Gohugora på 18 år går frisk ad stejle bjergstier og bevæger sig upåvirket på vaklende glatte sten over brusende floder i Nepal.
Mathias på 17 år jubler, mens han scorer mål i fodboldspillet FIFA på sin PlayStation 4 herhjemme i Danmark.
Begge er blinde og medvirker i en ny kortfilm – “Overcoming – om ikke at famle i blinde selvom man ikke kan se”. En kortfilm, der sætter fokus på de hverdagsudfordringer, der er forbundet med det at have et synshandicap, uanset om man bor i et udviklingsland som Nepal eller i en velfærdsstat som Danmark. I kortfilmen fortæller de to hovedpersoner også om deres oplevelse af, at andres misforståede hensyn til dem kan være en større udfordring, end dét ikke at kunne se.
Et vilkår – ikke en begrænsning
Selvom Gohugora og Mathias bor 6.500 kilometer fra hinanden, har de samme ønske: De vil ikke behandles som glas, men blot som almindelige kammerater ligesom alle andre unge. For dem er synshandicappet blot et vilkår – ikke en begrænsning.
Trods forskellig kultur er de to ildsjæle forbavsende ens: De bruger al deres energi på at vise sig selv og andre, at der faktisk ikke er noget særligt ved dem, bare fordi de tilfældigvis er blinde.
Premiere og foredrag
Kortfilmen har premiere torsdag den 10. oktober kl. 19-21 i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup.
Efter filmen vil publikum kunne møde den danske hovedperson Mathias. Derudover vil Michael Schmidt, der har filmet de to hovedpersoner, fortælle om filmens tilblivelse i Nepal og Danmark. Til sidst vil en repræsentant fra Danske Handicaporganisationer holde et oplæg om filmens tema.
Kortfilmen er filmet af kommunikationsmedarbejder i Mission Øst, Michael Schmidt, der har besøgt Nepal og Kirke Hyllinge med drone og kamera. Til daglig arbejder Michael med digitale medier i hjælpeorganisationen Mission Øst.
FAKTA: FN’s verdensmål
Filmen kobler sig til især tre af FN’s Verdensmål :
- Mål 4 om at stoppe diskrimination.
- Mål 10 om at styrke og fremme den sociale, økonomiske og politiske inklusion af alle, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion, økonomisk status eller anden form for status.
- Mål 11 om at give alle mennesker sikre, tilgængelige og bæredygtige lokalsamfund og adgang til transportsystemer.
Kontakt:
Vil du med til filmpremiere, foredrag og samvær med kaffe og kage, kan du tilmelde dig til ulla.holm@missioneast.org.
Det er gratis at deltage.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)