Mediernes magt

Vi så, hvordan reportager fra Vietnam kunne få en hel generation af unge mennesker til at vende sig mod deres eget land. Og denne magt i lidt svækket form har medierne også i dag, skriver Geoffrey Cain.

KLUMME: ​Af Geoffrey Cain – Cand. mag. og forfatter.

Mediernes magt efter Vietnam​

At man ikke skal undervurdere mediernes magt, er hetzen mod Donald Trump et godt eksempel på.

Dæmoniseringen er blevet så omfattende, at de politisk korrekte er næsten parate til at myrde ham. Og man kan godt forstå det.

Medierne har fremstillet ham som en slags uhyre og er gået på jagt efter alt, der kan bruges imod ham. De beretter udførligt om de uheldige ting, han har sagt, mens hans fornuftige forslag er blevet ignoreret.

Klummeskribent, Geoffrey Cain, er cand. mag. et art, samfundsdebattør og forfatter

Under Obama var det omvendt, og her er der klart tale om double standards. Desværre har de fleste seere og læsere nok har ikke formået at gennemskue, hvad der er på færde, og vel nok fordi de færreste er klar over, hvor ofte medierne – “den fjerde statsmagt” – overtager rollen som den første.

”The most trusted man in America”

Det var vietnamkrigen ellers er godt eksempel på. CNN-journalisten Walter Cronkites meget personlige beretninger fra Vietnam var en afgørende faktor i den utidige afslutning på krigen. 

Cronkites reportager (han var kendt som ”the most trusted man in America”) fik hele USAs ungdom på barrikaderne i modstanden mod krigen, netop da USA efter Viet Congs mislykkede Tet-offensiv i 1968 var ved at vinde den.

Ungdommens sympatier lå med Nordvietnam og efter alle vegne at blive mødt med råb af “Hey, LBJ, how many kids have you killed today?” måtte Præsident Johnsen opgive at standse Ho Chi Minhs overgreb på Sydvietnam. Det betød, at titusindvis af amerikanere var døde forgæves og det kommunistiske Nordvietnam bare kunne opsluge det ikke-kommunistiske Sydvietnam i ro og mag. Var det Cronkites skyld? Ja, det synes jeg, man kan sige, selvom han udtrykte sig meget behersket og tilsyneladende neutralt. Da han vendte hjem fra kommentatorposten i Vietnam, opsummerede Cronkite selv sit mediebidrag på følgende måde:

LÆS OGSÅ:  OPDATERET: Hjælp politiet i sag om 4-årig pige, som blev taget fra børnehave

(…) ”Who won and who lost in the great Tet Offensive against the cities? I’m not sure. The Vietcong did not win by a knockout but neither did we.

Og han sluttede med at sige:

For it seems now more certain than ever, that the bloody experience of Vietnam is to end in a stalemate (skakmat). To say that we are closer to victory today is to believe in the face of the evidence, the optimists who have been wrong in the past. (…) But it is increasingly clear to this reporter that the only rational way out then will be to negotiate, not as victors, but as an honorable people who lived up to their pledge to defend democracy, and did the best they could. ”

Hvilket lyder meget smukt. Men den ærbarhed, han forlangte af USA, fandtes ikke på den anden side.

Under Tet-offensiven (”Tet” betyder foråret) havde Nordvietnam benyttet sig af en våbenhvile til at overraske de amerikanske tropper, og der var heller ikke megen ærbarhed i nordvietnamesernes indtagelse af Sydvietnam efter amerikanernes afgang. Kun brutal magt, der drev i tusindvis af sydvietnamesere til at forlade landet i synkefærdige skuder. Så hvor var den troværdige forhandlingspartner, Cronkite havde taget for givet, at der fandtes?

LÆS OGSÅ:  På strandhugst i DF og Nye Borgerlige

Hallo Mister Walter Cronkite, how many kids did you drown tonight?

Ifølge Wikipedia forlod 800 000 vietnamesere landet efter Nordvietnams besættelse, og de fleste ankom til en sikker havn i andre lande. Men ikke alle. ”Many of the refugees failed to survive the passage, facing danger and hardship from pirates, over-crowded boats, and storms”.

Så man kan tænke sig til, at omkring en million flygtede i alt. Ikke så få. Og mærkeligt nok var det ikke noget, medierne interesserede sig for.

Forbrydelser begået af USA var interessante. Forbrydelse begået af kommunistiske nordvietnamesere var ikke interessante, lige så lidt som de personlige tragedier, vi ikke hørte om men kun kunne gætte os til. Blandt de skønsmæssigt evaluerede 200 000 mennesker, der druknede under flugten ,var der naturligvis mange børn. Men om det anfægtede Cronkite og anti-krigsbevægelsen, ved jeg ikke. Dog er det sikkert og vist, at Cronkite aldrig blev udsat for et smædekor, der råbte ”Hallo Mister Cronkite, how many kids did you drown tonight”.

Vietnam var pludselig blevet glemt af pacifisterne, der nu kunne bryste sig af, at de havde bidraget afgørende til at afslutte krigen. De vietnamesiske ofre for denne utidige afslutning var ikke med i deres opfattelse af deres ”humanitære” rolle i sagen.

Hvad nu hvis det havde været Nordkorea?

Jeg ved ikke, hvor meget Cronkite gik op i masseflugten fra Sydvietnam, men det er interessant at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis han på samme måde havde rapporteret fra Korea nogle år tidligere.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: Asylansøger amok med kniv - her bliver han skudt af politiet

Hvilket ikke er svært at gætte om.

Det ville helt klart have betydet, at USA havde måttet opgive at bekæmpe Kim Il Sungs overfald på Sydkorea, og i dag ville dette forbryderdynasti regere over hele den koreanske halvø.

Men heldigvis kom Cronkite og de andre fredsvenlige journalister på scenen lidt for sent til at underløbe deres egne soldaters indsats. Siden da er mediernes indflydelse kun vokset. Den er blevet til magt, og det mere og mere i Cronkites ånd, der lidt firkantet sagt går ud på, at hvis der er nogen, der skal bebrejdes noget, er det først og fremmest os selv.

Cronkite var ikke nogen pacifist men en nationalbevidst journalist/politiker (en ”journalitiker”?), der ønskede et USA med ren samvittighed. Og en Walter Cronkite med ren samvittighed. At ens egen rene samvittighed kan koste andre dyrt, havde han ikke blik for, og historien gentager sig hos vor tids kulturradikale. De går ud fra, at ærbare handlinger fra Vestens side vil blive mødt med tilsvarende ærbarhed fra Vestens fjender. Men det skal man ikke tage for givet. Hvilket vietnamkrigen er et godt eksempel på.

Lille efterskrift: Der er meget om Cronkite på nettet, og næsten alt er rosende. (”Rosarosende”, har man lyst til at sige), men der kommet en ny biografi af forfatteren Douglas Brinkley, der stiller manden i et knap så gunstigt lys. Hans  personlige politiske præferencer var åbenbart meget mere udtalt, end jeg har antydet ovenfor. Bogen er blevet anmeldt i Commnentary af Jonathan Tobin og kan googles.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb