det sig, at de anbefalinger, sundhedsmyndighederne kom med, set i forhold til hvad statsministeren og de enkelte ministre har vejledt Folketingets partier om, ikke har haft hold i virkeligheden rent juridisk, så bør den borgerlige opposition stille både statsministeren og fagministrene relevante spørgsmål om ansvar.

Der bør foretages en juridisk hasteundersøgelse af, om der er belæg for et ministeransvar på samme måde som da justitsminister Erik Ninn Hansen fik undersøgt sine forhold i tilknytning til Tamilsagen under Schlüter-regeringen. For yngre og ældre læsere skal det erindres, at udfaldet blev enden på Schlüter-regeringen i 1980’erne i og med en undersøgelseskommission nåede frem til det resultat, at statsministeren havde vildledt Folketinget omkring hændelsesforløbet af at standse for familiesammenføringer for tamiler.

Hvis en undersøgelseskommission måtte nå frem til, at statsminister Mette Frederiksen og en række fagministre på samme måde ikke har levet op til det juridiske, moralske og etiske niveau, som må kræves af en regeringsleder og af enkeltministre, så kan det få vidtgående konsekvenser for folkestyret. Man skal havde med in mente, at Danmarks forfatning reelt har været sat ud af kraft, at vi har måtte leve under nødforordninger som i et ikke demokratisk land, og at hele den danske samfundsstruktur har været afkoblet og demonteret.

Hvis det viser sig, at regeringen har ført ikke kun sine egne vælgere, men alle danskere på vildspor rent ledelsesmæssigt, så bør hammeren falde. Hvis det måtte ende ud i, at regeringen alene overlever ansvarsmæssigt på baggrund af, at dens parlamentariske flertal holder hånden under den, så har det danske folkestyre udlevet sin eksistensberettigelse. Det kan meget vel komme så vidt. For hvem havde i øvrigt lige set coronapandemien komme? Og hvem kan forudse, om en Mette Frederiksen, der var en landsmoder i marts-april i 2020, kan ende med at blive en dømt politiker ved en Rigsret i 2022 eller 23?

Something is rotten in the state of Denmark – William Shakespeare