NYTÅRS REFLEKSIONER


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

“Life is a box of chocolate you never know what you are going to get”. Ordene er ikke mine, men Tom Hanks’ i rollen som Forest Gump. Livet er en lang korsvej af valg og fravalg. Frustrationer afløser glæder og tilfredshed af dyb sorg.

Ligegyldigt om man selv har indflydelse på sin skæbne eller om udefrakommende situationer influerer på ens tilværelse, så er livets eventyr først skrevet den dag, vi ligger 7 alen under. Husk dit liv er lige så vigtigt for dig selv som for alle dem, du betyder noget for. Glem nytårsforsæt, revurder din tilværelse løbende hele året.

At vælge er at forsage, at lære at give slip på. Forståelsen af fravalg forstærkes, mens oplevelsen af det, man valgte fra, fortoner sig. Som Kirkegaard sagde: “Livet skal leves forlæns, men forstås baglæns”. Lev hver dag som var det den sidste, men planlæg for resten af livet.

Hvad giver mening, dybde? Det afhænger af den enkelte. Åndelig berigelse i alle former kan fylde lige så meget som materiel glæde. Vi er afhængige af begge dele, men det materielle må bare ikke være det bærende i prioriteringerne for at opnå lykke. Opbyg en moralsk ballast, men lad være med at være belærende.

Valg af partner frem for single tilværelse? Lykke kan mangedobles i samværet med en anden, det kan også udvikle sig til et helvede. Fravalg af partner præger den vestlige livsstil, ensomheden breder sig. Aldrig har så mange søgt partner med så lidt held.

LÆS OGSÅ:  Klumme: USA på moralsk deroute

Selvrealisation dækker som regel over egoisme, selvtilstrækkelighed og manglende evne til at tilpasse sig. Kunsten er at få et forhold til at udvikle sig samtidig med at gnisten er den oprindelige.

De valg, du foretager, danner en mosaik om dig selv, giver din tilværelse karakter, får dine omgivelser til at bedømme dig som menneske. Selv har jeg ikke sat det som et mål at behage, når jeg skriver, budskabet er det vigtige, uanset at nogen tror jeg går med hagekorsbind efter at have læst mine hjerteløse indlæg. De er løbet tør for argumenter.

Behagesyge giver en kortvarig anerkendelse, en kortvarig fred. Så er man glemt. De kedeligste mennesker, de mest fordomsfulde, de mest humorforladte, er dem, hvor form og anseelse betyder mere end indhold og vision.

Forsøg at ændre på dårlige vaner, lyt til kritik, lad fornuften få indpas. Vælg de venner som har dybden, tag den del af din fortids oplevelse med i din bagage, som du vil have med over på den anden side. Livet er alligevel kun sand og støv til den tid.

Tag de svære valg, hvis du på sigt ved de er de rigtige. De vigtigste valg er dem, der sikrer dig en alderdom omgivet af blomsten af de beslutninger, der gav dit liv mening. Det gode liv leves af dem, der reflekterer, af dem der lærer af sine fejl. What you do in life echoes in eternity.

LÆS OGSÅ:  Klumme: COVID-19 ved et tilfælde? (1. del)

Godt nytår!

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)