Ny udstilling åbner et vindue til kunstnetværk i 1800-tallet

Bakkehusets særudstilling ”Vindue til venskaber – Friederike Bruns guldalder” fortæller historien om en bemærkelsesværdig kvinde i den tidlige guldalder, som levede et liv anderledes end det, mange af samtidens kvinder kunne drømme om. Friederike Brun rejste rundt i Europa og omgav sig med 1800-tallets største kunstnere og for første gang nogensinde udstilles en større samling af de unikke værker, hun samlede fra dem. 

Ny udstilling åbner et vindue til kunstnetværk i 1800-tallet

Friederike Brun var både forfatter, salonværtinde, mæcen og kunstsamler. Hun tilhørte den økonomiske og kulturelle elite i Danmark og skabte en berømt salon, hvor 1800-tallets største kunstnere, intellektuelle, videnskabsfolk og politikere kom. Hun forblev ikke i skyggen, men skabte sin egen berømmelse, hvilket var bemærkelsesværdigt for en kvinde på den tid. Hendes rejser rundt i Europa gav hende mulighed for at dyrke sin kærlighed til kunst og litteratur, og hun blev venner med kendte kunstnere som blandt andre Bertel Thorvaldsen, Antonio Canova, J.L. Lund og Angelica Kaufmann. Hun erhvervede tegninger, akvareller, papirklip og gouacher fra mange af disse kunstnere, som siden blev sat ind i hendes stambog.

Med stambogen skrev Friederike Brun sig ind i en lang tradition for stambøger, som startede helt tilbage i 1500-tallet. Friederike Bruns stambog er imidlertid ganske unik og rummer en spændende historie i sig selv. Efter hendes død i 1835 fortsatte hendes efterkommere med at sætte nye kunstværker ind i stambogen, og den endte med at indeholde 191 værker i alt, som daterer sig fra perioden 1783 til 1883.

I dag befinder stambogen sig på Bakkehuset og for første gang nogensinde præsenterer udstillingen ”Vindue til venskaber – Friederike Bruns guldalder” et betydeligt udsnit af de værker, der oprindeligt blev opbevaret i den. Dette er blevet muligt, efter en omfattende konservering af bogen og værkerne i 2019, hvor værkerne blev taget ud af stambogen af bevaringshensyn.

Friederike Brun havde et særligt forhold til Bakkehuset gennem veninden Kamma Rahbek, der ligeledes var en dygtig salonværtinde og litterær entusiast. Friederike Brun fik udgivet et digt i tidsskriftet Minerva, som blev redigeret af Kamma Rahbeks ægtefælle K.L. Rahbek. Selv hjalp Kamma med at renskrive venindens tekster.

I ’Vindue til venskaber – Friederike Bruns guldalder’ inviteres besøgende til at udforske stambogens værker og få et indblik i den kunstneriske udveksling og de kunstnervenskaber, der blev etableret i 1800-tallets Europa, samt dykke ned i fortællingen om en ganske særlig kvindeskikkelse fra begyndelsen af den danske guldalder.

”Vindue til venskaber – Friederike Bruns guldalder” vises på Bakkehuset fra 6. september 2023 til 31. marts 2024.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)