Salman Rushdie er blevet lakmuspapiret på vores forhold til islam

Det var på lange stræk Ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie i februar 1989, der på en gang markerede starten på de seneste 34 års terrortrusler i Europa og definerede islams massive og vedholdende pres på vores kultur og vores værdier.

I august sidste år ramte det attentat Salman Rushdie, som har truet ham siden 1989. Han overlevede, men ikke uden varige mén. Attentatet mod Rushdie blev bemærket af medierne, men fik ikke nær den opmærksomhed, det fortjente. For ligesom fatwaen mod ham i 1989 markerede indgangen til en tidsalder med massivt muslimsk pres på Vesten, så er attentatet i august en tilsvarende markør for, at islams trussel mod vores frihed bestemt ikke er aftaget, men tværtimod er present og tiltagende.

Til gengæld er vores opmærksomhed på truslen fra islam aftaget i foruroligende grad: vi er blevet metaltrætte efter 35 års evindelige debatter om tørklæder, kønssegregering, halal-mad i daginstitutioner, bandekriminalitet, ghettodannelse, muhammedkrise og hvad-har-vi-alt af muslimske særkrav og trusler. Det har udvidet rammerne for det normale og sløvet vores fokus på truslen fra islam, hvilket er forståeligt nok, for det er det nærmest en tilsnigelse at kalde de seneste 35 års integrationsdebat for et tema med variationer, for det har været det samme og det samme om og om igen. En dans på stedet.

Attentatet på Rushdie i august rummer i den forstand stor symbolværdi: Fra den totale støtte og opbakning til Rushdie og ytringsfriheden i hele Vesten og den unisone  fordømmelse af præstestyret og fatwaen i 1989, til en halvlunken og nedtonet mediedækning og fravær af skarp fordømmelse fra den vestlige verdens ledere i 2022. Reaktionerne på Rushdie-attentatet er et sindbillede på Vestens metaltræthed, når det gælder islam. Vi orker ikke at høre mere om det – og slet ikke, når der er så mange ting, der (også) kræver vores opmærksomhed.

Og her ligger det fundamentale problem, for vores modstander bliver aldrig træt af at holde fokus. Det er en indlejret del af islam at fordre underkastelse og lydighed og der er intet over eller ved siden af islam.

Derfor er islams pres på vores kultur, vores samfund og vores værdier også konstant – endda tiltagende, og vi tager det ikke så alvorligt, som vi burde: Mordet på den franske skolelærer Samuel Paty har skræmt danske lærere og underviser i en grad, så deres foreninger entydigt bakker dem op, når de afviser at vise muhammedtegninger i undervisningen. Politiet har givet op, og kan ikke længere beskytte Rasmus Paludan i det omfang han vil demonstrere foran den tyrkiske ambassade. Det Radikale Venstre går ikke i rette med deres viceborgmester i Høje-Taastrup, der vil have ytringsfriheden indskrænket og offentligt på sin Facebook-profil fejrer politiets kapitulation.

Lærernes frygt for voldelige repressalier fra krænkelsesparate muslimer, hvis de viser muhammed-tegninger i undervisningen, er sammen med politiets manglende evne til at passe på Rasmus Paludan to massive, muslimske magtdemonstrationer, der viser, at islam både har vundet en afgørende sejr i og over en af vores vigtigste, kulturbærende institutioner (folkeskolen) og har bragt statens voldsmonopol i knæ.

Læg hertil de konstante og ildevarslende historier fra vore nabolande England og Sverige, der begge er på randen af et retsstatskollaps, udelukkende på grund af svigtende vilje til at bekæmpe islams indflydelse i det sekulære samfund.

Salman Rushdie står næppe endnu et terrorangreb – endnu en lakmusprøve – igennem, men det burde heller ikke være nødvendigt: alle advarselslamper blinker for at markere, at det er på høje tid, at vi tager truslen fra islam alvorligt og igen gør islams indflydelse i vores samfund til den primære politiske dagsorden, hvis vi vil bevare os selv.