Klumme: Vil krigen i Europa også brede sig denne gang?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvad ingen havde troet muligt – der er igen krig i Europa. Freden varede kun til den 24. februar 2022, hvor endnu en gal mand med storhedsvanvid så sig varm på et frit land og mente sig i sin gode ret til at invadere det. Hvordan vil krigen så ende denne gang? Og hvornår? 

Vil Putin og Zelenskyj på et tidspunkt blive enige om en form for fredsaftale? Putins invasion af Ukraine går jo mildest talt ikke godt. Men vil Putin så opføre sig som Hitler gjorde efter Münchenaftalen i 1938, hvor Hitler havde sin helt egen skjulte dagsorden, der ikke handlede om fred men i stedet om en udvidelse af krigen?

Har Vesten sovet i timen? Burde man ikke for mange år siden have forudset, hvor Putin var på vej hen? I stedet gjorde man sig afhængig af russisk gas. Og da han ragede Krim til sig, burde alle alarmklokker have bimlet og bamlet, og Europas frie nationer have reageret. Turde man ikke?

Vesten har været uhyggeligt naiv, når det gælder deres syn på Putin. Manden har i årevis vist sine tilbøjeligheder og lyst til magt. At den tidligere (?) kommunist Angela Merkel gjorde sine hoser grønne hos Putin og Rusland burde ikke komme bag på nogen. Og at en karismatisk person får tildelt posten som sit lands overhoved, borger ikke nødvendigvis for kvaliteten, eksemplerne er legio. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Politiserende universiteter

Da Putin indtog Krim var det et vink med en vognstang, men ingen reagerede. Så naturligvis troede han, at overtagelsen af Ukraine ville gå ligeså smertefrit. Der tog han så fejl, han forudså ikke ukrainernes store vilje til at kæmpe for deres land, hvad der dog endnu ikke har stoppet Putin. Han fortsætter ufortrødent med at smadre Ukraine til byggeaffald.

Nu sidder NATO så og bider negle, for hvad bliver det næste frie land, der bliver bombet sønder og sammen af Putins raketter? Der er jo et par stykker, der ikke er medlem af NATO og derfor er frit rov.

Men hvad og hvem kan stoppe Putin? Han har tydeligvis frit spil, NATO er jo blot en papirtiger, der ikke kan/vil løfte en rigtig alvorlig pote mod Putin af angst for hans reaktioner. Og hvad vil der ske, hvis han får Hviderusland draget med ind i sit egotrip og magtbrynde?

Restriktioner i massevis er hældt ned over hovedet på despoten, indtil videre uden synderlig virkning. Og at hans invasion af Ukraine ikke går særlig godt, får ham nok ikke til at stoppe og sige undskyld, nok snarere tværtimod. Det vil være et gevaldigt personligt nederlag, så man kan vist roligt frygte det værste. 

Der går allerede rygter om at Putin vil sende sin dødspatrulje på banen for at få ram på præsident Zelenskyj – og så er der jo også altid de kemiske våben, intet må tilsyneladende være uforsøgt. Atomvåben har han allerede truet med.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Talentløshed koster liv

At Putins krig bliver særdeles dyr for Europa, kan ingen være i tvivl om. Europa skal også pludselig brødføde mange millioner af ukrainske flygtninge, vi kan så blot trøste os med, at det er en helt anden slags flygtninge end de sædvanlige fra MENAP. Det er også fortrinsvis kvinder og børn og ikke kampklare unge mænd, der betragter os europæere som vantro og ønsker, at Islam skal overtrumfe vores grundlov

Men nu er det vigtigt, at politikkerne holder tungen lige i munden, for ukrainerne skal naturligvis vende tilbage til Ukraine, når denne forfærdelige krig omsider er slut, og der igen er fred i deres land. Flygtningene fra Ukraine skal være i sikkerhed her indtil da, men de skal ikke integreres, de skal hjem og være med til at genopbygge deres fædreland. Det bliver en kæmpestor opgave, men det må resten den vestlige verden så være villig til at hjælpe til med.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)