NPR er en advarsel til DR


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Af Peter Andreas Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

 

Du får en retfærdig retssag, før vi hænger dig!” var en gennemgående vittighed i tegneserien om Lucky Luke. Jokens pointe er, at man allerede har bestemt sig for en dom og reduceret processen til tom formalia. Sådan har mange det også med ytringsfrihed. Du kan sige hvad du vil, bare det ikke er vigtigt eller kan opfattes stødende. Sådan er vi så forskellige og det lever vi fint med. Eller, det ville vi, hvis ikke de mange, der vil afskaffe ytringsfriheden, var politikere, redaktører, journalister, publicister osv. Kort sagt, en stor del af den klasse, der har bemægtiget sig de traditionelle magtbastioner for den politiske debat.

 

Traditionelt er en avis’ eksistensberettigelse at have et trykkeri således, at redaktionen kan formidle deres forestillinger om samfundets tilstand, hvem der skal bebrejdes og hvad der burde gøres. Senere kom sendemaster og paraboler til, men med internettets fremkomst kan man sidde i sin skimlede kælderlejlighed og galpe op om hvad som helst. Og det er vi mange der gør.

 

Informations-tilgængeligheden på internettet har presset de traditionelle mediehuses forretningsmodel, der først og fremmest byggede på den teknologi, der gjorde at de kunne nå et massepublikum. Den er forældet og tilbage sidder de med en stab af lønarbejdende skrivere, der skal retfærdiggøre deres eksistens i konkurrence ikke blot med allehånde entusiaster, professionelle som amatører – hvem gider at høre på Washington Posts juridiske kommentator, når Alan Dershowitz har sin egen podcast? – og kilderne selv. Nu skal vi ikke længere forlade os på, hvad medierne fortæller os, at Trump har sagt af uartigheder: vi kan selv høre ham.

Som internettet tilgodeser talent, især med det tidligere Twitters, nu X´ muligheder, forlader de traditionelle mediehuse sig mere på dem, der trives i den gamle ‘gatekeeper’ logik. Det betyder, at ‘højreorienterede’ vender deres opmærksomhed mod de nye alternative medier, mens ‘venstreorienterede’ og de ikke politisk engagerede bliver hos de gamle medier. På den måde skabes en ‘boble’ som gradvist ser en ny og mere venstreorienteret normalitet, som ikke ser behov for at repræsentere dissens. Som Danmarks Radios nyudnævnte P3 chef  siger, ville det ”skubbe til grænserne for journalistik”.

 

”Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden,” sagde Isabella Hindkjær.

 

Med Danmarks Radio finansieret af alle skatteyderne i ryggen, blev hun således chef for, hvad hun kaldte “Danmarks største unge-fællesskab”,og “det giver nogle ret fede muligheder”. Hindkjær er langtfra den eneste repræsentant for journaliststanden, der mener at den platform, de er kravlet op på, skal bruges til at belære deres medborgere om den rette tro. Men at hun med de ublu udtalelser blev ansat i en chefstilling på Danmarks Radio og ikke synes at kunne høre sig selv, vidner om det, den amerikanske journalist Uri Berliner, betegner som “det destillerede verdenssyn hos et meget lille segment af befolkningen”.

LÆS OGSÅ:  Det er en illusion, at Vestens demokrati er immun over for undertrykkende meningsdannelse

 

I USA er der ikke et BBC eller en Danmarks Radio, der kan dominere mediebilledet og den offentlige debat. Men der er dog et offentligt finansieret medie i NPR, National Public Radio. Ikke overraskende har det altid lænet mod venstre i sin dækning, men stadigvæk tilstræbt en saglighed. Men dette ændrede sig markant, da Donald Trump blev valgt som USAs 45. præsident i 2016. Førnævnte Uri Berliner, skrev i Free Press om, hvorledes hans førhen elskede NPR, var gået fra at være åben og nysgerrig til at luge kraftigt ud i divergerende holdninger.

Berliner passer ifølge ham selv på klicheen om den venstreorienterede journalist i et urbant “kystlinje-miljø”, helt ned til hans musikalske præferencer. Hans mor er ovenikøbet en lesbisk fredsaktivist, men selv om NPRs dækning havde en venstreorienteret slagside, var der en faglighed, der dominerede arbejdet; “Intet billede skabte mere stolthed hos NPR end en landmand der lyttede til Morning Edition siddende på hans eller hendes traktor”. Med udtryk som “his or her tractor”, er det måske ikke den repræsentative bondemand (eller kvinde), men meningen er til at forstå; saglighed og faglighed er for alle politiske observanser.

