MINKKOMMISSIONEN FRIHOLDER METTE FREDERIKSEN MEN SENDER EMBEDSMÆND TIL DESTRUKTION

Claus Kähler, min gamle chef i Rockwool, sagde altid, at hvis mere end én har ansvaret, er der ingen, der har det. Kloge ord, der klart demonstrerer forskellen mellem offentlig og industriel ledelse. I stat og kommune fordeler man ansvaret. I industrien placerer man ansvaret, fordi magt og ansvar skal altid være dækkende. Har man magten, må man tage ansvaret. Som topchef kan man delegere sin autoritet og sine beføjelser, men aldrig ansvaret. Hvis en virksomhed kommer i vanskeligheder, fordi salg og indtjening svigter, vil den administrerende direktør måske kræve marketingdirektøren fyret, da det ” jo er ham, der har ansvaret”. I stedet bliver topchefen fyret, fordi han havde magten og bemyndigelsen til at kontrollere og vejlede marketingdirektøren, så nedturen kunne være undgået. Og dermed også ansvaret. En lignende situation er utænkelig i den offentlige forvaltning, hvor store skandaler på skatteområdet og i sundhedsvæsenet altid ender med, at ingen drages til ansvar, fordi ansvaret var fordelt på en række embedsmænd, sagsbehandlere, konsulenter og ministre, som så må bære den kollektive skyld, men uden konsekvenser.

Ministeransvarsloven er mere kontant. Hvis efterretningstjenesten afslører en russisk spionring i forsvarskommandoen, bliver forsvarsministeren omgående fyret. Ikke fordi han er medskyldig i spionagen, som han er uvidende om, men fordi han har et ministeransvar for alt, hvad der sker i hans resort. Han havde magten til at iværksætte kontroller og anti-spionage foranstaltninger, der kunne have forhindret skandalen. Det gjorde han ikke, men da han havde magten, må han nu tage ansvaret. De tre jurister i spidsen for Minkkommissionen har udformet deres konklusioner på en sådan måde, at regeringen og i særdeleshed Mette Frederiksen som statsminister nu står til offentlig kritik, tæsk og forbandelser, men så heller ikke mere. Rapporten peger absolut ikke i retning af en rigsretssag. Tværtimod fremhæves det, at nok har Mette Frederiksen vildledt Folketinget, men i en slags god tro, da hun ikke vidste, at hendes impulsive likvidering af verdens førende minkfarme var ulovlig. Denne formulering kunne Mette Frederiksen ikke have skrevet bedre selv. En perfekt koreografi for politisk overlevelse: man erkender store fejl og mangler. Man lægger sig fladt ned og undskylder. Man soner sin brøde og lover bod og bedring. Men man understreger ydmygt, at kommissionsrapporten ikke indeholder konklusioner, der peger på en advokatundersøgelse eller en rigsretssag, fordi ingen havde jo fortalt Mette Frederiksen, at minkaktionen var ulovlig. Herefter kan statsministeren viske tavlen ren og forberede det kommende folketingsvalg.

I ledelse er uvidenhed også ansvarspådragende. En leder skal sætte sig ind i alle relevante aspekter i en sag, også, om planlagte handlinger er i strid med gældende lov. Mette Frederiksen sidder med den ultimative magt og må påtage sig det ultimative ansvar, som også er at sætte sig ind i lovligheden af sine handlinger. Kommissionsrapporten frikender Mette Frederiksen for et ansvar, der kunne føre til en rigsretssag med den usædvanlige begrundelse, at statsministeren var i god tro, da hun iværksatte sin katastrofale beslutning. Mette Frederiksen var absolut ikke i god tro, men forsømte groft sit ministeransvar ved ikke at gide sætte sig ind i sagerne, inden hun traf den katastrofale beslutning. Men nu har Minkkommissionen lagt sporet for sagens videre forløb: medier og opposition skriger og råber, at regeringen må gå af. Mette Frederiksen får hug og slag fra alle sider, men det var hun forberedt på og tager mod skidtspanden uden at kny. Fordi for enden af den mørke tunnel ligger der nu hverken en advokatundersøgelse eller en rigsretssag, men derimod politisk overlevelse og en lys fremtid. Både SF og Enhedslisten er bidt på krogen og modsætter sig både advokatundersøgelse og rigsretssag. Regeringen ser ud til at overleve ved at kaste en håndfuld embedsmænd for ulvene. Livet kan fortsætte som før. Læsset kan dog stadig væltes af de radikale, hvis de stemmer sammen med de borgerlige. Nok ser de radikale sig som de moralske, de oplyste og de retfærdige, men de ønsker absolut ikke at være årsag til at vi får borgerlig regering, der vil være afhængig af støtte fra Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det var Sven Auken, der af bitter erfaring

sagde de vise ord: ”at lave en aftale med de Radikale svarer til at sømme en budding op på en væg!” Den bliver nok heller ikke hængende denne gang.