Magten, Bigtechcensuren og Kafkas Slot over os

Bigtechcensuren er en fjern, usynlig og autoritær magt over selve infrastrukturen i den moderne demokratiske offentlighed. Techgiganterne er blevet Kafkas slot over os. Men i slottets kældre og tårnværelser findes små tyranner, der fryder sig over denne udvikling: ”Journalister, politikere, meningsmagere, influencere m. fl. besværer sig jævnligt over at være blevet censureret af de sociale medier” – besværer sig en Jens Adser Sørensen i dagbladet Politiken (13.09). Og det er iflg. Sørensen ”svært at forstå”. Techgiganterne er nemlig iflg. ham ”… ikke sat i verden for at værne om eller fremme ytringsfriheden og har ej heller nogen forpligtelse i så henseende.

De kan og vil naturligvis beslutte at udelukke og censurere brugere – alt efter hvad der passer i deres forretningskoncept”. Sørensen titulerer sig ”fhv. parlamentarisk chef i Folketinget”, hvilket fik mig til at undre, om enevældens kollegiestyre mon var genindført i Danmark? Dog viste det sig heldigvis, at han blot en gang har været sekretær for Folketingets Præsidium og en sikkert alt for magtfuld embedsmand i forskellige sammenhænge. Noget demokratisk mandat har Sørensen aldrig været udstyret med og hans indlæg i Politiken vidner da heller ikke om nogen særlig indsigt i bigtechcensuren som alvorligt demokratisk problem. Når jeg alligevel citerer indlægget her, er det fordi det desværre nok er et ganske repræsentativt magthaversynspunkt i centraladministration og politik.

På spørgsmål fra Lars Boje Mathiesen (NB), om hvad justitsministeren mente om Facebooks begrænsninger af ytringsfriheden – også med censur af fuldt lovlige ytringer f.eks. om ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson – svarede justitsminister Nick Hækkerup ved et samråd den 11.10. 2019: ”Jeg er sådan set i højere grad optaget af, hvordan vi forhindrer at skadeligt indhold ikke spredes på de sociale medier” .

 

Hækkerup gjorde sig ved den lejlighed ingen overvejelser om demokratiske problemer forbundet med techmagthaveres misbrug af begrebet ”skadeligt indhold” til censur af meningsmodstandere og ved et samrådet i Folketinget d. 11.10. 2019 ligestillede justitsminister Hækkerup tilsyneladende uimodsagt censur af fuldt lovlige og demokratiske ytringer med regulering af voldsopfordringer og terroristisk indhold på sociale medier. Senere i december 2019 kastede Hækkerup sig ud i fuld autoritær Monty, da han i folketingssalen kom til at tænke højt over lommefilosofien: ”Med overvågning stiger friheden!”. Og det er klart, at med den slags venner har ytringsfriheden i Danmark ikke brug for fjender. Ytringsfrihedens fjender derimod går roligt ud fra at synspunkter som Adser Sørensens er i overensstemmelse med den politisk korrekte magthaveropfattelse i politik og centraladministration.

Kort fortalt mener Sørensen, at vi som censurmodstandere skal holde op med at beklage os over techgiganternes politiske censur og i stedet efterspørger han endnu flere censurindgreb mod en svagt defineret og uklar ”misinformation”. Således vil Sørensen have statsmagt og regering til at udøve pres mod techgiganterne for at få dem til endnu flere censurindgreb mod ”misinformation”. Sørensen beklager kun ”sociale mediers alvorlige skadevirkning på den politiske proces og den demokratiske debat samt kommunikationen mellem mennesker via udspredelsen af falske, ondsindede og manipulative rygter og informationen osv”, mens han ukritisk accepterer f.eks. Facebooks vilkårlige og urimelige politiske censurindgreb i en tid, hvor techgiganternes monopolstilling gør dem til enevældige tyranner over den demokratiske offentlighed.

Sørensens indlæg er udtryk for en kedelig og antidemokratisk tendens i tiden: Den ukritiske accept af Facebook og Twitters urimelige magtposition i den demokratiske infrastruktur og af techgiganternes politiske censur mod den politiske elites meningsmodstandere. Den manglende forståelse af, hvorfor misinformation og falske nyheder i et demokrati bør imødegås, ikke med censurindgreb, men med argumenter i en fri og åben debat.

Den, der kontrollerer sociale medier, kontrollerer den politiske offentlighed. Facebook og Twitters censur af figurer som Donald Trump, Milo Yiannopoulos, Tommy Robinson og deres blokering af New York Posts afsløring af Hunter Biden under præsidentvalgkampen i Amerika synliggør bigtechcensurens parløb med bestemte politiske magthaverinteresser.

Techgiganternes politiske censur passer formentlig mange politiske magthavere ganske godt, hvorfor de da også tillader den. Og bigtechbaronerne sørger til gengæld i Danmark for at censuren ikke går for meget ud over politiske magthavere. Det så vi, da Facebook i 2020 tillod Folketingspolitikere opslag om bl.a. Tommy Robinson, som almindelige danskere blev censureret for. Resultatet er skærpet politisk censur og indskrænket ytringsfrihed for almindelige danskere, mens politiske magthavere ser fordele for sig selv i et politisk samarbejde, der øger techgiganterens kvælertag på den demokratiske debat. I udlandet ser vi, hvordan techgiganterne censurerer demokratiske politikere og sågar en siddende amerikansk præsident.

I Danmark og i udlandet er der brug for en effektiv antitrustlovgivning til opbrydning af techgiganternes monopolstilling og for at tvinge dem til respekt for ytringsfriheden.

Folketingets politikere bør ved lovindgreb og regulering i dansk sammenhæng sikre fuld ytringsfrihed for alle lovlige ytringer på Facebook og Twitter.

Forhåbentlig vil man en gang i fremtiden se tilbage på vor tid og undre sig over, hvorfor vi tillod techgiganternes censurmagt over den demokratiske offentligheds vigtigste infrastruktur?