Mange har svært ved at forstå MAGA-bevægelsen og den nye Trump-administration på et dybere plan.
Hvis man kun ser på overfladen – hvilket mange medier desværre gør – får man indtrykket af en præsident, der kommunikerer uforudsigeligt og til tider meget usympatisk.
Men bag overskrifterne findes en sammenhængende strategi – og endnu vigtigere: Et hold af mennesker med stærke ideologiske kompasser og overraskende profiler.
- De fleste af dem er serieiværksættere. Ingen anden regering i verden er så domineret af folk med iværksætterbaggrund. De fleste har ingen iværksættere.
- De udøver politisk blitzscaling og pivots – altså hurtig skalering og agil strategi – et velkendt fænomen i iværksætteri, men ikke i politik.
- Tilsammen har de ledet omkring 200 virksomheder – fra tech-giganter til hedgefonde og biotech.
- Gennemsnitsformuen per nøgleperson er ca. 12 mia. kr. Hvis vi inkluderer Elon Musk, er tallet over 200 mia. kr. – pr. person!
- Det her er ikke den typiske politiske elite. Det er i stedet et team født af startup-kultur, markedslogik og civilisatorisk bekymring
Mange har svært ved at tro, at så formuende mennesker — med en gennemsnitsformue på over 10 mia. kr. (eller ca. 200 mia. kr., hvis man tæller Elon Musk med) — kan forstå almindelige menneskers problemer. Godt spørgsmål, men det mener jeg i meget høj grad, at de kan. Og her er hvorfor:
En stor del af Trumps inderkreds kommer ikke fra embedsværk, akademiske institutioner eller politiske maskinrum, som man ser det i stort set alle andre regeringer. De kommer i stedet fra startup- og venturemiljøet – en rå verden præget af personlig risiko, usikkerhed og trial and error. Her er konkurs ikke undtagelsen, men reglen: Omkring 90 % af alle vækst-startups fejler eller går ned inden for 3-5 år. Mange stiftere arbejder i årevis uden indtægt – og lever med fiasko som en fast følgesvend. Personlig konkurs er ofte en realistisk trussel. Det er den verden, de kommer fra, og ikke f.eks. fra sikre jobs i det offentlige. Ikke alene har de selv stiftet en mængde virksomheder, men mange i Trumps inderkreds har investeret i og hjulpet hundredevis af startup virksomheder. Og undervejs set et hav af konkurser, triumfer og alt derimellem.
J.D. Vance – vicepræsident – voksede f.eks. op i dyb fattigdom i en ustabil og ofte voldelig familie i Ohio. Han blev senere marinesoldat, hvor han bl.a. deltog i Irak-krigen, kæmpede sig derefter op og læste på Yale. Han arbejdede siden for Peter Thiels venturekapitalfond og stiftede derefter sin egen, som fik investeringer fra bl.a. Thiel, tidligere Google-CEO Eric Schmidt og Marc Andreessen. Hans formue i dag er omkring 70 mio. kr.
Elon Musk – arkitekten bag bl.a. DOGE-programmet – kom som 17-årig alene og uden penge til Canada. Han tog lavtlønsjobs som tømmerarbejder og kedelrenser, sov på sofaer og gik sulten i perioder. Siden har han bogstaveligt talt sovet på fabriksgulve for at få sine virksomheder til at overleve. Undervejs har han stiftet eller medstiftet en række teknologivirksomheder, herunder Tesla, SpaceX, Neuralink, The Boring Company og xAI. Han var også medstifter af OpenAI og leder i dag Tesla, SpaceX, The Boring Company, Neuralink og xAI – og ejer X (tidligere Twitter). Disse virksomheder beskæftiger hundredtusinder af mennesker og har en samlet markedsværdi svarende til 2–3 gange Danmarks BNP. Det har han opnået på ca. 35 år.
Scott Bessent – finansminister – oplevede som barn, at hans far gik konkurs. Han begyndte at arbejde som 9-årig for at støtte familien og byggede senere en karriere i global finans. Han var bl.a. chef for George Soros’ London-kontor og stiftede senere sin egen hedgefond. Hans formue er i dag omkring 7 mia. kr.
Howard Lutnick – handelsminister – mistede begge sine forældre, mens han læste på universitetet. Uden økonomisk sikkerhedsnet arbejdede han sig gennem studierne og opbyggede derefter én af USA’s mest markante finansvirksomheder. Hans firma har 12.000 ansatte i 60 lande og ejerinteresser i over 800 selskaber. Han er nu god for ca. 10 milliarder kroner.
Mange steder – også i Danmark – går den typiske vej ind i politik gennem: 1) en akademisk uddannelse med SU, 2) et sikkert job i det offentlige, og 3) derefter en politisk karriere. Trumps kerneteam er ikke polerede akademikere, men folk, der har kæmpet, fejlet og bygget op igen og igen.
Så Trump’s inderkreds kender i høj grad det virkelige liv – også når det er råt. Dertil kommer, at de fleste republikanske stemmer i dag kommer fra middel- og arbejderklassen. En kerneværdi i MAGA-bevægelsen er at beskytte amerikanske arbejdere mod konkurrence fra lavtlønslande som Kina, hvor millioner arbejder for 250–450 USD om måneden – ofte under barske forhold som det såkaldte “996-regime” (9-21, seks dage om ugen) og bor i sovesale. Det er netop denne virkelighed, MAGA forsøger at imødegå – og det forklarer også, hvorfor den klassiske elite i medier, akademia og embedsværk ofte ryster på hovedet og ikke forstår, hvorfor arbejderklassen stemmer, som den gør.
Helt overordnet mener jeg, det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved fordommen “De er rige, så de forstår ikke folket” – og i stedet forsøge at forstå de dybere hensigter, knaster og muligheder i det politiske iværksætterprojekt, de har gang i. Det er efter min mening også meget forkert, hvis man antager, at de er dumme (check Dunning-Kruger-fænomenet) – eller hvis man tror, at der ikke er megen omtanke bag deres upolerede overflade.
24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.
Vær med til at sikre avisens fremtid
29,-/uge Mindstepris 749,-
Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md. | 19,-/uge Mindstepris 989,-
Min. abonnementsperiode: 1 år – kun 989kr. pr. år Spar 1560 kr. |
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)