Rimer Demokrati stadig på Danmark?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Handler demokrati om de bløde værdier, og at vi skal være tolerante overfor alle? Er et demokrati eftergivende og naivt? For hvad stiller man så op, når det diametralt modsatte af et demokrati får fodfæste i et demokratisk land og helt åbenlyst arbejder på at afskaffe demokratiet for at indføre egen styreform?

Skal et demokrati så fortsat give efter og give plads til alle? Skal et demokrati også give efter for de udemokratiskes krav om mere og mere indflydelse, der, hvis de får magt, som de har agt, afskaffer demokratiet?

Vi skal såmænd kun omkring 80 år tilbage i tiden, hvor Europa også lod sig overliste af en fremmed politisk ideologi, som ingen gjorde noget for at stoppe, før det næsten var for sent – og det kostede en verdenskrig. Hele Europa er nu på vej til at begå samme fejltagelse, men denne gang er det ikke sikkert, at demokratiet vil overleve. For politikere vil hellere gøre deres egne fejltagelser end tage ved lære af andres.

Ser vi tilbage på de sidste 4-5 årtier, burde de fleste danskere stille sig selv spørgsmålet, er Danmark stadig et demokrati? Er vores højtbesungne demokrati i stedet på vej til at blive vores undergang som civilisation?

Men så har vi da heldigvis ”den fjerde statsmagt”, medierne, der er vores vagthunde overfor uduelige og korrupte politikere. Eller har vi? For det er et demokratisk problem, når medierne bliver delvist aflønnet af staten. Og det demokratiske problem bliver endnu større, når over 80% af de danske journalister stemmer rødt, mange endda mørkerødt, og de ikke formår at parkere egen politiske overbevisning derhjemme, når de går på arbejde.

Engang var journalistfaget en form for gravearbejde. Journalisten gravede sig ned i et emne, hagede sig fast og gav ikke op, før emnet var undersøgt til bunds. I dag kradser mange journalister kun lidt i overfladen og skynder sig så videre til et nyt emne. Er mainstreamjournalister til fals, blot prisen er høj nok? Man bider jo ikke den hånd, der fodrer én.

Vi oplevede det under Mette Frederiksens magtfuldkommenhed under den såkaldte corona-pandemi. Vi oplever det under Lars Løkke Rasmussens knæfald for fremmede magter, der vil beskære vores ytringsfrihed. Og vi oplever det med de to tv-stationers reportager fra USA, som er totalt blottet for undersøgende journalistik men udelukkende handler om at bringe journalisternes egne politiske holdninger til torvs.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvor mange ministerbiler kan man få for et fædreland?

Hvorfor graver medierne ikke i, at EU fortsat lader sine ydre grænser være åbne som en ladeport og tillader den fortsatte invasion af mennesker, der hader den kristne kultur og aldrig vil kunne integreres i demokratier som vores, men tværtimod gør hele Europa mere og mere ustabil? Jo, der er da lidt pipperi, men ingen journalistiske vagthunde glammer rasende, de lader sig i stedet klø bag ørerne for så at skynde sig at vende blikket den anden vej.

Og hvorfor har mainstreammedierne ikke slået det op med flammeskrift, at EU nu indfører censur på – i første omgang? – de sociale medier, så den nye fremmede kultur ikke skal udsættes for verbale krænkelser fra den etniske befolkning? Er vi ved at få indført fascisme ad bagdøren? Censur hører ikke hjemme i et demokrati.

Vi blev løjet ind i en union under den falske varebetegnelse Det Europæiske Fællesskab, EF, skønt unionen allerede var planlagt. I dag er vi så medlem af en udemokratisk og diktatorisk union, som vi aldrig har sagt ja til, og som er i fuld gang med at tilføre Europa millioner af mennesker med en hadefuld politisk ideologi, men som vi gang på gang får at vide, er en stor fordel for os.

Det kan så diskuteres, hvordan man definerer begrebet en stor fordel. Tænkes der mon på det meget høje tocifrede milliardbeløb, som det årligt koster os danskere at have i tusindvis af mennesker, der foragter både os og vores kultur, på offentlig forsørgelse? Eller tænkes der på vores fængsler, fyldt til bristepunktet af disse kriminelle kulturberigere? Eller hvad med alle overfaldene, drabene osv.? Er alt dette en fordel for os danskere? For hvor er mainstreammedierne, når islam endnu engang demonstrerer sin voldsparathed?

Kan det kaldes et demokrati, når befolkningen konstant bliver manipuleret af en journalistisk venstrefløj, som udelader, skævvrider og direkte lyver om, hvad der sker rundt omkring os, ikke kun her i vores eget lille land men også ude i verden.

