Klumme: ”Take the money and run”

Kunsten kan let udvikle sig i en ubehagelig retning for kunstneren Jens Haaning.

Er alting kunst? Er det kunst at begå hærværk ved f.eks. at save hovedet af Den Lille Havfrue? Eller at kaste en buste af Frederik den 5. i havnen? Eller at udstille lort på dåser? Eller at slagte en hest og kommer den i syltetøjsglas?

Nej, det er ikke kunst. Det er hærværk eller provokationer. Det er jo noget alle kan gøre. I min gymnasietid lærte vi, at kunst er at kunne. Nemlig at kunne noget, som ikke alle kan. Siden har kunsten udviklet sig. Måske skulle man sige: Afviklet sig.

Det sidste skud på den flippede danske kunsthimmel er kunstværket ”Take the money and run”. Det er den 57-årige kunstner Jens Haaning, som til Museum of Modern Art i Aalborg i september i fjor skulle levere to store billedrammer med pengesedler på: Den ene billedramme med eurosedler svarende til en østrigsk gennemsnitsindkomst, og den anden med danske pengesedler svarende til en dansk gennemsnitsindkomst. I alt omregnet til danske kroner 532.549 kr. Pengene lånte han af museet, og ifølge kontrakten skulle pengene tilbage til museet senest den 16. januar i år. Men da kasserne med de to billedrammer blev pakket ud i september, var rammerne tomme. Der var ingen pengesedler!

Jeg ville gerne have været fluen på væggen, da museumsfolkene pakkede kasserne op og så de tomme billedrammer. Det må have været et vidunderligt øjeblik at overvære.

Nu var titlen på ”værket” også ”Take the money and run”, og det var præcis, hvad Jens Haaning havde gjort. Ret sjovt, synes nok de fleste, inklusive mig selv. Der er jo noget Olsen-banden over dette stunt. Og man kan ikke lade været med at tænke, at museumsfolkene i Aalborg har været lidt vel naive.

Vil kunstneren Jens Haaning så betale de lånte penge tilbage? Nej, siger han: “Værket er, at der mangler en halv million. Værket er, at jeg har taget deres penge”. Og han tilføjer i en P1-radio morgenudsendelse: ”Jeg opfordrer andre mennesker, som har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder i et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen, og stik af. Det er en generel opfordring. Værket er, at der mangler en halv million. Værket er, at jeg har taget deres penge.” Jens Haaning siger, at det ikke er tyveri, men kontraktbrud, og at ”et brud på en kontrakt er en del af kunstværket”.

Her mister jeg af flere grunde sympatien med Jens Haaning, for hvad er det dog for en gang klynkeri, han leverer. Der er da ingen, som har tvunget Haaning til at have kummerlige arbejdsforhold. Det er hans eget frie valg at være kunstner, som altså – kan man forstå – er et lortejob. Der er da ingen, der forhindrer Haaning eller andre i at blive tandlæge, økonom, advokat eller direktør i en stor virksomhed og score kassen. Det er da en gang ynkeligt klynkeri, Haaning disker op med. Skal det nu være kunst at begå kontraktbrud og snuppe over ½ million kr.? Snik-snak og bortforklaringer. Det er en kriminel handling, og Haaning taber helt sikkert retssagen mod ham, som Aalborgmuseet har anlagt som et civilt søgsmål.

I et stort interview i Berlingske Tidende for nylig bedyrer Haaning, at han naturligvis vil betale skat af pengene. Endda med glæde! Du godeste hvilket samfundssind! Haaning forøger at fremstå som en Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige, men han er jo ikke en idealist, der giver til andre. Han er en egoist, der tager pengene selv.

 Det bliver interessant at følge, hvad der videre sker. For kan Jens Haaning tage pengene og løbe, så kan alle andre jo gøre det samme? Enhver kan jo videreføre Haanings ”kunstværk” ved at snuppe pengene fra ham! Man finder uden besvær Haanings adresse på Kraks hjemmeside. Og mon ikke de mange rare pengesedler i bedste Egon Olsen-stil befinder sig i en kuffert under hans seng? Så et rask lille indbrud i hans lejlighed på Nørrebro vil jo være helt i Haanings ånd. Det er jo simpelt hen en videreførelse af kunstværket!

Vil det være en forbrydelse at hugge pengene fra Jens Haaning? Jeg ville i hvert fald ikke have moralske skrupler. Og hvad nu hvis Aalborgmuseets egne folk møder talstærkt op på Nørrebro og tager pengene fra Haaning for snurrende kameraer? Vil det være en forbrydelse? Nej, det vil være en videreførelse af kunstværket. De vil formentlig kunne sælge videooptagelserne som kunst. Eller vise filmen om de hjemtagne penge på museet i Aalborg. Publikum vil strømme til.

Jens Haaning har vel egentlig dømt sig selv fredløs. Hans ”kunstneriske værk” hedder jo ”Tag pengene og løb”. Kan Jens Haaning gøre det, så andre vel også. Og sker det, hvad så med at betale skat af pengene? Men skulle Jens Haaning ikke blive udsat for indbrud og tyveri af pengene, så kan han jo bare lave et fingeret indbrud hos sig selv og hævde, at pengene er blevet stjålet fra ham. Og skal han så betale skat af penge, han ikke mere har? Måske kan han få erstatning hos sit forsikringsselskab for det store økonomiske tab?

Måske har Jens Haaning tænkt alt dette igennem. Måske har han ikke. Måske har vi kun oplevet første akt af hans kunstværk?