Ny falsk fortælling om værnemagerlandet Danmark

FN har i årevis haft en skæv tilgang til konflikten, hvor Israel fordømmes igen og igen, mens misgerningerne blandt palæstinenserne og deres arabiske støtter nedtones. Den danske regering fortjener ros for at undlade at bidrage yderligere til denne skævhed, skriver Berlingskes Amalie Lyhne i avisens leder den 5. nov.

”For nylig stemte et flertal i FN’s generalforsamling for en resolution, der opfordrer til øjeblikkelig humanitær våbenhvile mellem Israel og Hamas. Resolutionen var udformet af bl.a. en række arabiske lande og nævnte ikke Hamas med et eneste ord. Israels ret til selvforsvar blev heller ikke nævnt i resolutionen. 120 lande stemte for resolutionen, 14 stemte imod og 45 lande undlod at stemme – heriblandt Danmark. Og derfor fortjener den danske regering ros for at undlade at stemme for resolutionen. Ja, faktisk burde Danmark nok have stemt imod”, skriver Amalie Lyhne.

24NYT: Ja, det burde Danmark have gjort, men Danmark skal jo følge Løkkes ”realistiske udenrigspolitik”, hvor det handler om at pleje venskabelig omgang med verdens værste banditter, som har sat sig på FN. Og især skal man passe på ikke at genere banditterne i Mellemøsten af hensyn til Arlas eksport af fetaost.

”Det er slående, hvordan Israel i FN-regi igen og igen er blevet fordømt for sin ageren over for palæstinenserne, mens man har vendt det blinde øje til de arabiske lande, der huser palæstinensiske flygtninge og i årtier har behandlet dem som det rene skidt”, skriver Amalie Lyhne.

24NYT: Berlingskes leder skøjter let og elegant hen over, at Danmark støtter konsekvent antisemitiske kræfter i FN. I alle de muslimsk-dominerede FN-organer, hvor Israel fordømmes, stemmer Danmark med resten af EU-landene for at fordømme Israel. Hvert år stemmer Danmark typisk for 15 ud af 20 fordømmende resolutioner mod Israel. Det officielle Danmark støtter med andre ord de kræfter, der ønsker Israel fjernet fra verdenskortet.

”I det hele taget er det absurd, at autoritære regimer med frygtelige overgreb på samvittigheden sidder i FNs Menneskerettighedsråd og agerer moralsk overdommer over for demokratiske lande”, skriver Amalie Lyhne.

24NYT: Berlingskes leder skøjter ligeledes let og elegant hen over, at Danmark har tilsluttet sig det absurde heppekor af lande, der beskylder Israel for at krænke kvinders rettigheder. I august 2022 stemte Danmark således ja til en antisemitisk FN-resolution, der beskyldte Israel for at krænke palæstinensiske kvinders rettigheder. Cuba, Syrien, Nordkorea og Venezuela var blandt resolutionens sponsorer. Og i 2019 tilsluttede Danmark sig Iran og Saudi-Arabien i deres fordømmelse af Israels påståede krænkelser af kvinders rettigheder.

Og til sidst følger det obligatoriske forbehold, som alle falske venner af Israel i dette land forsyner deres indlæg med: ”Israel er ingen helgen, og der er bestemt meget at kritisere Israel for. Det er vigtigt at understrege”.

24NYT: Og det understreger Amalie Lyhne også, så hun er helgarderet – der er ingen, der skal kunne beskylde hende for, at hun er ukritisk i forhold til Israel.

Berlingske har i øvrigt robust historik i forhold til at udbrede antisemitiske løgne om Israel. Det kan du læse mere om her.

André Rossmann

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)