Klumme: Wokekultur i Vest

Den polske forfatter, publicist og underviser i jødedom, Paweł Jędrzejewski har via de internetbaserede medier Salon24.Pl og Remix.com udgivet artiklen, ”The suicide of the West through woke culture” En vækkelseskultur får Vesten til at begå selvmord), som jeg i det følgende vil gengive og kommentere.

Jeg har oversat betegnelsen ”woke” til vækkelse, for det betyder noget med: ”vakt”, lysvågen” eller ”afklaret”. Begrebet blev oprindelig anvendt i forbindelse med modstanden mod slaveriet i midten af 1800-tallet og blev senere genbrugt af venstrefløjsgrupper i 1960´erne. Siden 2014 har betegnelsen fået en renæssance, hvor begrebet er blevet udbredt af amerikanske venstrefløjsgrupper herunder Black Lives Matter-bevægelsens (BLM). BLM kan nemlig snildt betegnes som en vækkelsesbevægelse, der udover at råbe op om diskrimination og racisme, stiller et omkalfatrende opgør med Vestens historie og fremtid i udsigt.

Wokebevægelsen giver udadtil udtryk for at angribe og italesætte racismen i samfundet, men virkeligheden forholder sig ganske anderledes, for BLM er jo i virkeligheden selv de største racister. Ingen som BLM opdeler mennesket så kategorisk i racer, når de med racismeanklager, verbalt som korporligt, angriber hvide såmænd blot for at være hvide. Hermed skiller de sig ud fra Martin Luther King og den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der jo netop forfægtede, at personer ikke skulle bedømmes på hudfarve men på deres karakter.

Wokebevægelsens udspring er rigtignok USA; men den er ikke et ukendt fænomen. Vi kender dens forgængere i fanatiske religionskrige og vi kender den i nyere tid fra tilbedelsen af Hitler, Stalin og dens fanatisme under den kinesiske kulturrevolution. Nu om stunder kendes dens autoritære tilbøjeligheder under en politisk korrekthedsdyrkelse, som tiltager sig mere og mere magt i USA og Vesteuropa. Begge steder afviger den fra enhver form for rationalitet, fordi den totalt og aldeles står i følelsernes vold. Den nærer et dybfølt fanatisk had til Vestens fortid og samtid, og sigter på en total destruktion og afvikling af civilisationen gennem optøjer, anarki og kaos.

Engang var Vesten ellers indbegrebet af fungerende demokratier, der stod vagt om borgernes rettigheder. Sådan er det ikke længere, for der spores nu tydelige tendenser på, at Vesteuropa og USA nærmer sig samme kaos og selvdestruktion, der kendetegnede Formand Maos kulturrevolution i Kina. Vesten er nemlig blevet smittet med en autoritær politisk korrekthed, der gradvist nedbryder demokratiernes vigtigste støttepille, ytringsfriheden. For når Wokekulturen kræver indførelse af politisk korrekt censur, ja, så afslører den sin totalitarisme. Og tiden arbejder desværre for totalitære tilbøjeligheder, for hastigt afvikles ytringsfriheden nemlig på vestlige medier og universiteter. De journalister, forfattere, professorer, studerende og kendte, som ikke vil være en del af vækkelsen udskammes, fordømmes og bliver i værste fald afskediget. Men den hysteriske fordømmelse rammer ikke blot ind i samtiden, for også fortiden søges brutalt ændret eller udraderet, når der gribes til vold mod historiske bygninger, mindesmærker, kirker, og privat ejendom.

Wokekulturen er derfor ikke blot et spørgsmål racisme, for dybest set foragter den de vestlige landes sæder og skikke. Det ser man tydeligt, når bevægelsen voldeligt bekæmper politiet, som skal opretholde lov og orden, for bevægelsen ser det som sit mål, at omkalfatre hele vort levemønster og kultur. Den undergraver det traditionelle familiemønster med far, mor og børn og kræver kønsideologi og kønsneutralitet indført, der gradvist ophæver og fordømmer de traditionelle køn og familiemønstre. Kravet søges retfærdiggjort med tomme floskler om lighed, tolerance og inklusion. Derfor kan Wokebevægelsen med god grund betragtes som en ny religion, hvor vulgærhumanismen er ophævet til den højeste guddom, som taler ind i et Vesten, som har mistet troen på sig selv og ikke vil vide af sin egen kultur længere.

Netop i det syge, åndsforladte og relativistiske Vesten får Wokekulturen held med at skræmme befolkningen, når den udøver terror i form af fysisk som psykisk brug af vold, fordømmelser og udskamninger. Anklager om racisme, offentlige ydmygelser, censur og ødelagte mindesmærker, skræmmer et relativistisk og selvopgivende Vesten fra vid og sans, og hermed river Wokebvægelsen det sidste grundlag af kultur væk under en befolkning, som ikke vil kæmpe længere, men har givet op.

Afslutningsvis vil jeg mene, at Paweł Jędrzejewskis indlæg om Wokekulturen er rammende, for han beskriver realistisk, hvor slemt det står til i Vesten. Om hans afslutning er opmuntrende, kan vel diskuteres, for han spørger læseren, om der mon er en mulighed for at stoppe galskaben? Jo, der er ”det tavse flertal”, som forhåbentligt stadig formår at tænke fornuftigt og rationelt, når tingene virkelig er sat på spidsen. Spørgsmålet er så blot, om ”det tavse flertal” allerede er gledet over i historiebøgerne.