Ifølge bookmakerne står Trump til at vinde præsidentvalget i USA i 2020. Hvad får en mand som Trump, der af stort set alle mainstream-medier bliver kaldt racist og storløgner, til at være storfavorit? Det er der to grunde til.
Der er en gammel vittighed om økonomer, som gør grin med deres pedantiske hang til altid at se tingene i ”sammenhæng”. To økonomer møder hinanden på gaden. Den første spørger: ”Hvordan går det med din kone?” Den anden svarer: ”Sammenlignet med hvad?”
Enhver, der prøver at analysere Trumps ”løgne”, bliver nødt til at se ham ”i sammenhæng” med andre. Mediernes foretrukne vinkel har været at sammenligne Trumps løgne med andre præsidenters løgne. For derefter at nå frem til, at Trump lyver så og så mange gange mere end f.eks. Obama, som på trods af sin noble, akademiske fremtræden, bevisligt på ingen måde holdt sig tilbage. Derfor er det svært at hidse sig helt op i det røde felt over lige præcist præsident Trumps løgne.
Ingen af os kan sige os fri for sommertider at lyve. Hvis vi ærligt erkender, at vi ligesom Trump undertiden gradbøjer sandheden, så ved vi, at det vigtigste ved en løgn er, hvilken type løgn der er tale om, om hvem vi fortæller den til.
”Hvide løgne” er ikke nær så slemme som bevidste løgne. Beviste løgne til mennesker, der står os nær, er meget værre, for de nedbryder tillid. Ifølge Freud er den værste løgn imidlertid livsløgnen. Et menneske, der lever livsløgnen, prøver at manipulere virkeligheden ved at skabe en anden opfattelse af sig selv end den han/hun virkelig er.
Tidligere præsident Obamas persona var 100 pct. falsk: Han gik i kirke hos en præst, Jeremiah Wright, som var ekstremt anti-amerikansk, som hævdede at Amerika selv var skyld i angrebet på World Towers, og som luftede en række andre sammensværgelsesteorier.
En af Obama-parrets venner var ægteparret Bernadine Dohrn og Bill Ayers, som stiftede The Weathermen, en af de mest voldelige, venstreorienterede og terroristiske ungdomsbevægelser i 1970’erne, som bl.a. bombede Pentagon.
Men det bliver man ikke præsident på, så Obama benægtede begge forhold i forbindelse med sin præsidentkampagne og underspillede deres rolle i sine to ”selvbiografiske” bøger.
Massachusetts’ senator og demokratisk præsidentkandidat i 2020, Elizabeth Warren, der er lyshåret og blåøjet, har bygget sin karriere op på en aldeles udokumenteret påstand om, hun er amerikansk-indianer (medlemmer af mindretallene i USA nyder særlige karrieremæssige fordele). Og løjet om det. Flere gange.
Warren kan ikke ryste livsløgnen om sin indianske baggrund af sig og ligger langt fra toppen af de demokratiske præsidentkandidater, der stiller op mod Trump i 2020.
Hvis de amerikanske vælgere havde vidst, hvad vi i dag ved om Obama og hans fortid, var han aldrig blevet valgt til præsident.
Tilbage til Trump. Hans egne bøger viser at hans personlighed, der er formet af hans opvækst og karriere, er kynikerens, outsiderens. Hans tillid til andre mennesker er begrænset til hans allernærmeste familie. Derudover hersker i hans personlige univers gadens lov: vis aldrig svaghed, vend aldrig den anden kind til, glem aldrig dem som har gjort dig uret, øje for øje og tand for tand. Et binært verdensbillede, hvor den svage bukker under og den stærke vinder.
Primitivt? Måske. Trumps politiske modstandere betegner ham som en slags mafioso-boss. Lige præcist på dette punkt har de en pointe, men kun fordi de forklejner den anden del af hans personlighed, nemlig en udpræget tro på den amerikanske drøm, på hårdt arbejde, på overholdelse af reglerne samt på, at respekt for lov og orden stadig er vejen til personlig succes i Amerika.
Trumps løgne skal ses i sammenhæng med hans personlighed. Og den er så langt fra livsløgne som noget kan være, for Trump er i harmoni med sig selv.
Trump lyver f.eks. ikke om sine mange penge, som Romney gjorde. Han underspiller ikke sin egen succes med falsk beskedenhed. Han foregiver ikke at være fattig, hvilket han ikke er, eller at være beskeden, hvilket han heller ikke er. Da han blev spurgt, om det ikke var et problem for ham at forholde sig til almindelige mennesker, når han, ligesom Romney, var så rig, svarede han: ”Romney er ikke rigtigt rig”.
Trump bruger pralerier, overdrivelser og generaliseringer, men ingen livsløgne. Og almindelige mennesker kender forskellen på livsløgne og pralerier.
Hvorfor lyver Trump? Fordi han ved, at hvis han skal vinde, er det vigtigt at slå til først og ikke vise svaghed. Han ved, hvor vigtigt det er at komme på banen først og sætte dagsorden f0r nyhedsmedierne. Og han ved, at det i den sammenhæng er mindre vigtigt om han er 100 pct. eller 50 pct. korrekt. Medierne vil altid være imod ham alligevel.
Og det driver dem til vanvid at han afdækker deres dobbeltmoral. For Trump kender medierne og han ved i hvor høj grad de er til fals. Han ved, at de sommertider bogstaveligt talt vil prostituere sig selv for en god historie. Som f.eks. ”fake” New York Times, som med sin fanatiske modstand mod Trump og sin støtte til hans politiske modstandere i det demokratiske parti svigter sin journalistiske pligt til at fortælle sandheden.
Så modstillingen falsk-autentisk er Trumps varemærke og hans trumfkort ved valget næste år.
Men multimilliardæren Trump fra New York har også et andet fortrin: Han taler et sprog, almindelige mennesker kan forstå. Når han holder en tale for tusindvis af tilhørere og millioner foran TV-skærmene, konverserer han, som om han sad hjemme i stuen hos sine tilhængere.
Et eksempel frit fra hukommelsen fra hans valgkampagne mod Hillary Clinton i 2018:”Jeg ved ikke hvad I synes, men har I hørt, at Hillary Clinton lige har slettet 30.000 af sine emails fra sin hemmelige computer? Har I hørt det? Hun siger, at de handlede om yoga-timer og den slags ting. Hold da helt op! Det er mange yoga-timer. Rigtig mange.”
Et nyt studie fra i år viser, at sammenlignet med alle tidligere præsidenter i USA helt tilbage til 1789 og deres kommunikation med vælgerne, er Trump den, som scorer højest på parametre ”direkte sprog” og ”selvtillid”. Man kan kun slå igennem over for vælgerne, hvis man taler deres sprog, og man kan kun have selvtillid, hvis man selv kan stå inde for det, man siger.
Fordi Trump tænker som almindelige mennesker, taler han som almindelige mennesker. På deres eget sprog. Og fordi Trump ikke lefler for vælgerne, virker han autentisk og ærlig – selv når detaljerne ikke er i orden.
Det er de to grunde til, at Trump vinder i 2020.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)