Skal du ud og ordne haven, så husk at låse yderdøren og luk vinduerne ud mod vejen. Og hold i tilgift altid terrassedøren låst, når du ikke er i nærheden. Skal du rejse, så se på din bolig med tyvens øjne, inden du tager afsted.
Pinsen er lig med sammenkomster med familie og venner – og havearbejde, hvis vejret tillader det.
Det er dog ikke udelukkende beboerne på vejen, der ser frem til pinsen. Det gør mange indbrudstyve desværre også, da helligdagene er lig med boliger, der er nemme mål for ubudne gæster.
Luk ikke tyven ind
“Enkle tommelfingerregler kan dog gøre en stor forskel, også selvom du er hjemme i pinsen. Skal du ud og ordne haven, så husk at låse yderdøren og luk vinduerne ud mod vejen. Og hold i tilgift altid terrassedøren låst, når du ikke er i nærheden. En tyv har blot brug for nogle sekunders arbejdsro, hvis han spotter en ipad eller en anden værdifuld genstand i stuen, hvor han uhindret kan komme ind”, påpeger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsesenhed.
Vicepolitiinspektøren kommer desuden med en opfordring til alle de borgere, der bliver hjemme i pinsen: Hold øje med kvarteret.
“Ingen er bedre end naboerne til at observere ændringer i gadens normale billede. Hører denne mand eller dette køretøj til i min gade? Kan det være en tyveknægt, som forbereder et indbrud? Ved at få naboerne til at holde ekstra øje med mistænkelige personer, kan vi reducere indbrud med helt op til en fjerdedel”, pointerer Chr. Østergård.
Han peger i den forbindelse på, at det kan have en meget stor effekt blot at sige ”hej” til en person, der ikke hører til i kvarteret, og venligt spørge, om han har brug for hjælp.
“Tyvens største frygt er at blive genkendt. Og jo mere liv, der er i kvarteret, jo større er chancen for, at tyven vælger området fra”, understreger vicepolitiinspektøren.
Han opfordrer også borgerne i kvarteret til at gå sammen som nabohjælpere, hvor man i fællesskab gør det svært for en tyv at spotte, om en bolig reelt er tom i pinsedagene.
Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.
Gode råd inden du pakker kufferten
Chr. Østergård kommer endvidere med en håndfuld gode og hurtige råd til borgerne, der rejser væk i pinsen.
Fortæl ikke tyven, at du er væk
Lad være med at fortælle om rejseplanerne på Facebook, læg ikke et foto af pinsefrokosten på Instragram og fortæl ikke på Linkedin, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele minderne til du er kommet hjem, tyven læser måske også med.
Er din stue et udstillingsvindue?
Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem?
Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle.
Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.
Er der mon nogen hjemme?
Lidt opvask i køkkenet, vasketøj på snoren, legetøj i haven samt en kaffekop og en opslået avis på stuebordet. En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven fravælger dit hjem.
Hvor kigger tyven efter værdierne?
Rigtig mange borgere opbevarer smykkerne i soveværelset og på badeværelset. Det ved tyven, hvis han kommer på besøg. Vær derfor kreativ og find alternative gemmesteder til værdierne.
Hjælp ikke tyven med at bryde ind
Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme.
Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med – mere avanceret værktøj skal der ikke til.
Husk også at låse stiger og andre redskaber inde.
Læs mere på
- Nabohjælp.dk
- Stopindbrud.dk
- Stop e-hæleri.dk
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)