Af Johan Chr. Nord
Den grundtvigianske valgmenighedspræst Johan Chr. Nord er en af sin generations mest velskrivende og intellektuelt velfunderede samfundsdebattører. I dette smukke og rørende essay beskriver Nord samklangen mellem “kampens virkelighed og fredens glæde”, om hvordan vi kun kan sikre Europa en harmonisk og fredfyldt fremtid ved stolt og aggressivt at værne om vores fortid og traditioner, fordi freden forudsætter viljen til at værne.
Kom, venner, lad os bygge Fort Europa!
Tænk lidt frem i tiden – ikke en uoverskuelig årrække, men heller ikke i morgen. For det har sin langsomhed, når noget nyt skal fødes. Det ligger dér og spjætter i undergrunden. Følsomme sindelag kan mærke forskydningerne, men ingen kan bevise noget – eller overbevise nogen. Pludselig er det virkelighed: Tiden er blevet ny, og alt er anderledes.
Så tænk fremad, kære læsende, og overvej en mulig fremtid. Overvej en tid, hvor vi finder hjem til en fælles glæde ved vores Europa og et nyt håb for alt det, vi skal sammen. Tænk på en tid, der kan komme; tænk på dage, uger, måneder og år, hvor den europæiske drøm rejser sig fra sygesengen og begynder at synge i os med en dybere klang end den, unionens tonemestre ellers har villet lægge i munden på os.
Tonemestrene forestillede sig et forenet Europa, men glemte europæerne. De drømte om fælles hymner, men kendte ikke folkenes sange. De forudså støt stigende fremskridt, men glemte den gamle virkeligheds egen vane med at sparke ret så eftertrykkeligt igen, når idérige hoveder tror, at de kan få livet og freden for en billigere pris end den foreskrevne. Én af vore egne har sagt det med ord, der engang kunne forstås og snart vil blive det igen:
»Kamp er livets kår herneden; altid midt i dødens lejr. Livets lyst det er dog freden; frugt af kærlighedens sejr«.
Ja, ordene er naturligvis gode gamle Grundtvigs, og man kan finde lignende rim og remser i hele vores Europa og i resten af den tænkende verden. For Grundtvigs forståelse af samklangen mellem kampens virkelighed og fredens glæde er ikke noget særligt dansk. Vi møder den med hjemlig billedfarvning i vores egne sagn og sange, men i sit væsen er den fællesmenneskelig. At freden kun findes dér, hvor den er værnet med vold, er ikke en enkeltstående fiks idé, men en godt gennemtygget grunderfaring. På vores sprog viser det sig blandt andet i de to forbundne betydninger af ordet ’vold’: en skadende kraft og en værnende mur. Modersmålet kalder det to sider af samme sag – for volden kan tjene det gode.
Men det gode; hvad er nu det gode? – har vores tvivlsplagede tid vænnet sig til at spørge. Det gode er livet og freden – hvad ellers? Det gode er blomster, der åbner sig og ser en verden, hvor glæden gror: Glade piger, der går og nynner i et lille hus med åbne vinduer; børn, som jubler, fordi deres far kaster dem højt mod himlen; fugle, der synger med egne næb, fordi de kan det. Alt dette gode findes, fordi det pibler frem fra livets egen inderside, og fordi behjertede mennesker altid har værnet om det ved at indhegne de haver, hvor det gror.
Det har alle levedygtige menneskefællesskaber altid vidst: At freden forudsætter viljen til at værne. Men netop denne gamle virkelighed er, hvad den såkaldte Europæiske Union har villet digte os ud af. Tænk bare på Friedrich Schillers sødmefulde ode til glæden, som man så gerne ville have hørt os hylde som Europahymne: »Alle Menschen werden Brüder, wo dein sanfter Flügel weilt« – alle mennesker bliver brødre, dér hvor din milde vinge hviler. Ja, det lyder kønt, for det er jo en foregribelse af troens håb for den tid, der kommer, når vores verden forsvinder. Men foregribelsen er både utidig og anstrengt; der er en ganske afgørende forskel på at forvente kærlighedens endelige sejr ved denne jords død og at forestille sig selv at være den fredsdue, der med sin milde fløjten kan forvandle alle klodens stridende menneskebørn til glade søskende – én af de nærmeste dage.
Tonemestrene regner stadig deres drøm om grænseløs glæde for selve den fælleseuropæiske tro. Men tiden går sin egen gang, og europæerne er igen ved at få ører for en langt ældre virkelighed end unionens. Flere og flere kan høre mislydene i fløjtesangen, og snart vil tragedie-larmen ikke længere kunne overdøves af dagens snak. For det knager i sammenføjningerne, og ængstelserne er ikke indbildte; vi er midt i et fornedrende forår, og der nærmer sig endnu en folkevandrings-sommer – det véd enhver med åbne øjne.
Men alt dette betyder ikke, at håbet om det fælles Europa er døende – så langt fra. For den trængselstid, der nu ligger og mosler sig frem fra undergrunden, kan netop blive begyndelsen til en ny fælleseuropæisk tid; en god fremtid, hvor hjerterne finder hjem til et lyst håb, der faktisk kan blive virkeligt her på jorden: Håbet om, at vi igen vil vælge kampen og befæste vores Europa som en fredfyldt undtagelse i den store, vilde verden. En fælles livsverden, hvor glæden kan gro, fordi ukrudtet holdes nede, og haven er hegnet med en grænsevold.
Man har kaldt det Fort Europa og ofte ment noget skidt med det. Men det lyder da dejligt: en ydre fæstning om Europas haver. Lad os ryste støvet af os, hylde fortets navn og drømme om en fremtid, der bliver god. Lad os blive gode europæere og sammen arbejde på at fremskynde den ombrydning af tiden, hvor viljerne vågner, og mundene igen får lært at synge om det fælles liv.
Det bliver ikke i morgen, men det nærmer sig. For hovedsagen er ikke, hvad der før har adskilt os, men hvad der snart vil kunne samle os: Viljen til at omfavne virkeligheden, modet til at udpege fjenden og glæden ved sammen at forskanse det Europa, som vores børn skal arve. Allerede nu er det vores ansvar, at indbydelsen udtales – til alle, som kan høre den:
Kom, venner, lad os bygge Fort Europa!
Eller som landsfaderen ville sige det: Kæmpe vi må i den løbende tid – livet hernede er strid.
