Palæstinensiske terrorister til Biden: Tro ikke på den palæstinensiske ledelse

Af Bassam Tawil –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) hævder, at Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper har afsvoret terrorismen og accepteret Israels ret til at eksistere.

Hamas og de palæstinensiske fraktioner siger imidlertid, at dette ikke passer og at de er og bliver forpligtede på “alle former for modstand” mod Israel, herunder “væbnet kamp.”

De understreger også, at de ikke har anerkendt Israels ret til at eksistere og er fast besluttede på at forfølge kampen “indtil befrielsen af hele Palæstina” fra Jordanfloden til Middelhavet.

Hamas og dens allierede, herunder Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) og Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), siger i virkeligheden, at Selvstyreledelsen lyver, når den siger, at terrorgrupperne har ændret holdning til Israel.

Dette rejser spørgsmålet: Hvem er det helt præcist, at Selvstyrets ledelse lyver over for og hvorfor?

Svaret er: Selvstyret lyver over for det internationale samfund, helt specifikt over for den amerikanske præsident Joe Bidens regering.

Ifølge den palæstinensiske nyhedsside Amad har Selvstyrets Hussein al-Sheikh, formand for den palæstinensiske generalmyndighed vedrørende civile forhold og medlem af det regerende Fatah-parti, der er ledet af præsident Mahmoud Abbas, for nylig sendt et brev til Biden-regeringen om de påståede ændringer i de palæstinensiske terrorgruppers politik.

I dette brev skrev al-Sheikh, at alle de palæstinensiske “politiske” fraktioner, herunder Hamas, er blevet enige om at nedlægge våbnene og acceptere en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

Al-Sheikh skrev, at den påståede enighed var blevet opnået på et møde for lederne af flere af de palæstinensiske fraktioner i september 2020. “Følgende konsensus blev nået af alle de politiske fraktioner,” skrev han.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: Muslimer i ekstase over drab på tilfældige jøder

“Forpligtelse på internationale lovstandarder, forpligtelse på en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne, forpligtelse på PLO som politisk paraplyorganisation og eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, forpligtelse på princippet om fredelig magtoverdragelse gennem valg og forpligtelse på folkelig modstand (fredelig) [mod Israel].”

De to vigtigste “forpligtelser”, som nævnes i brevet, er dem, der refererer til en palæstinensisk stat “baseret på 1967-grænserne” og en “fredelig modstand” mod Israel.

Det første implicerer, at de palæstinensiske terrorgrupper, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere, er rede til at acceptere en palæstinensisk stat udelukkende på Vestbredden, i Gazastriben og det østlige Jerusalem. Desuden implicerer det, at terrorgrupperne ikke længere søger “befrielsen af hele Palæstina” og Israels erstattelse med en islamistisk stat.

Den anden “forpligtelse” implicerer, at Hamas, PIJ og resten af terrorgrupperne nu foretrækker en “fredelig” modstand mod Israel i stedet for diverse former for terrorisme, herunder raketangreb, knivoverfald, skudangreb og bilpåkørsler.

Men udtalelser fra ledere i de palæstinensiske terrorgrupper har de seneste dage klart modsagt indholdet af det brev, som Selvstyreledelsen har sendt til Biden-regeringen.

Lederne af terrorgrupperne sender følgende budskab til Biden-regeringen og resten af verden: Tro ikke på Selvstyrets ledelse. Vi har ikke ændret vores politik imod Israel.

Hamas udsendte en erklæring den 25. februar, hvori de benægtede, at gruppen har ændret holdning til Israel. “Vore politiske og nationale standpunkter er velkendte og klare,” sagde Hamas. “De er nedfældet i vore officielle dokumenter og udgivelser. Vi er og bliver forpligtede på modstanden indtil befrielsen [af hele Palæstina].”

