USA har annonceret nye toldsatser. I den anledning vil jeg gerne bringe min aktuelle vurdering af landets økonomiske situation.
TOLDSATSER
Lad os se på konteksten bag disse tiltag:
– Reciprocitet: Trump-administrationen hævder, at andre lande gennemsnitligt har højere toldsatser og tekniske handelshindringer mod USA end omvendt. De nye satser sigter mod at matche de barrierer, USA møder internationalt. Jeg er enig i dette (se vedlagte graf fra Bank of America)
– Taktisk forhandlingsværktøj: Toldtrusler er blevet anvendt som et middel til at forhandle om emner som valutapolitik, narkotikahandel og energihandel. Denne strategi har haft en vis taktisk succes indtil videre.
– Erstatning af indkomstskat: En langsigtet intention synes at være at reducere eller delvist erstatte indkomstskatter med indtægter fra told, hvilket ville flytte beskatningen fra interne til eksterne kilder.
– Re-industrialisering: USA ønsker overordnet at øge indenlandsk produktion for at styrke arbejdsmarkedet og reducere afhængigheden af udenlandske leverandører, især fra Kina.
Der har været intense forhandlinger med EU, Canada og andre handelspartnere op til i dag, og disse forventes at fortsætte efter i dag. Det er sandsynligt, at toldsatserne vil finde et mere permanent niveau over sommeren, sandsynligvis lavere end de satser, der annonceres i dag, hvis gensidige aftaler opnås.
Det skal i øvrigt siges, at Trump ønsker at få udenlandske virksomheder til at flytte produktion til USA pga. told, men så skal de forventede toldsatser stabiliseres, således at virksomhederne kan stole på deres beslutningsgrundlag.
BNP (ØKONOMISK VÆKST)
Atlanta Feds GDPNow-indeks estimerer, at USA’s BNP-vækst for første kvartal 2025 er -3,7% (på årsbasis). Det lyder dybt alarmerende. Men når der justeres for midlertidige faktorer som øget import af guld, viser alternative modeller en mindre nedgang på -1,4%. Disse justeringer er nødvendige for at tage højde for midlertidige forstyrrelser i handelsdata.
Derudover har der været hamstring af andre importerede varer end guld, såsom kobber, biler og reservedele, hvilket yderligere påvirker BNP-beregningerne. Korrigeres der også for disse faktorer, estimeres den reelle BNP-vækst for første kvartal til omkring +1,2%, hvilket indikerer lav vækst men ikke recession. Dette understøttes af data, der viser, at amerikanske forbrugere mod slutningen af 2024 hamstrede varige forbrugsgoder, efterfulgt af et fald i sådanne køb, mens serviceforbruget, såsom restaurantbesøg, fortsat steg.
Flere indikatorer peger dog på en svækket økonomi. En analyse fra J.P. Morgan påpeger, at Trump i sin første regeringsperiode implementerede vækstfremmende tiltag først, efterfulgt af væksthæmmende. Nu synes rækkefølgen at være omvendt. På kort sigt påvirkes økonomien negativt af vedvarende fyringsrunder blandt offentligt ansatte og leverandører til staten samt usikkerhed omkring de nye toldsatser. Et godt gæt er to svage kvartaler (i første halvår 2025) og derefter højere vækst (i andet halvår). På sigt kan væksten blive MEGET høj grundet deregulering, skattelettelser samt nye teknologier (såsom AI f.eks.).
INFLATION
Truflation-indekset indikerer, at inflationen pt. er 1,38%, hvilket er LAVERE end det langsigtede mål på 2%. Siden Trump-administrationens tiltrædelse har der været et vedvarende fald i både den målte inflation og de 10-årige renter. Med de nye toldsatser er der imidlertid bekymring for forbigående prisstigninger.
Økonomer er dog generelt enige om, at stigende toldsatser sandsynligvis ikke vil medføre en VARIG stigning i inflationen. En stor del af stigende toldomkostninger forventes at blive absorberet af eksportører og importører, hvilket begrænser prisstigninger for forbrugerne. Desuden er USA en relativt lukket økonomi, hvilket yderligere begrænser inflationseffekten. F.eks. udgør den direkte import af forbrugsvarer kun ca. 4% af det Amerikanske privatforbrug.
ELONS OG HOWARDS TO TRILLIONER
En del af team Trumps plan omfatter, at Elon Musk og hans team skal identificere besparelser på 1.000 milliarder dollars årligt, svarende til 3,3% af BNP. Indtil videre er ca. 140 milliarder fundet, svarende til 14% af de 1.000 milliarder fundet på 2,5 måneder. Musks aftale udløber sidst i maj, og han er optimistisk omkring at nå målet inden da. Det lyder for mig meget optimistisk i betragtning af, at de ”kun” har nået 14% på 72 dage. Men jeg har stor tillid til, at de når det inden midtvejsvalget om godt 18 måneder (se nedenfor om timing).
Howard Lutnick, som er USAs Secretary of Commerce sigter parallelt mod at finde ekstraordinære indtægter fra told, gyldne visa, aktieoptioner hos leverandører til staten og andre tiltag på i alt 1.000 milliarder dollars. Han udtrykte sidste uge tillid til, at han ville nå dette mål. Begge mål fra Musk og Lutnick svarer til 3,3% af BNP, og hvis de begge nås, giver det overskud på budgettet imod pt. over 6% underskud.
TIDSFAKTOR
Det kommende midtvejsvalg i USA, der afholdes den 3. november 2026, bliver en afgørende begivenhed. Ved valget skal alle 435 pladser i Repræsentanternes Hus og 33 af de 100 pladser i Senatet besættes, hvilket vil fastlægge sammensætningen af den 120. amerikanske Kongres. Derudover afholdes der guvernørvalg i 39 stater og territorier samt et væld af lokale valg.
Historisk set har det siddende præsidentparti oplevet et gennemsnitligt tab på 28 pladser i Repræsentanternes Hus ved disse midtvejsvalg – et tal, der langt overstiger det nuværende republikanske flertal. For den nuværende administration betyder det, at der er et presserende behov for at opnå markante politiske resultater inden for de næste halvandet år for at fastholde eller styrke sin position i Kongressen.
Manglende politiske sejre vil vanskeliggøre administrationens mulighed for at gennemføre sin politik i de efterfølgende år. Selvom deres stramme immigrationspolitik og bestræbelser på at effektivisere den offentlige sektor nyder stor popularitet, er en gunstig økonomisk udvikling med lav inflation, lave renter, stærk vækst, et robust jobmarked og stigende aktiekurser afgørende for et succesfuldt midtvejsvalg. Tiden tikker.
OM AT FORSTÅ USA’s ØKONOMI OG POLITIK
Helt overordnet kan den nuværende økonomiske og geopolitiske situation i USA og verden efter min mening sammenlignes med tektoniske pladebevægelser, hvor spændinger og ubalancer korrigeres gennem “jordskælv” – en proces, der kan virke skræmmende, men som i sidste ende kan reducere spændingerne. Alternativt kan situationen, som min kollaga Jakob Due sagde forleden, ses som en omfattende forårsrengøring og -udsmidning, hvor der midt i processen er et betydeligt rod. Hvis man ikke forstår formålet, ser man kun kaosset. Der er efter min mening mere mening med “galskaben” i USA, end de fleste umiddelbart ser.
24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.
Vær med til at sikre avisens fremtid
29,-/uge Mindstepris 749,-
Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md. | 19,-/uge Mindstepris 989,-
Min. abonnementsperiode: 1 år – kun 989kr. pr. år Spar 1560 kr. |
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)