Nu er det så klimaets tur til at blive brugt til en ordentlig omgang manipulation. Vi skal igen skræmmes, så vi glemmer alt andet og ydmygt takker ja til flere skatter og afgifter i klimaets hellige navn, for ellers går jorden under om kort tid. Og på vores stats-tv bruges børn i propagandaen, et mindre barn får stukket en mikrofon op i ansigtet, så hun for åben skærm kan fortælle, hvor bange hun er på grund af klimaforandringerne. Alle de klimaeksperter, der er lodret uenige med klimatosserne, bliver blacklistet i mainstreammedierne og kommer ikke til orde. Var der nogen, der sagde politisk censur?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Myndigheder og politikere lyver

Og imens skræmmekampagnerne får frit løb i mainstreammedierne, er de tavse som graven om den langt større fare, der truer os fra islam. I 2016 forsøgte TV 2 med skjult kamera i dokumentaren ”Moskeerne bag sløret” at afdække, hvad islam er. Fra imam Abu Bilal, moskeen på Grimhøjvej i Aarhus, lød det bl.a. fra en undervisning af kvinder og piger, ”hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag”. Ligeledes blev det dokumenteret, at der er shariaråd i Danmark.

Er der så siden blevet fulgt op på disse afsløringer? Har den slags blot fået lov til at fortsætte? Eller har mainstreammedierne pålagt sig selvcensur, så alt der berører islam og lugter blot en anelse negativt, bærer en mærkat med teksten, ”Må ikke berøres. Sprængfarligt emne” – helt bogstaveligt, hvad der derfor har fået vores journalistiske vagthunde til at stikke halen mellem benene og krybe i skjul.

Der bliver ikke lagt skjul på islams foragt for demokrati. Som imam Monzer Abdullah har udtalt, ”Demokrati kan ikke forenes med islam, som er en politisk ideologi. Det er en historisk kendsgerning, at islam har en bestemt natur. Hvis du presser den, slår den tilbage. Hvis du lader den være, spreder den sig”. Og ifølge ham er der intet at stille op imod islams fremmarch.

Islam er en antidemokratisk politisk ideologi på linje med nazisme og kommunisme og hører ikke hjemme i et demokrati. Islam går endda et skridt videre end de andre, idet islam ikke lægger skjul på, at alle, der ikke har samme politiske ideologi som de selv, skal dræbes.

Muslimerne fandt hurtigt ud af, at netop vores demokrati kan udnyttes til deres egen fordel. De opdagede, at ved selv at påberåbe sig demokratiet kan det bruges imod os. Eksemplerne er legio, den lange liste af særhensyn på grund af deres såkaldte religion, behøver ingen gentagelse, den kender de fleste.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvad er borgerlighed?

Er løbet kørt for vores Danmark? Er det allerede for sent at gå til modstand? I så fald bliver det vores efterkommere, der skal betale prisen for vores naive laden-stå-til, for de kommer til at vokse op ikke under den danske grundlov men under islams sharialove med hvad deraf følger af underkastelse, vold og kvindeundertrykkelse.

Har vi ikke krav på at få at vide, hvor vores kristne demokrati er på vej hen, hvis islams magt uhindret får lov til at vokse her i Danmark? Har vi ikke krav på, at medierne fortæller sandheden om islam i stedet for alle løgnene om denne ”kærlighedens religion”? Tør medierne ikke gå i kødet på islam, eller er journalisternes egen partifarve en hindring for at stikke spaden dybt ned i denne hadefulde politiske ideologi?

”Medierne og den journalistik, de producerer, har en vigtig funktion i et demokrati. En af grundstenene i et demokrati er, at borgerne har den bedst mulige forudsætning for at påvirke det samfund, de lever i, og har ret til at give deres mening til kende. Det sker ved frie valg af politiske repræsentanter, hvor magthaverne skal stilles til ansvar for deres handlinger. I den proces er det mediernes rolle at informere, afdække begivenheder og give borgerne adgang til oplysninger, så de kan vælge og handle på et oplyst grundlag”. Sådan opridses mediernes rolle i fagbogen Medier, politik og samfund.

Men hvor var medierne under den såkaldte pandemi for et par år siden? Hvor var vores vagthunde overfor magthaverne, da vi skulle tvangsvaccineres med en helt uprøvet vaccine, der viste sig at være mere dødelig og med flere bivirkninger end sygdommen? Er det stadig et demokrati, når magthaverne sætter militæret ind mod egen befolkning og tvangslukker folks private virksomheder?

Så nej. Demokrati rimer ikke længere på Danmark. Indtil videre er Danmark blevet et demokratur, som hastigt nærmer sig diktaturet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)