”Once upon a time I was a liberal”…


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Hvem skulle have troet, at en enkelt fyr – en hair-stylist fra New York – skulle blive katalysator for tidligere trofaste Demokraters farvel til partiet?

Selv kalder den yderst veltalende Brandon Straka den video han i maj 2018 lagde på de sociale medier for ”The definitive manifesto of everything that’s wrong with liberalism and The Democratic Party”: Der kan højst sandsynligt tilføjes mere til den fortælling, men under alle omstændigheder blev videoen startskuddet til #WalkAway Campaign, der på blot to år, og indtil videre, har fået knap en kvart million følgere over hele USA og i resten af verden.

I godt seks minutter og til dramatisk baggrundsmusik (ikke ulig Generation Identitaires krigserklæring fra 2012) begrunder han, hvorfor han i mange år og helt frem til midten af 2017 var en trofast partisoldat i Demokraternes vælgersegment og hvorfor han nu har forladt partiet og det ideologiske tankegods, det trækker på i dag.

Ovenpå Hillary Clintons overraskende valgnederlag havde samme Straka siddet og vandet høns i total desorientering, vrede og skam over, at så mange af hans landsmænd havde stemt på Donald Trump. Som erklæret homoseksuel og dermed tilhørende en minoritet havde det altid ligget ham lige for at stemme på Demokraterne, men som han siger i videoen: ”For years now I have watched as the Left has devolved into intolerant, (…) and at times blatantly fascistic behaviour and rhetoric. Liberalism has been co-opted and absorbed by the very characteristics it claims to fight against”, hvilken oplevelse uvilkårligt får en til at tænke på Reagans forudsigelse i 1975: ”If fascism ever comes to America, it will come in the name of liberalism”.

Straka havde nok drømt om, men næppe regnet den massive respons på sin video for sandsynlig: som ved et gennembrudt dige væltede det ind med skriftlige vidnesbyrd fra amerikanere (men også udlændinge), der måtte have luft for den politisk korrekte spændetrøje, de så længe havde befundet sig i. Disse amerikanere havde fået øjnene op for følgerne af identitetspolitik: hvordan Demokraterne, men også uddannelsessteder, især colleges og universiteter, og de fleste medier i årevis havde kategoriseret dem i grupper, og spillet dem ud mod hinanden som henholdsvis ofre og undertrykkere.

Udover offergørelsen var det ifølge både Straka og mange af hans støtter lykkedes Demokraterne at plante en frygt hos mange amerikanere: at Republikanere kun var et parti for de velbjærgede hvide, der ville fratage samtlige minoriteter deres velfærdsydelser, deres særlige rettigheder som bl.a. seksuel minoritet, og at disse grupper derfor kun kunne regne med politisk og moralsk opbakning fra Demokraterne.

Nu har de tidligere Demokrater erkendt, at de har været stemmekvæg – og kun stemmekvæg – og at fastholdelsen af dem som ofre, ude af stand til at bryde ud af offerrollen, står i skærende kontrast til den sociale mobilitet, der tidligere har kendetegnet det dynamiske, amerikanske samfund, og muligheden for at udleve The American Dream.

Som måbende TV-tilskuere til politikerne og mediernes nedsmeltning over Trumps valgsejr begyndte de ligeledes, som Straka selv, at læse op på amerikansk historie og at fakta-tjekke de mange historier, der i medierne blev bragt til torvs om den nyvalgte præsident: havde han virkelig gjort grin med en handicappet journalist? Havde han kaldt neo-nazister i Charlottesville  ”very fine people”? Og – ikke mindst – stod han, som hævdet, i stor gæld til Putin for sin valgsejr?

Straka har fra begyndelsen påpeget, at han ikke er ude i et partipolitisk ærinde, at hverve vælgere til Det Republikanske Parti, men udelukkende at mobilisere det tavse flertal, at få folk til at tænke selv, lave nødvendig research og med denne kampagne at skabe et fredeligt forum, hvor folk kan udtrykke deres holdninger uden at blive intimideret og påhæftet de sædvanlige prædikater, som ”racist, nazist, xenofob eller white supremacist”.               

Det har været opløftende at følge ham mobilisere så mange mennesker på kort tid – og i en så positiv ånd; og samtidig sørgeligt at tænke på, at et sådant initiativ overhovedet skulle være nødvendigt i det land i verden med den i udgangspunktet mest udstrakte grad af ytringsfrihed.