Klumme: Tysklands moralske storhedsvanvid er årsagen til katastrofen i Ukraine

Bild skrev dagen efter invasionen, at Putin havde forrådt Tyskland. Det viser mere end noget andet, i hvilket drømmeland Tyskland har levet rent udenrigspolitisk de sidste 22 år siden Putin kom til magten.

Det Bild siger er naturligvis det rene vrøvl.

Putin har om noget været mere end klar i mælet om, hvad han ville. Men det, der skete, er, at tyske politikere med Angela Merkel og Gerhar Schrøder og tyske medier med Bild i spidsen ikke ville se det.

De har lagt sig fladt ned over for Putin i en sådan grad, ikke mindst ved deres lammehalede reaktion på Putins erobring af Krim og Donbas-området i 2014, at han følte sig overbevist om, at en erobring af Ukraine efter lidt teatertorden ville blive accepteret af Tyskland som et fait accompli.

Og nu hænger Merkels udenrigspolitik i laser, og der er stemmer i SPD, som kræver Gerhard Schrøder ekskluderet fra partiet.

Hvorfor denne blindhed?

Fordi Tyskland på grund af de to tabte verdenskrige er blevet mere pacifistisk end de fleste forstår. I sin bog ”Wir Verstehen Die Welt Nicht Mehr” (Vi forstår ikke verden længere) forklarer den tyske historiker, Christoph von Marschall, hvordan Tysklands syn på verden er gået fra aggressiv militarisme i første halvdel af det 20. århundrede til prædikende, internationalistisk, globalistisk og frem for alt pacifistisk ”Moralischer Groessenwahn”, moralsk storhedsvanvid, som han kalder det. 

Og Merkel, mere end nogen anden, personificerede dette storhedsvanvid.

Annegret Kramp-Karrenbauer, Tysklands tidligere forsvarsminister fra CDU, bebrejdede sig selv offentligt i sidste uge for ikke at have stået op til det, hun kalder Putin-mafiaen i den tyske regering.

Men det var selvsamme Kramp-Karrenbauer, som blev herostratisk berømt for under Syrien-krigen at foreslå, at EU skulle sende styrker til Syrien for at forhindre blodbadet for derefter sklukøret at måtte indrømme, at – ahem – Tyskland ikke selv ville bidrage.

Vil sanktionerne virke? Måske. Sanktioner har det med kun at virke på længere sigt og kun hvis dem, der indfører sanktioner, er standhaftige.

Og det er der noget, der tyder på, de ikke er.

De 4 EU-lande, som har mest i klemme både energimæssigt og finansielt, nemlig Tyskland, Italien, Ungarn og Østrig, har uld i mund og vil bl.a. ikke smide Putin helt ud af betalingssystemet Swift samt lave undtagelse for gas og olie. Og USA, som Swift i givet fald ville lytte til, har nægtet at tage affære med den let gennemskuelige undskyldning, at de europæiske partnere ikke ønsker det.

Til gengæld har USA taget det helt afgørende skridt at forbyde amerikanere, inklusive amerikanske banker, at håndtere penge fra den russiske nationalbank, et skridt, som på sigt er vigtigere end Swift.

For hermed indefryser man de facto den russiske centralbanks valutareserver. Formålet er at forhindre den russiske centralbank i at omgå sanktionerne ved at sælge dollars, euroer og yen.

Dette er helt uden præcedens og vigtigere end at udelade et par russiske banker fra Swift. 

Det er også i henhold til international ret en krigshandling, som har ført til den russiske valutas, rublens, fald på 40%, og potentielt kan føre til statsbankerot.

Denne sanktion kan mere end noget andet få Putin til at falde fra…eller eskalere.

Erfaringen viser at Putin kun respekterer rå magt, så lad os håbe på det første.

Men lad os ikke stirre os blinde på sanktionerne.

Vesten, især EU, vil blive nødt til at forholde sig til sine egne strukturelle svagheder, inklusive egne, set i bakspejlet, inderligt ligegyldige, interne stridigheder med de tidligere østeuropæiske satellitstater, især angrebene på Polens, Ungarn og Tjekkiet for ikke at respektere visse vagt formulerede retsstatsprincipper som respekt for identitetspolitik, homoseksuelles rettigheder, LTGBQ osv.

Samt forholde sig til EU’s fejlslagne energipolitik. Hvordan i alverden kunne EU tillade, at 40% af dets gasbehov dækkes af en Mafia-stat kamoufleret som en benzinstation?

Hvor meget mening giver det, at EU står i spidsen for og mere end nogen anden forfølger en net zero-energipolitik, som kun vil gøre EU-landene endnu mere afhængige af tvivlsomme udenlandske aktører, og som hverken Kina, Rusland eller Indien har den ringeste hensigt til at overholde.

Er det ikke moralsk storhedsvanvid?

Hvordan kunne EU tillade, at unionens mest pacifistiske medlemsland, Tyskland, reelt agerede som dens talsmand overfor EU’s største udenrigspolitiske trussel, et revanchistisk Rusland?

Ikke mindst efter at Tyskland, med Merkel i spidsen, egenhændigt og uden at informere andre EU-lande åbnede sluserne for mere end 1 million flygtninge?

Nyhedssiden Eurointelligence skriver, at hvis den selvforskyldte krig i Ukraine får såvel EU som dets største medlemsland, Tyskland, til at ændre kurs og åbne øjnene for virkeligheden, vil Putin have gjort os alle en stor tjeneste.

Amen.

Noget tyder på, at Eurointelligence får ret.

Tyskland har over weekenden radikalt ændret sin gældende udenrigspolitik siden 2.verdenskrig ved at sende våben til Ukraine, tillade andre EU-lande at sende tysk-producerede våben til Ukraine og afsætte penge til et forstærket tysk militær for på sigt at opfylde sin forpligtelse over for NATO på 2% af BNP.

Alle Putins støtter i EU fra Orban i Ungarn over franske Marine Le Pen til Salvini og Berlusconi i Italien har over weekenden også sagt tydeligt fra.

Det vinder ikke krigen i Ukraine. Men det er måske begyndelsen på et nyt og mere realistisk EU-projekt.

Med Ukraine som medlem.