Klumme: Venstre i København er helt ude i hampen.


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Venstre på Københavns Rådhus er formentlig bange for, at rampelyset i det blodrøde København, spærrer for Venstres såkaldte borgerlige budskaber. Venstre har derfor besluttet, at gå i fortroligt samarbejde med Enhedslisten, SF og socialdemokraterne. Samarbejdet går bl.a. ud på, at forsøge at få en legalisering af hash, hvor hashen skal sælges fra statskontrollerede salgssteder. “Så kan alle være sikre på, at kvaliteten er i orden”, siger Venstres gruppeformand Louise Theilade Thomsen. Forslaget fremsættes snart i Borgerrepræsentationen, men meget borgerligt er der nu ikke i det forslag, som Venstres folketingsgruppe iøvrigt er imod. Venstre i København har formentlig vurderet, at der er stemmer i forslaget. At det så ikke har en kinamands chance for at blive vedtaget i Folketinget, er Louise Theilade Thomsen og hendes Venstre gruppe på Rådhuset, selvfølgelig helt klar over. Og det tror jeg faktisk hun er glad for. Det vil nemlig ikke se kønt ud i Venstre, med en konflikt mellem V i Folketing og i Borgerrepræsentation.
Dansk Folkeparti støtter kommunens gode indsats for at bl.a. unge mennesker ikke skal falde ud af deres uddannelsesforløb, på grund af misbrug af hash. Men, det er dobbeltmoralsk samtidig, at ville snige en legalisering af hash ind af bagvejen. Det skaber tvivl om kommunens egentlige målsætning i relation til unge under uddannelse. Sundhedsmyndighederne har utvetydigt erklæret hash som såvel sundhedsskadeligt som vanedannende. Derfor vil ingen regering i Danmark, hverken rød eller blå, frigive hash. Det der foregår i København, er derfor ren stunt. Et forskud på den kommende valgkamp, hvor Venstre i hovedstaden signalerer, at der rent faktisk er to synspunkter om hash i Venstre. Den i København og så en anden Venstre-hash politik i Folketinget. Det er ikke alene utroværdigt, men meget forvirrende. Ja, det er faktisk helt ude i hampen.