Klumme: Socialdemokratiet ville lukke munden på kritikere


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Mens Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i Folketinget efterhånden arbejder mere og mere seriøst sammen, så går det desværre den stik modsatte vej i Region Hovedstaden, hvor Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) styrer det hele. Senest smed Sophie Hæstorp DF ud fra forhandlingerne om budget 2019.

Vi havde ellers hidtil loyalt gået ind for Sophie Hæstorp som Regionsformand, og altid loyalt fulgt indgåede aftaler.

Samme situation var for Det konservative Folkeparti. De blev også bortvist. Og efterfølgende blev også Liberal Alliance kasseret.

Sophie Hæstorp krævede, at de tre partier skulle underskrive en kærlighedserklæring til Sundhedsplatformen – også selvom de tre partier har stor skepsis til Sundhedsplatformens formåen på kort og lang sigt. En sådan skepsis måtte vi ikke udtale os til pressen om.

Ytringsfrihed for de enkelte partier var faktisk truet. Og bedre blev det ikke af, at hun udsendte pressemeddelelse om, at hun “var ked af, at vi var gået”.  Nej, vi blev smidt ud.

Med Sophie Hæstorps nye ledelsesstil, har hun formået at skabe ny dårlig trivsel i Region Hovedstaden. Og det er ærgerligt for borgerne, hvis mistillid ligger i luften, for så bliver beslutninger normalt dårligere.

Men, den socialdemokratiske Regionsformand har nu valgt at basere sit budget og politik, primært med støtte fra Alternativet og de radikale. Også stik modsat tendensen i Folketinget, hvor hverken Alternativet eller de radikale er inde i varmen hos Mette Frederiksen.

LÆS OGSÅ:  Europa raser mod afgrunden – og hvad gør vi klogt i?

Og hvorfor er det kommet så langt i Region Hovedstaden ? Min vurdering er, at en dårlig ledelsesstil suppleret med talentløs rådgivning er de primære årsager.  Det er desværre ikke nok, at Sophie Hæstorp bomber medierne med solstrålehistorier om sig selv og Region Hovedstadens “succes”.

Beregninger viser tydeligt, at Region Hovedstaden desværre klarer sig dårligst af alle fem regioner i Danmark.

Det er synd for regionens borgere. Der er rigelig plads til forbedringer. Måske burde Sophie Hæstorp lægge stilen om ?

DF er indstillet på at samarbejde om forbedringer for borgerne. Men, det skal fremover ske med respekt for vore synspunkter og med fuld ytringsfrihed. Ærgerligt, at en håbløs ledelsesstil, har ødelagt den tidligere gode trivsel blandt partierne.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)