Rumble in the Tumble

Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

Ikke så snart havde Parlamentet i England godkendt den længe frygtede Online Safety Bill, ifølge teknologiminister Michelle Donelan ”en kæmpe omvæltning” af et stykke lovgivning, førend den blev svunget som et våben imod online video platformen Rumble. Rumble adskiller sig fra YouTube ved at insistere på at beskytte ytringsfriheden og derfor huser den mange alternative medier og politiske kommentatorer.

En af dem er den engelske tidligere standup-komiker Russell Brand, hvis særkende er, at han først og fremmest revser mediernes følgagtighed. Og nu kræver regeringen, at Rumble skal fjerne Brands mulighed for at tjene penge på sit show på Rumble, fordi Brand er blevet beskyldt for at have begået en række seksuelle krænkelser – for mere end ti år siden. Hvis ikke Rumble efterkommer regeringens krav, kan det i sidste ende betyde, at Rumble ikke kan operere i England.

Online Safety Bill, som skal beskytte borgerne mod mis-, des- og mal-information, er brolagt med gode intentioner. Loven skal beskytte børn mod at se pornografi, såvel som promovering af spiseforstyrrelser, selvskade og selvmord og andet voldeligt, der kan være skadeligt for helbreddet. Og det inkluderer misinformation om vacciner.

Intet af det, er Russell Brand anklaget for. Han forsvarer i sit show ytringsfriheden så meget, at han bliver beskyldt for at være højreorienteret, selvom han rent faktisk er venstreorienteret og støtter den engelske Labour leder Jeremy Corbyn. Brand mener ikke, at der kan eksistere er autoritet, der kan afgøre, hvad der er sandt og falsk. Et sandhedsministerium, med et Orwellsk ord, som vi tidligere har beskrevet, at amerikanerne har forsøgt sig med og som Søren Pind drømmer om.

Hvordan afgør vi, hvad der er sandt og falsk, hvis ikke vi har ideernes markedsplads? Vi kan være sikre på at staten lyver, hvis den tror den kan slippe afsted med det. Det er galt nok, som det er. Som New Zealands premierminister Jacinda Arden sagde i 2020; “We will continue to be your single source of truth… Unless you hear it from us it is not the truth.” Og så venter tyranniet – med de bedste intentioner, bevares.

Anklagerne imod Russell Brand fremkom i en dokumentarfilm, produceret af Channel Four. Her anklager en håndfuld kvinder ham for at være seksuelt krænkende – og endda for et enkelt tilfælde af voldtægt. Brand var i sin storhedstid som entertainer kendt for sine seksuelle eskapader og har siden talt meget om, at han var afhængig, også af pornografi. I perioder havde han samkvem med flere forskellige kvinder om dagen. Høj, mørk, sært smuk og en på overfladen stærk personlighed har han kunnet vælge og vrage – eller haft den opfattelse, som han blev feteret og dyrket gennem en årrække. Det er ikke svært at se, at der er voldsom asymmetri i opfattelsen af normalitet og personlige grænser mellem stjernen, der er sammen med endnu en kvinde og så den enkelte kvinde. Og man kan sagtens forestille sig at stjernen har følt sig hævet over almindelig anstændighed, beruset af dyrkelsen.

Men kvinderne er ikke efter mange år selv stået frem med deres historier. I stedet har Channel Four opstøvet så mange af de kvinder, som Russell Brand skulle have været sammen med, for at undersøge, hvor mange af dem, der følte sig forulempet. Gregg Gutfeld bemærkede i sin åbningsmonolog, at det er en besynderlig prioritering af journalistisk graver-arbejde, for den samme interesse synes der nemlig ikke at være om Epsteins klienter, Hunter Bidens computer eller Clinton Foundation. Medier elsker den slags gråzone historier højere end Joe Biden elsker børn med nyvasket hår, mente Gutfeld og pointerede hvor meget de selv svælgede i Brands seksuelle eskapader og persona dengang han ikke sagde noget kontroversielt.

Men nu er anklagerne der. Kultur, Medie, og Sportskomiteens formand Dame Caroline Dinenage skrev til Rumble, at komiteen var bekymret over den kultur Brand havde været en del af i sin tid som entertainer og den skade, det kunne gøre på eventuelle ofre for krænkelser, at se hans videoer. “Hvad gør platformen [Rumble] for at sikre, at dens indholdsskabere ikke bruger platformen til at underminere trivslen for ofre for uacceptabel eller endda kriminel adfærd?”. Rumble svarede at “forsøget på at kontrollere, hvem der har tilladelse til at ytre sig på vores platform og på den måde tjene til føden” var “utilbørligt og farligt”

Rumble kan blive straffet med store bøder og eventuelt blive lukket i England, hvis de trodser Online Safety Bill og flere har endda overvejet om Rumbles ejere kunne blive arresteret og retsforfulgt, skulle de have lyst til at besøge England. En tidligere direktør for Facebook, Lord Allan of Hallam, sagde således usolidarisk med Rumble: “Du kan ikke komme uden om dette her, ved blot at sige ‘jeg er en skør amerikansk platform, dette er ikke i orden’ og så tro at du bare kan få et fripas – de får ikke et fripas.” og så tilføjede han, meget kendetegnende for Facebooks filosofi, følgende foragt for ytringsfriheden: “Hele [Rumbles] filosofi er ytringsfrihed, en form for ‘rend mig’.”

