Justitsminister Nick Hækkerup tog inden sin afsked skarp afstand fra vold mod fængselsbetjente. Sagerne skal rejses i straffesystemet, skriver han i et brev til Fængselsforbundet.
Når en indsat overfalder en fængselsbetjent, får det ikke altid en straffemæssig konsekvens. Hvis den indsatte også straffes for andre forhold, er der nemlig ikke altid grundlag for at fastsætte en tillægsstraf.
Man kan på denne måde opnå en rabat i straffesystemet, når man har begået flere forbrydelser. Og når sagen alligevel ikke ender med en strafmåling, vælger anklagemyndigheden derfor at droppe tiltalen og dermed sagen.
Fængselsforbundet er kritisk over for denne fremgangsmåde, for selvom en tiltale om vold mod en fængselsbetjent ikke fører til straf, så bør sagen alligevel rejses både af hensyn til retsfølelsen og for sikkerheden i Kriminalforsorgens institutioner.
I vores februarblad forklarede fængselsbetjent Dennis det på denne måde: ”Jeg er i bund og grund ikke særlig interesseret i, om de får en længere straf. Men jeg vil have, at de får et stempel, som viser, at de har overtrådt § 119 i straffeloven, så jeg personligt kan tro på, at det nytter at gå videre med en sag. Desuden er det vigtigt, at mine kollegaer får et redskab, de kan arbejde ud fra, så de ved, om en indsat er farlig.”
Efter artiklen i februar skrev Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen til justitsministeren med en opfordring til, at sagerne tages alvorligt.
Forbundsformanden kom med samme opfordring til ministeren for tre år siden. Dengang svarede ministeren, at Rigspolitiet prioriterer sagerne højt, og at de skal håndteres korrekt og hurtigt.
Bo Yde Sørensen påpegede i det nye brev, at virkeligheden stadig er en anden og henviste til Dennis’ sag: ”I dette tilfælde er en af vores kollegaer blevet truet på livet. Men to år senere er der stadig ikke sket noget, fordi anklagemyndigheden benytter muligheden for tiltalefrafald,” skriver formanden.
Hækkerup: Det skal være en undtagelse
Nick Hækkerup skriver i sit svar, at han tager skarp afstand fra overfald på fængselsbetjente. ”Vores fængselspersonale udfører hver dag en vigtig samfundsopgave ved at sikre ro og orden i fængslerne. De skal ikke gå på arbejde med frygten for at blive udsat for vold eller trusler fra de indsatte.”
Ministeren understreger derfor, at brugen af tiltalefrafald bør være en undtagelse, hvilket det allerede er nu, oplyser han.
”Rigsadvokaten er særligt tilbageholdende med at anvende tiltalefrafald i de sager, hvor § 119-overtrædelsen omfatter vold. Det er i mine øjne den rigtige praksis, da jeg er helt opmærksom på den signalværdi, der ligger i, at gerningspersonen får en dom.”
Fordobling af straf
Nick Hækkerup lover samtidig, at den nye flerårsaftale vil slå hårdere ned på voldelige indsatte. Strafniveauet for vold mod betjente fordobles. Det betyder, at der oftere vil blive mulighed for at give tillægstraf, og at der dermed vil være mindre grundlag for tiltalefrafald.
Det kunne have haft betydning i Dennis’ sag, skriver ministeren: ”I relation til den konkrete problemstilling, du beskriver i dit brev, vil den aftalte strafskærpelse føre til, at der i flere tilfælde kan være grundlag for at fastsætte en tillægsstraf for vold mod fængselsbetjente.”
Bo Yde Sørensen hilser strafskærpelsen velkommen, og håber at sagerne fremover kommer til at køre mere gnidningsfrit.
”Der er for mange bump på vejen i retssystemet, som betyder, at det tager lang tid at føre sagerne. Først berammes sagerne. Så benytter anklagemyndigheden sig af muligheden for tiltalefrafald. Hvorefter vi brokker os over det via vores advokat. Så genoptages sagerne. På den måde tager det flere år, før vi når frem til en afgørelse. Det bliver forhåbentlig bedre nu.”
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)