Det vigtigste dokument, Hamas taler om, er bevægelsens charter fra 1988, som fastslår følgende:

“Landet Palæstina er en islamisk waqf (ansvarsforvaltning) for alle muslimer indtil genopstandelsens dag. Det er ikke rigtigt at opgive den eller nogen som helst del af den. Der findes ingen anden løsning på det palæstinensiske problem end ved jihad (hellig krig). I kampen mod den jødiske besættelse af Palæstina skal banneret for jihad vaje.”

LÆS OGSÅ:  Klumme: Domstolene lagde størst vægt på hensynet til en død terrorist

På en Zoom-konference kaldet “United Against Normalization” (Forenede imod normalisering) [med Israel] sagde Hamas-lederen Ismail Haniyeh så sent som den 20. februar, at hans gruppe er og bliver forpligtet på en “omfattende modstand” mod Israel. Hamas, tilføjede han, “vil følge sit modstandsprogram indtil befrielsen af den palæstinensiske jord fra [Jordan] floden til [Middel-] havet.”

Fathi Hammad, en ledende Hamas-embedsmand i Gazastriben, blev citeret den 25. februar for at sige, at hans gruppe er og bliver forpligtet på en væbnet kamp imod Israel. “Alle former for modstand er legitime, herunder de folkelige og de væbnede,” sagde Hammad. “Palæstina er et muslimsk ejet land og ingen har ret til at opgive så meget som en centimeter af det.”

I en reaktion på Selvstyrets brev til Biden-regeringen benægtede den marxistisk-leninistiske terrorgruppe PFLP, at den har ændret politik over for Israel:

“Folkefronten til Palæstinas Befrielsen bekræfter, at den er og bliver forpligtet på det palæstinensiske folks ret til hele sit land, fra [Middel-] havet til [Jordan-] floden. Ingen har ret til at tale på vegne af alle de [palæstinensiske] nationale grupper på en måde, som kan forstås sådan, at vi opgiver nogen som helst del af det historiske Palæstinas landområder.”

Den iransk opbakkede gruppe Palæstinensisk Islamisk Jihad benægtede også, at den har ændret holdning til Israel. PIJ’s generalsekretær Ziyad al-Nakhalah kundgjorde, at hans gruppe aldrig vil anerkende Israel eller Oslo-aftalerne, som blev underskrevet af PLO og Israel i 1993 og 1995. Han understregede ligeledes nødvendigheden af fortsat af udføre terrorangreb og jihad imod Israel.

LÆS OGSÅ:  Varevogn påkører folk efter ramadan-arrangement i moské med forbindelser til Al Qaida

De palæstinensiske terrorgrupper fortjener bestemt ros for at være så ærlige om deres sande, dødbringende intentioner imod Israel. Til forskel fra Selvstyrets ledelse taler disse terrororganisationer med én, direkte stemme. Deres budskab er tydeligt både på arabisk og engelsk: Vi vil udgyde så meget jødisk blod, som det kræver at befri “Palæstina” for jøderne.

Den Palæstinensiske Selvstyreledelses brev til Biden-regeringen er endnu et forsøg fra Abbas’ og hans ledende embedsmænds side på et narre amerikanerne og resten af verden til at tro, at de palæstinensiske terrorgrupper ikke længere søger Israels udslettelse.

Det er en syg joke at sige, at Hamas og PIJ bifalder “fredelig” modstand, når de to grupper skriger dag og nat, at de er og bliver forpligtede på den væbnede kamp og terrorismen.

Abbas forsøger at narre Biden-regeringen til at tro, at det er lykkedes ham at overtale terrorgrupperne til at omdanne sig selv til fredssøgende organisationer. Abbas er dybt desperat efter amerikansk finansieringshjælp. Han lyver groft for at få Biden-administrationen til at igen at pumpe kontanter i hans regime – som er bankerot i enhver mulig betydning af ordet. Nu må vi så se, om Biden-regeringen lader sig narre af Selvstyrets mester udi tryllekunst.

Bassam Tawil er en muslimsk araber med base i Mellemøsten.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)