 

Som på så mange redaktioner, blev valget af Trump mødt med en blanding af vantro, vrede og fortvivlelse på NPR (Lige for at slå fast, jeg stemte ivrigt imod Trump begge gange, men mente at man skulle dække ham fair). Men hvad der begyndte som hård ligefrem dækning af en krigerisk, sandhedshandicappet præsident, skred hen imod at skade eller afspore hans præsidentskab.

 

Vedvarende rygter om, at Trump konspirerede med Rusland i valgkampen, blev det prisme, der drev rapporteringen. På NPR spændte vi vores vogn for Trumps mest synlige modstander, medlem af Repræsentanternes Hus, Adam Schiff.

 

Schiff, der var top Demokraten i Husets efterretnings-komite, blev den hånd, der guidede NPR, den altid tilstedeværende muse. Efter hvad jeg kan tælle mig frem til, blev Schiff interviewet 25 gange på NPR om Trump og Rusland. Under mange af de interviews hentydede Schiff til angivelige beviser om konspiration. Schiffs påstande blev til NPRs nyhedsdækning taktslag.

 

Men da Mueller Rapporten ikke fandt nogle troværdig beviser på konspiration, var NPRs dækning sparsom. Ruslandssagen forsvandt stille fra vores programmer.

 

Det er en ting at ikke at ramme en historie. Det sker, desværre. Man følger de forkerte spor, man bliver vildledt af kilder man stolede på, man er følelsesmæssigt investeret i en fortælling og stumper af indicier giver ikke mening. Det er nederen at fejle i en stor historie.

 

Hvad der er værre er at lade som om det aldrig skete, bare gå videre uden mea culpa, uden selverkendelse.  Især når man forventer høje standarder om gennemsigtighed fra offentlige personer og institutioner, men ikke praktiserer det selv. Det er hvad der ødelægger tilliden og skaber mistro til medierne.

 

Ruslands-historien var ikke NPRs eneste fejlskud.

 

Joe Bidens søn Hunter Bidens bærbare computer, der indeholdt beviser på d’herrers korrupte virke, var den slags “historier, der ikke rigtigt er historier” ifølge NPRs ledelse. At det amerikanske efterretningsvæsen løj for den amerikanske befolkning op til valget i 2020 og bildte vælgerne ind, at historien om Hunters computer, med den lyssky transaktioner, var russisk desinformation, var heller ikke relevant for NPR.

LÆS OGSÅ:  Hvem græder over armenierne?

 

Ligeledes var diskussioner om, hvor og hvordan pandemien startede, teorien om at den var undsluppet et biologisk forskningscenter i Wuhan, udlagt som en racistisk og højreorienteret konspirationsteori. Og i samme ånd blev hele debatten om pandemien, virus og vacciner set igennem et ideologisk lys, hvor Trump og hans støtter i befolkningen blev udhængt som videnskabsbenægtende bigotter. Ironisk, for det var Trumps vaccineprogram ‘Operation Warp Speed’ der fremkom med vacciner på rekordtid.

 

I 2019 blev John Lansing, der tidligere har været direktør for Voice of America(!), direktør for NPR. Voice of America er også et statsfinansieret medie, som har til formål at forklare USAs position uden for USAs grænser, som den forstås gennem statsapparatets logik. Og det betød, at opfattelsen af journalistik, der “lader beviserne lede vejen” blev ændret til noget ideologisk formålstjenstligt. Da hjemmerøveren og narkomanen George Floyd døde af sin overdosis, midt under en politiforretning var der “en fed mulighed” for en større mission

 

“Når det handler om at identificere og ende systemisk racisme” skrev Landing i et nyhedsbrev “kan vi være forandringens agenter. At lytte og reflektere er nødvendigt, men det er ikke nok. De må blive fulgt op af konstruktive og meningsfulde skridt fremad. Jeg vil holde mig selv ansvarlig for dette.”

 

Og vi fik at vide, at NPR selv var en del af problemet. Han sagde i et bekendende tonefald, at lederne af de offentlige medier “startende med mig selv – skal være bevidste om, hvorledes vi har haft gavn af vores hvide privilegium i vores karrierer. Vi må forstå den ubevidste forudindtagethed vi går til vores arbejde og interaktioner med. Og vi må forpligte os selv – med krop og sjæl – til grundlæggende forandringer i os selv og vores institutioner” Han erklærede, at diversitet – blandt de ansatte og vores publikum – var den overordnede mission, “Nordstjernen” for organisationen. Fraser som “det er en del af Nordstjernen” blev en del af vokabularet på møder og i samtaler.