Det er kritikere af medierne og det herskende regime, der først og fremmest mærker censuren. Rapperen Tory Lanez har aldrig fået lukket sin konto på Youtube, selv om han fik en dom på 10 år, for at skyde en kvinde i foden, med ordene “Dans kælling!”, skriver Konstantin Kissin. Og ifølge Raymond Zino har “Cardi B indrømmet at have røvet mænd efter at hun havde bedøvet dem med stoffer”. “Det handlede aldrig om Russell Brand” skriver Viva Frei “Det var en politisk undskyldning så regeringer over den ganske verden kan samarbejde med sociale medier og opnå absolut kontrol over dissens på internettet”. Og Glenn Greenwald mindede om at Rumble allerede er lukket i Frankrig fordi de ikke ville censurere, hvad de franske myndigheder anså som russisk propaganda.

Mike Benz, der i Trumps regering ledede Economic Bureau’s Information Technology & International Communications division, skrev sidste år, at hvor censur tidligere var en enkeltstående handling, er det i dag blevet til en industri. Skiftet skete med Brexit og Trumps sejr, som demonstrerede, for den siddende orden, de negative konsekvenser af den frie debat. Især de amerikanske efterretningstjenester pressede de store IT-firmaer ind i et samarbejde om at moderere stadigt mere indhold. Omfanget af det samarbejde blev afsløret, da Elon Musk købte Twitter og løftede lidt af sløret for, hvad der foregår under de uskyldigt udseende algoritmer. Musks forsvar for ytringsfriheden har således gjort ham til et mål for den amerikanske regering, der har indledt allehånde efterforskninger af hans virksomheder.

Og fra anden side angribes han, som jeg beskrev for et par uger siden. En aktivistisk interesseorganisation, Anti Defamation League, fremkom med beskyldninger om, at den ytringsfrihed Musk tillod på Twitter havde ført til en mindre eksplosion i antisemitisme. Det var løgn, men medierne viderekolporterede anklagen og annoncører trak sig med store indtjeningstab til følge. Ram kritikerne på pengepungen er taktikken.

Et sådant forsøg kunne man i forrige uge bevidne, da stifteren af Barstool Sports Dave Portnoy fandt ud af, at Washington Post ville bringe et portræt af ham, hvor han blev hængt ud for at være misogyn og racist. En sådan historie kunne true økonomien under hans planlagte pizza festival. Portnoy var ikke selv blevet kontaktet af avisen, så han ringede i stedet til journalisten, med det i denne forbindelse opsigtsvækkende efternavn Heil (Portnoy er jøde) og kvalte totalt historien.

Forsøget på at underminere Russell Brands økonomiske model, for angivelige krænkelser han måtte have begået for år tilbage, er kun et forsøg på at knægte dissens. Brand må stå til regnskab for loven, eller det renomme som den offentlige debat skaber. Det er berømthedens lod, men det skal ikke være staten, der dikterer, hvem der må ytre sig. Morderen Jørgen “Jønke” Nielsen udgav en børnebog, mens han sad i fængsel. “Fra 1998-2008 havde han modtaget i alt 600.000 kroner af statens penge for at have sine bøger til udlån på landets biblioteker” står der på Wikipedia. Man kan synes om det, som man vil, men sådan må det være.

Rumbles forsøg på at forsvare Brands ret til at kunne ytre sig har, som for Musk, ført til at en række annoncører har trukket sig. Det vil sige, at de etablerede medier, kan straffe de konkurrerende opkomlinge økonomisk, blot ved at beskylde dem eller deres brugere for amoralsk adfærd. De etablerede medier synes at skubbe begejstret på denne udvikling, tilfredse med at læse regeringens bulletiner op.

England er ikke længere et frit land. Sidste år  blev en 45-årig kvinde arresteret, fordi hun bad en tavs bøn i nærheden af en abortklinik, skriver Jonathan Turley. Politiet henvendte sig til hende og spurgte om hun stod og bad en bøn. “jeg kan godt have haft bedt, men det var inde i mit hoved” svarede hun og det var det. En forordning fra tidligere på året stipulerede at en bøn i nærheden af en abort klinik er en kriminel handling.

Året før blev en 52-årig gangbesværet mand idømt 4 års fængsel for det, som dommeren kaldte “giftig ideologi”. Manden, der boede sammen med sin mor, havde nemlig en masse nazi-memorabilia i sit hjem. Dommeren blev helt Orwellsk og sagde: “Jeg dømmer Dem ikke for Deres politiske standpunkter, men for den ekstremitet der gør de synspunkter farlige”

“Det er helt tydeligt, at De er en højreorienteret ekstremist, Deres entusiasme for denne frastødende og giftige ideologi er demonstreret i den visuelle og racistiske ikonografi De har studeret og angiveligt delt med andre.”

Med andre ord, vil man fremover kunne fængsle Russell Brand for ‘nursing a semi’.