Øerne er fynske huspris-vindere under Corona

Huspriserne er blomstret på Langeland under Corona, her ved Humble. Foto: home

’POST’CORONA: Salgspriserne på huse er steget mest i procent på Langeland og Ærø. Husejerne i Middelfart har ’tjent’ mest opgjort i kroner – se prisudviklingen de seneste to år i alle de fynske kommuner.

Langeland er prisvinder! – Og Ærø er lige i hælene…

Den procentvise stigning i huspriserne på de to øer i det sydfynske overstråler alle andre kommuner i landsdelen.

Det viser en opgørelse, som ejendomsmæglerkæden Home har lavet på basis af kvadratmeterpriser fra Boligsiden for udviklingen fra marts 2020, hvor Corona ramte Danmark, og frem til marts i år.

På de to år er den gennemsnitlige salgspris for huse på Langeland steget med hele ca. 41 %. Det svarer til, at et gennemsnitshus på 140 kvadratmeter er blevet små 260.000 kr. dyrere.

Ærø er lige i hælene med en fremgang i den gennemsnitlige salgspris på over 37 % svarende til ca. 320.000 kr.

Home-mægler Mark Mahler, der sælger boliger i Svendborg og på Langeland og Ærø, bekræfter udviklingen i de sydfynske huspriser. I Svendborg er stigningen også markant – på 19,5 % – ca. 318.000 kr. for et gennemsnitshus, viser opgørelsen fra Home

”Vi har oplevet en markant stigning i efterspørgsel og salg, som har været med til at sende salgspriserne på optur,” siger den erfarne Home-mægler, der har svært ved at skaffe huse nok i forhold til efterspørgslen.

Medvind til øer under Corona
Han peger på flere grunde til, at Langelands og Ærøs huspriser er gået så markant frem i løbet af pandemien.

LÆS OGSÅ:  Boligkøberne trodser snemasserne

”Øerne har virkelig haft medvind under Corona. Folk kunne ikke rejse og holdt ferie i Danmark og tog på udflugter – ikke mindst til øerne, hvor der i en periode var gratis færgebilletter. Her var der mange, der fik en wow-oplevelse over charmen og hyggen og den skønne natur – og de attraktive boligpriser. Nogle af dem har købt et hus, og det har betydet opblomstring på det langelandske og ærøske boligmarked, fortæller Mark Mahler.

Lige netop det faktum, at huspriserne på øerne kom fra et forholdsvist lavt niveau, er selvfølgelig medvirkende til en store procentvise fremgang, understreger han.

Flexbolig-ordning har betydning
Han oplever stadig en vis ’Corona’-effekt blandt boligkøberne – ikke mindst i de større byer, hvor mange har oplevet pæn fremgang i friværdien de seneste par år

”Nogle vil gerne væk fra byen og ud at have noget luft og plads, og det er faktisk først nu, vi mærker, at interessen aftager lidt,” uddyber den lokale Home-mægler.

Han vurderer, at flexbolig-ordningen også har en stor betydning for fremgangen i salg og priser.

”Muligheden for at benytte et hus som fritidsbolig har en væsentlig betydning for, at mange har valgt at købe hus på Langeland og Ærø, men også i de mindre byer i Svendborg kommune,” fortæller Mark Mahler.

Om prisstigningerne på de fynske øer fortsætter, kan han godt tvivle på.

LÆS OGSÅ:  Landsretsdom om corona-demonstration kommer ikke for Højesteret

”Mest sandsynligt flader de ud, for boligmarkedet begynder igen at minde om tiden før Corona, men med højere renter og energiudgifter, der gør det dyrere for især førstegangskøberne at købe hus. Men på den anden side er huspriserne på øerne – trods stigningen – fortsat yderst rimelige sammenlignet med mange andre kommuner, så det er tænkeligt, de kan holde stand, selv om udbuddet stiger noget,” vurderer Home-mægleren.

Middelfart er nr. 3
Middelfarts boligejere er dem på Fyn, der har ’tjent’ mest under Corona opgjort i kroner og ører – næsten 370.000 kr. i snit. Det svarer til 24,5 % og rækker til en tredjeplads på procentvis prisfremgang i de fynske kommuner.

I snit er de fynske huspriser gået frem med ca. 15 % svarende til ca. 241.000 kr. beregnet for et gennemsnithus på 140 kvm, viser Homes beregning.

Den største stigning i salgspriserne i hele landet går også til en ø – Bornholm – hvor husene er steget med 44,5 % – ca. 470.000 kr. for et gennemsnitshus på 140 kvm på Bornholm.

FAKTA: Salgspris pr. kvm.
Landsdel Kommune 2020 03 2022 03 Forskel, kr. Forskel, % Forskel gns.hus
 FYN 11.227 12.950 1.723 15,3             241.202
Ærø 6.115 8.401 2.286 37,4             320.020
Assens 7.455 8.531 1.076 14,4             150.573
Faaborg-Midtfyn 7.988 8.902 914 11,4             127.943
Kerteminde 11.245 11.938 693 6,2               97.024
Langeland 4.502 6.344 1.842 40,9             257.931
Middelfart 10.750 13.384 2.634 24,5             368.722
Nordfyns 7.380 8.452 1.072 14,5             150.081
Nyborg 9.534 10.351 817 8,6             114.344
Odense 16.503 18.700 2.196 13,3             307.477
Svendborg 11.644 13.920 2.276 19,5             318.616
LÆS OGSÅ:  Tirsdag begynder opgravning af mink ved Nørre Felding

Kilde: Boligsiden – beregning: Home

Note: I opgørelsen er der slået ned på to måneder isoleret set. Kvm-priser i mindre kommuner med få handler skal tolkes mere forsigtigt, for de kan svinge noget mere fra måned til måned på grund af antallet af handler.

***

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)