Pressemøde: Russerne kommer!


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

 

På regeringens pressemøde onsdag (19. feb.) om oprustning slog Mette F. fast, at truslen fra Rusland er så stor, at vi skal opruste med 50 milliarder kr. de næste 2 år og ”vi vil herefter i de næste mange år komme til at se ind i forsvarsudgifte,r der er større end de nogensinde har været i Danmark!”. 

Hun påstod, at ”vi står overfor et aggressivt Rusland som opruster og som måske gør sig klar til at angribe i andre lande og vi står i den farligste situation i mange mange år”(!?) Således forsøgte Danmarks såkaldte statsminister at fremmane et skræmmebillede, som skal jage en sådan frygt i befolkningen, at den uden videre sluger, at dens skattekroner de næste mange år skal gå til at ”klippe” og ”klistre” et misforvaltet dansk forsvar sammen og ikke til forbedringer af et stadig mere udbombet velfærdssamfund. 

Videre sammenlignede hun Europas nuværende situation med situationen op til 2. verdenskrig. Det hed: ”Vi ved også, hvor galt det kan gå, hvis man vælger at lade sig besnakke af en tyran som det skete i München i 1938. Dengang accepterede Europa, at Tyskland annekterede dele af Tjekkoslovakiet og man valgte at tro på Hitler, når han lovede at respektere de nye grænser, hvad han ikke gjorde”. 

Udover dermed at male sit skræmmebillede helt op i det ekstreme, afslørede Mette F. således også, at hun lider under en kraftig slagside af historieløshed. Noget der bestemt ikke er klædeligt for en statsminister, men endnu værre tegner et billede af hende som en, hvis krigeriske holdninger og handlinger i forhold til Ukraine bygger på et uoplyst og ukorrekt grundlag!

Kort: Konflikten i Ukraine udspringer af et regeringskup i Ukraine i 2014, som USA stod bag. Den DEMOKRATISK VALGTE præsident, Janukovitj, som var både Rusland- og EU- venlig, blev væltet. Det førte til splittelse og kampe mellem de EU-venlige vest-ukrainere og de Rusland-venlige østukrainere (Donetsk, Luhansk). Østukrainerne bad Rusland om støtte. Rusland forsøgte efterfølgende at lave en fredsaftale med EU (Minsk aftalen 1 og 2). Det mislykkedes, hvilket skyldtes, som Angela Merkel siden fortalte, at EU slet ikke var interesseret i at implementere aftalerne, men kun lavede dem for at vinde tid til at opruste Ukraine. Som Hitler/Nazityskland tidligere havde ført Europa bag lyset, således førte Europa altså Putin/Rusland bag lyset. 

Putin har ikke Hitlers imperiale aspirationer. Hans ønske er og var fra start at sikre de russisk talende øst-ukrainere en fred, ligesom han har holdt NATO op på det løfte, de ved Sovjetunionens fald gav om at respektere Ruslands sikkerhedsinteresser og ikke via en optagelse af Ukraine i NATO flytte atomtruslen helt op til Ruslands grænser.  Nøjagtigt ligesom USA i 1962 ønskede sine sikkerhedsinteresser respekteret og truede Sovjetunionen med en atomkrig, hvis de opstillede atomraketter på Cuba (Cuba-krisen), dvs. tæt på USA’s grænser.

Putin har altså ingen planer om at erobre Ukraine, men ønsker at varetage russiske sikkerhedsinteresser. Derfor var det, at han fra begyndelsen kaldte Ruslands angreb i Ukraine for en ”special militær operation”. Noget USA og Europa dog prompte betegnede som en invasion, en erobringskrig. En fortælling, som de siden har brugt til at understøtte deres skræmmebillede af Putin som en ond imperialist, der først vil tage Ukraine og dernæst vil angribe resten af Europa. Dette – faktuelt substansløse! – skræmmebillede har særligt en af Europas største fortalere for Ukraine krigen, Mette F., igen og igen bragt til torvs. Ifølge hende stopper Putin ikke med Ukraine: ”Jeg er selv ikke i tvivl. Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine. Så vil han gå videre til det næste land” (Ritzau, 18. feb. 2023).

