Klumme: Talentløshed koster liv


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

På tirsdag den 9. november, nøjagtig en uge før kommune- og regionsvalg, mødes forretningsudvalget i Region Hovedstaden, til et ekstraordinært møde, hvor ledelsen i Region Hovedstadens Akutberedskab, kommer til alvorlig drøftelse. Lad mig sige det helt klart. Dansk Folkeparti’s tillid til ledelsen der, kan ligge på et meget lille sted. Først 1813 problemerne og nu manglende fremsendelse af ambulancer til alvorligt syge borgere, ved telefon opkald til 112. Berlingske kunne forleden berette om, hvordan netop dette, havde kostet en ung mand livet. Der er virkelig meget, som man kan undre sig over. F.eks. har Region Hovedstaden, ikke længere overblik over, hvor ofte regionens akutlægebiler ikke kan bemandes. I 2009 udtalte Akutberedskabets direktør, Freddy Lippert, at han forudser, at “der vil nu for første gang være et overblik over alle ambulancer, lægebiler og sygetransporter på regionens vagtcentral”.
Ligeledes kunne akutberedskabet i en aktindsigt fra 2019 give detaljerede oplysninger om, hvor mange ture lægebilerne havde kørt i 2017 og 2018. Desuden kunne man også oplyse, hvor ofte lægebilen fulgte med patienterne ind til hospitalet. Mystisk nok, er det overblik helt “forsvundet” for 2021. Det er konstateret ved en nylig aktindsigt, hvor beredskabets eget personale, ønskede oplyst, hvor ofte lægebilerne har været nedlagt eller ude af drift.
Det er katastrofalt, hvis det virkelig er rigtigt, at akutberedskabet ikke har styr på, om deres lægebiler er i drift. Det er også tvivlsomt, om svaret fra Region Hovedstadens Akutberedskab, kan stå til troende. De svarer, at “Region Hovedstadens Akutberedskab laver ikke løbende opgørelser over nedlagte akutlægebilsberedskaber” og “på denne baggrund har akutberedskabet vurderet, at en besvarelse af det fremsendte spørgsmål ikke kan foretages ved få og enkle kommandoer”. En lægebil kostede i 2012 næsten 12 millioner kroner om året. Det er bekymrende og kan virkelig undre, hvis akutberedskabet ikke længere har et samlet overblik over driftssituationen for deres lægebiler. Kan det mon virkelig være sådan, at jeg som borger i Region Hovedstaden, betaler for lægebiler, som slet ikke kører ? Talentløshed skal ikke længere koste liv. Nu må politikerne altså tage sig sammen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)