Rygklapperi af værste skuffe, Thomas Larsen

Lige siden 2016 har danske medier publiceret et hav af artikler om globaliseringens negative konsekvenser og populismens fremmarch.

Den 13. feb. 2016 skrev Berlingske således: ”Rationelle protestvælgere vil noget andet end midten og har for længst opdaget, at de etablerede partier kun har meget vage og utilstrækkelige svar på de negative konsekvenser af de åbne grænser og den globale frihandel”.

Den 9. sept. 2016 skrev Berlingske: ”Valgkampen anno 2016 har i manges øjne været en ventil for middelklasseamerikanerens vrede over at have tabt økonomiske muligheder, set sit job forsvinde til udlandet og sin by forsumpe i fattigdom og stofmisbrug. Mens indkomsten hos den rigeste én procent er steget 137 pct., i utallige undersøgelser siger omtrent halvdelen af de ikke-collegeuddannede hvide, at de har mistet troen på en bedre økonomisk fremtid”.

Den 22. sept. 2016 skrev Børsen: ”Mere traditionelle politikere har svigtet deres pligt til at organisere samfundet på en måde, så økonomisk fremgang kommer alle til gode. Mest tydeligt er det nok i USA, hvor levestandarden for de mellemste indkomstklasser stort set ikke er gået frem i de sidste 30 år. Det er den vælgergruppe, Donald Trump går efter”.

Den 7. dec. 2016 skrev Berlingske: ”Populisternes nationalistiske og protektionistiske argumenter finder gehør, præcis fordi frihandel og globalisering rigtig nok har ført til en uhørt økonomisk fremgang og øget velstand, men netop ikke for alle grupper i samfundet. Det er korrekt, at millioner af mennesker i den vestlige verden er tabere i den udvikling. Primært fordi de ikke har forudsætningerne for at deltage i den arbejdsdeling, der bringer gevinsten”.

I anledning af den globaliserede elites topmøde i Davos har Berlingskes Thomas Larsen dedikeret hele 4 sider til den globaliseringsbegejstrede danske deltager, Jim Hagemann Snabe, som er formand for danske A.P. Møller og tyske Siemens.

Snabe udtaler bl.a.: ”Der er en stor gruppe mennesker, der føler sig presset på deres lønninger og frygter for deres job. Erkendelsen er kommet for sent. Vi skulle først have Brexit og Trump, før vi indså, at mange mennesker sagde stop”.

Det er en kvik mand, der er formand for A.P. Møller og Siemens. Han har kun været 3 år om at erkende dette.

Thomas Larsen mener også, at Snabe er kvik. ”Så skarp er analysen fra en af Danmarks mest centrale erhvervsledere” er hans kommentar til de banaliteter og fortærskede sandheder, som Snabe fyrer af.

Hvad kan man lære af det?

Det står ikke så godt til med centrale erhvervslederes analytiske evner.

Og der er ingen grænser for rygklapperiet på Berlingske.

André Rossmann

 

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)