Klumme: Svenske coronaforholdsregler – og andre katastrofer

Historisk tilbageblik

Vi har altid vidst, at der er noget galt i Sverige. Dette har ikke så meget at gøre med, at vi generelt taber i fodboldlandskampene, og at vi ved freden i Roskilde mistede Skåne, Halland og Blekinge. I det første tilfælde må vi danskere simpelthen være sportslige og acceptere, at de bedste vinder. I det andet tilfælde var fredsslutningen, dvs. nederlaget, naturligvis kreperlig, men skete tilbage i 1658 og – nuvel – shit happens!

Vanskeligere at forklare er givetvis svenskernes forkvaklede forhold til alkohol, der har resulteret i oprettelsen af det såkaldte Systembolaget, apoteklignende, sterile forretninger, hvor man mødes med mistroiske blikke, når man ønsker at købe spiritus af enhver art helt ned til uskyldige vine og øl, der smager af noget. Som om det herigennem er lykkedes at begrænse ”medelsvenssons” dvs. de gæve svenskeres tørst, som de tildels har lært af slukke i Danmark.

Parallelle katastrofer

Er alt dette tildels katastrofer i det små, er galskaben dog steget flere grader i de senere år, og det hænger i første omgang sammen med den svenske flygtningepolitik med de åbne grænser, der i forbindelse med migrationsbølgen især i 2015-16 har betydet, at vort smukke broderland er blevet overrendt af økonomiske flygtninge af muslimsk observans især fra Mellemøsten, der har villet udnytte det gavmilde svenske velfærdssystem; et eklatant eksempel på misforstået tolerance, der fra migranternes side er blevet gengældt med en bølge af intolerance. Ikke blot blev hospitalerne overfyldt med patienter, der ikke kunne ét ord svensk – de kvindelige af slagsen nægtede ovenikøbet at lade sig behandle af mandlige svenske læger – men den almindelige svensker, netop medelsvensson, blev stillet bagest i køen, når det gjaldt om at få et sted at bo. I mange kommuner er skoleklasserne domineret af migrantbørn og drengene behandler – ligesom deres fædre derhjemme – pigerne som det rene skidt; ingen kan et ord svensk, når de begynder skolegangen.

Problemer på den anden side af Øresundsbroen

Ikke mindst er vores naboby Malmö, hvor mere end en tredjedel af beboerne har et muslimsk tilhørsforhold, i de senere år blevet berygtet for den her herskende kriminalitet. I første omgang blev især indvandringsghettoen Rosengården kendt for voldsforbrydelser, bilafbrænding og drab, men i de senere år har problemerne bredt sig til hele byen og fænomenet kan også iagttages i Göteborg, Stockholm og andre større byer. Det svenske fjernsynsprogram “Uppdrag Granskning” har undersøgt de sidste fem års domme for voldtægt og voldtægtsforsøg og fastslået, at af de 843 dømte voldsmænd var 490 født uden for Sverige!

Og så er der antisemitismen

Hertil kommer, at den muslimske indvandring har ført til en voldsom stigning i antisemitiske overgreb rettet mod de ca. 20.000 svenske jøder – og igen er det Malmö, der holder den sørgelige rekord. Således fandt i december 2017, efter at Donald Trump havde erklæret, at USA ville anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, en demonstration sted i Malmös centrum, hvor man kunne høre råb som “en intifada er blevet indledt i Malmö og vi vil skyde jøderne” og “jøder må huske på, at Muhammeds soldater vil vende tilbage” – truslerne er ikke til at overhøre! Derfor kan det ikke undre, at ca. 400 af Malmös ialt 1200 jøder allerede er udvandret til Israel – og flere vil følge efter.

Den seneste katastrofe

Ligeså katastrofal – som om Sverige ikke har problemer nok – er landets holdning til den aktuelle coronakrise. I stedet for et restriktivt udgangsforbud med maskepligt og nedlukning af alle tjenesteydelser valgte sundhedsmyndighederne den såkaldte flokimmunitetsstrategi med fri bevægelighed i det offentlige rum: man lader smitten sprede sig så meget, at store dele af befolkningen bliver smittede, og de, der ikke dør, vil herefter være immune over for virussen.

Imidlertid har denne risikable strategi blot vist, at mange samtidig vil dø af smitten, hvilket Storbritannien, der i begyndelsen af pandemien fulgte samme strategi, er et godt eksempel på. Her er man imidlertid kommet på bedre tanker og d. 23. marts indførtes en lang række restriktioner af det offentlige liv. Alligevel er der indtil dags dato registret ca. 40.000 døde, hvilket er et tal, der ligger langt over de øvrige europæiske lande – netop med Sverige som en undtagelse! Her er nemlig 4.600 døde af virussen, og hvis man sammenligner med et land som Østrig, der har næsten ligeså mange indbyggere som Sverige, er tallet endnu mere graverende. Østrig har nemlig ”kun” 470 døde.

Så noget er grueligt galt

Sveriges chefimmunolog, Anders Tegnell, har da også d. 3. juni måttet indrømme i Sveriges Radio: ”Ja, vi skulle fra begyndelsen have truffet en række forholdsregler.” Da han blev spurgt, om altfor mange mennesker var døde for tidligt, svarede han kort: ”Ja” – men betegnende nok uden at udtrykke beklagelse eller undskylde sig.

Flokimmunitetsstrategien har altså været en fiasko, og det har da også vist sig i en aktuel undersøgelse, at blot 7,5% af Stockholms beboere er immune, selvom sundhedsmyndighederne i sin tid havde forudsagt, at på dette tidspunkt ville tallet være over 50%.

Det har endvidere vist sig, at langt de fleste dødsfald har kunnet konstateres i alderdoms- og plejehjemmene – og man har endvidere kunnet konstatere, at en stor del af personalet simpelthen mødte op på arbejdet uden maske og egnede beskyttelsesbeklædning. Rygtet vil endvidere vide, at man fra ansvarlig side blot accepterede dette med et skuldertræk og gav de syge morfin, hvilket er en kynisme uden lige. ”Situationen i vore alderdomshjem er en skandale”, udtalte Johan Styrud, overlæge ved hospitalet i Danderyd og medlem af den svenske lægeforening.

Og denne skandale har nu endelig udløst en politisk reaktion. Oppositionen i rigsdagen har nemlig krævet en undersøgelseskommission nedsat, hvilket regeringen kun med forbehold har accepteret. I befolkningen er imidlertid tilslutningen til de hidtidige kriseforanstaltninger faldet drastisk. Iflg. meningsmålingsinstituttet Novus ser kun 45% af de adspurgte positivt på disse foranstaltninger; i april var tallet på 63%, i marts på over 70%.

Det er også gået op for mange svenskere, at den førte sundhedspolitik har ledt til en slags international isolation. En række centraleuropæiske lande har allerede åbnet grænserne og d. 15. juni følger de de fleste andre europæiske lande – med undtagelse af bl.a. Italien og Storbritannien. Det er nok kun et spørgsmål om uger førend de solhungrende nordboere kan ligge på de sydlige strande – men vil man have svenskerne? Indtil videre har i hvert fald Grækenland, Den tjekkiske Republik, Slovenien, Cypern og Holland opretholdt indrejserestriktioner over for svenske tu rister – i hvert fald kræves en coronatest. Og heller ikke Danmark og Norge ønsker for tiden svenske gæster.

Den 6. juni fejredes Sveriges nationaldag og det officielle slogan var: ”Sverige er fantastisk – vi har så meget at fejre.” Dette må siges at være en sandhed med modifikation – men situationen er selvforskyldt!