Søndag aften kl. 22.15 blev en 58-årig kvinde overfaldet af en ukendt mand, da hun kom cyklende på en sti vest for Lystrup Ifs klubhus.
Kvinden forklarede, at hun var cyklet forbi manden, da han pludselig havde grebet fast i hendes halstørklæde og havde trukket hende af cyklen. Hun væltede ned på græsset og lukkede øjnene, men da hun kiggede op, så hun, at manden pegede på hende med noget, der kunne ligne en pistol. Kvinden råbte højlydt om hjælp, hvilket fik manden til at løbe fra stedet.
Manden beskrives som:
- 18-20 år
- 185-190 cm høj
- Spinkel af kropsbygning
- Iført mørk hættetrøje, mørke bukser og maske
Området blev efterfølgende afsøgt med patruljer og hunde, men det lykkedes ikke at finde manden. Østjyllands Politi hører derfor gerne fra alle, der kan have set noget i området på tlf. 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)