Race og identitet blev altoverskyggende i næsten alle aspekter af arbejdet. Journalister blev pålagt at spørge alle de interviewede om deres race, køn og etnicitet (blandt andre spørgsmål) og skulle føre det ind i et centraliseret sporingssystem. Vi fik øvelser i ubevidst forudindtagethed. En voksende stab af DLI [Diversitet, Lighed og Inklusion, DEI på engelsk]  tilbød jævnlige møder, hvor de opfordrede til at “begynde at tale om race”. Månedlige samtaler blev tilbudt “kvinder af farve” og “mænd af farve”. Ikke binære folk af farve var også inkluderet.

 

Disse initiativer, polstret af et tilskud på 1 mio. dollars fra NPR Fonden, kom fra ledelsen, Oppefra og ned. Afgørende så svingede de kulturelt med, hvad der skete blandt græsrødderne – producere, rapportere, og andre ansatte. Mest synligt var en svulmende mængde af ressourcegrupper for ansatte.

 

 

Da MSNBC fyrede den Republikanske Ronna McDaniels som politisk kommentator inden hendes første arbejdsdag, skete det med ledelsens ord fordi “en nyhedsredaktion kan ikke have succes, hvis ikke der er sammenhæng og enighed”. De 87 redaktionelle stillinger i NPRs Washington afdeling er alle Demokrater. “Selv hvis du er Demokrat kan du ikke mene, at det her er godt.” sagde TV værten Bill Maher. Og så tilføjede han, at den nye NPR redaktør, var “den type hvide kvinde, der kan finde på at sige, at hun er Beyonce’s sjæle-dyr”. Til Mahers fortrydelse hedder den nye NPR direktør Katharine Maher. Og det er lige som man forestiller sig det at gå fra asken til ilden. Jonathan Turley skriver at Katharine Maher fandt Berliners ord “smertefulde og nedgørende”, afviste hans beskrivelse og beskyldte ham for at være imod diversitet

LÆS OGSÅ:  Truslerne mod vores frihed kommer både fra dem og os

 

Ved at afvise kritikken af forudfattethed brugte Maher en metode, der er gængs på jurastudier, hvor Republikanere og konservative grundlæggende er blevet fordrevet. Når man konfronteres med på manglen på ideologisk diversitet, udtrykker fakultetet vantro over at nogen antager at de er forudfattede blot fordi de insisterer på at forhindre Republikanere, libertarianere og konservative i at blive ansat.

 

Mange insisterer også på, at der er vigtigere former for diversitet, end ideologiske og politiske perspektiver. Resultatet er, at fakulteterne i dag grundlæggende strækker sig fra venstrefløjen til den yderste venstrefløj.

 

Katharine Maher er selvfølgelig meget optaget af ‘hvidhed’, ikke mindst hendes egen. “Mange joker med at forlade USA”, skrev hun i 2020 under urolighederne som følge af George Floyds dødsfald. Men hun ville blive for “som en med et cis-hvidt mobilitets privilegium” overvejede hun i stedet at blive for at “befri os for dette spectrum af tyranni”. Hun mente også, da hun var ansat på Wikipedia – Wikipedia er en historie i sig selv – at det var “hvid maskulin Vesterniseret konstruktion” og argumenterede at det var besværligt at dæmme op for “dårlig information” på grund af Forfatningens garanti af ytringsfriheden.

 

Berliner blev midlertidigt suspenderet på grund af sit indlæg i Free Press og valgte så selv at sige op. Der er nye medier, der vil tage imod ham med åbne arme, som Elon Musks X, Substack og Rackett, hvor retssager ikke blot er en formalitet, men er til for at afklare om der er grundlag for en rask hængning.

Danmarks Radio ender nok ikke som et direkte destillat af et lille segments verdensbillede, da det er for stort i det danske medielandskab til ikke i sig selv at være en politisk slagmark. Til gengæld har den eksisterende skævvridning større konsekvenser, end hvad der sker på niche-mediet NPR. Når Danmarks Radio således dækker amerikansk politik, ser de USA gennem medier som NPR, så mange danskere tror at Donald Trump er i lommen på ‘russerne’ og at USA er systemisk racistisk overfor sorte. Men Danmarks Radio udtrykker en ideologisk diversitet fra midten ud mod venstre, der lukker sig ind i en boble, hvor man er begyndt at se “fede muligheder” for at omgøre samfundet i sit eget billede. NPR tjener som en advarsel, også for de medarbejdere, der ikke er venstreorienterede nok.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)