Ceva Animal Health lancerer et nyt lægemiddel til injektion mod parasitter i kvæg. Særligt økologiske kvægbrugere har økonomiske og dyrevelfærdsmæssige fordele ved at behandle mod parasitter.
Parasitter bliver ofte overset af kvægbrugere. Men for de dyr der udbindes på vedvarende græsarealer, kan produktionstabet blive af en betydelig størrelse, fordi parasitter som løbe-tarmorm og lungeorm har optimale levevilkår på lavtliggende marker nær vandløb. Især for den stadigt voksende andel af økologiske kvægproducenter med dyr på græs er der både økonomiske og dyrevelfærdsmæssige fordele ved at behandle kreaturerne for parasitter.
– Løbe-tarmorm kan medføre et dyrt produktionstab. Ormene udkonkurrerer kreaturerne, så de mistrives og stopper tilvæksten, og malkekøerne daler i ydelsen. Da symptomerne kun er tynd afføring, bliver mistrivslen ofte ikke opdaget, før dyrene kommer ind fra græs i efteråret. Også lungeorm indebærer et tab i produktion på grund af vedvarende hoste og bronchitis, der kan udvikle sig til regulær lungebetændelse. En tilstand som både er ubehagelig og smertefuld for kreaturerne, forklarer Kjeld Lynge Madsen, kvægfaglig dyrlæge ved Ceva Animal Health, der producerer lægemidler til produktions- og kæledyr.
Han påpeger, at det nye lægemiddel også har effekt på andre sugende parasitter som for eksempel stikfluer, lus og visse skabmider, som medfører stor irritation hos kreaturerne.
Lammer parasitterne
Ceva Animal Health lancerer nu midlet Eprecis vet. til at bekæmpe såvel indre som ydre parasitter. Eprecis vet. er baseret på det samme aktivstof (eprinomectin) som allerede markedsførte lægemidler, men adskiller sig markant, da det skal injiceres i hvert enkelt dyr, hvorved forbruget af aktivstof kan reduceres betragteligt. Efter injektion ved kvægbrugeren, at alle dyr har fået den rette mængde, og at aktivstoffet ikke kan slikkes bort af andre dyr, eller på anden måde mistes til omgivelserne, og derved nedsætte virkningen og øge risikoen for resistensudvikling i parasitterne.
– Anvendelse af en injektionsvæske kræver måske lidt mere arbejde og øvelse for landmændene. Men sikkerhed for korrekt dosering er til gengæld meget større, og stoffet bliver straks optaget i blodet, hvilket sikrer en hurtig effekt. Kvægbrugerne kender sikkert allerede aktivstoffet, og ved, hvor effektivt det er. Eprecis vet. lammer parasitterne, så de forsvinder med afføringen eller hostes op af lungerne. Samtidig virker stoffet også forebyggende, så kvægbrugeren yderligere minimerer produktionstab forårsaget af parasitter, forklarer Kjeld Lynge Madsen.
Ingen tilbagehold af mælk
Eprecis vet. må anvendes til såvel drægtige som lakterende køer. Aktivstoffet udskilles ikke i mælken, og der er derfor ingen tilbageholdelse af mælken fra behandlede malkekøer.
Eprecis vet. har kun effekt på laverestående dyr, og det medfører derfor ingen bivirkninger for kvæget. Produktet skal indsprøjtes ”under huden” – og ikke i musklerne. Teknikken kræver lidt øvelse, og Ceva Animal Health har derfor lavet en video, hvor blandt andet Erling Andersen, kvægdyrlæge og Henrik Elvang Jensen, professor i patologi ved Københavns Universitet, viser og forklarer den korrekte teknik. Videoen kan findes på Youtube.com, ved at søge på ”Ceva subkutan”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)