Men hvis Putin ville erobre Ukraine, så havde han allerede gjort det. Og hvis nogen vil påstå, at årsagen til, at han ikke har gjort det, er, at Rusland militært set ikke er stærkt nok, så er det på den anden side en gåde, hvordan de samtidig kan bilde sig selv ind, at Rusland om få år vil være stærkt nok til at give sig i kast med at erobre hele Europa, herunder smadre NATO og USA!?  

Troels Lund Poulsen henviste ved pressekonferencen til FE’s seneste trusselsbillede i relation til Rusland og sagde:  Rusland KAN i løbet af to år være en troværdig trussel mod enkelte Nato lande og vil i løbet af 5 år være klar til en stor skala krig i Europa”.

At FE vurderer, at Rusland inden for få år kan være i stand til at angribe Europa, er dog ikke en erklæring om, at Rusland VIL angribe Europa. Men det er ikke desto mindre denne trusselvurdering sammen med Mette F.s (regeringens) subjektive tro, der udgør regeringens eksplicitte grundlag for at kaste Danmark ud i en komplet hovedløs oprustning.  

I stedet for i panik og uden faktuel basis at råbe ”russerne kommer” og midt under pressemødet give sig til at rable ”Køb, køb, køb” (Mette F.) og ”Hastighed, hastighed, hastighed” (Troels Lund), burde Mette F. og regeringen stikke piben ind og stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor Rusland dog skulle angribe NATO/Europa? I en verden med højteknologiske atommissiler ville russerne ikke få andet ud af det, end deres egen destruktion.  

Som efterretningschef i FE, Anja Dalgaard-Nielsen, har konstateret: ”Frygt er et dårligt udgangspunkt for at handle. Danmark er ikke på randen af en krig (…) vores partnerskaber og alliancer er afgørende. Rusland ønsker ikke en krig mod et stærkt og samlet NATO”.

Efterretningschefen har helt ret. Det er igennem et stærkt NATO, at Danmark opnår eksistentiel sikkerhed. Men det er helt afgørende for et stærkt NATO, at USA er med. Hvis derfor Mette F. og regeringen virkelig mener, at truslen fra Rusland er ekstrem, så er det på høje tid, at først og fremmest Mette F. dropper sin til tider direkte flabede modstand mod USA. Desværre synes dette at have svært ved at trænge ind hos den tilsyneladende langt mere end almindeligt tykpandede danske statsminister, der benyttede pressemødet til at fyre endnu en af sine flabetheder mod USA afsted, nemlig da hun sagde: ”En våbenhvile i Ukraine på Ruslands præmisser er ikke det samme som fred”. 

Ikke at kalde USA’s forhandlinger med Rusland om en fred i Ukraine for netop en fred, men en ”våbenhvile”, har muligvis stor underholdningsværdi blandt EU’s inkompetente, detroniserede og handlingslammede Muppetshow-figurer, dvs. ledere, og gavner måske Mette F.s muligheder for engang at få en europæisk toppost, men det er næppe noget, der falder i god jord hos USA’s præsident, Donald Trump, og som sådan ikke er noget, der gavner Danmark. 

Summa summarum må regeringen (og danske politikere generelt) slå koldt vand i blodet, kaste Trump-aversionen af sig og erkende det faktum, at Trump ikke bare er Trump, men USA, dvs. den grundlæggende garant for Danmarks sikkerhed og frihed (en ”conditio sine qua non” faktor), i stedet for sammen med det udemokratiske og tandløse EU panisk og planløst at give sig til at smide milliarder og atter milliarder ud til mere eller mindre anvendeligt og forældet militærmateriel. 

Kort: Regeringen skal arbejde for at sikre Danmark og nationens fremtid gennem NATO/USA og ikke for sammen med EU at modsætte sig Trump og sikre Mette F.s karrierefremtid i EU.

24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.

Vær med til at sikre avisens fremtid

29,-/uge

Mindstepris 749,-

Adgang til arkivet

Avisen på mail

Ingen reklamer

Adgang til alle artikler

Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md.

19,-/uge

Mindstepris 989,-

Adgang til arkivet

Avisen på mail

Ingen reklamer

Adgang til alle artikler

Min. abonnementsperiode: 1 år –  kun 989kr. pr. år

Spar 1560 kr.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)