Mysteriet om Danmarks første konge

Hør historiker Kasper H. Andersen fortælle om konger før Gorm den Gamle og Harald Blåtand, når Moesgaard inviterer til foredrag onsdag 30. marts kl. 19.00.

Historiker Kasper H. Andersen holder foredrag om danske konger på Moesgaard

De fleste har sikkert hørt om, hvordan Gorm den Gamle og Harald Blåtand i 900-tallet grundlagde det danske rige og markerede sig i såvel samtiden og eftertiden via deres store monumenter i Jelling. Men der var også betydningsfulde danske konger længe før Gorm og Harald.

Sidste år fulgte danskerne med i dokumentarserien ’Gåden om Danmarks første Konge’ på DR. Her gik jagten på spor efter danske konger, der regerede før Gorm og Harald og før grundlæggelsen af det, vi i dag kalder det danske rige.

En af eksperterne, der bidrog med viden og forskning i serien, var Kasper H. Andersen. Han er daglig historiker på Moesgaard, hvor han forsker i vikingetid og middelalder, herunder den tidligste danske kongemagt.

I foredraget onsdag 30. marts på Moesgaard fortæller Kasper H. Andersen om markante danske konger fra tiden før 900-tallet. Konger, der var så magtfulde, at de udfordrede Europas største herskere.

Praktiske oplysninger:
Dato og tid: onsdag 30. marts kl. 19.00 – 20.30
Sted: Moesgaard Museums auditorium
Pris: 150 kr./person – 75 kr. for Klub Moesgaard medlemmer
Billetter købes i museets webshop: https://shop.moesgaardmuseum.dk/

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)