Mens regeringen er i færd med at bringe Danmark i kunstig balance gennem udflytning af statslige arbejdspladser, er der ingen evidens for, at udflytningen vil skabe ”vækst i hele Danmark” eller bremse urbaniseringen. Den reelle dagsorden bag udflytningen er at tækkes Venstres og DFs partifæller i Udkanten og købe billige Udkants-stemmer. Pris: 1 mia. skatteyderkroner.
I valgkampen i 2015 spillede spørgsmålet om udflytning af statslige arbejdspladser fra København til Udkantsdanmark en central rolle. ”Det skæve Danmark” var et stort tema, hvor især Venstre og DF stod for at ville vende udviklingen. Venstres strategi for udflytning af statsjob kom efterfølgende med i regeringsgrundlaget. Officielt hed det sig, at formålet var at skabe en mere ligelig geografisk fordeling af job og vækst i Danmark. De statslige arbejdspladser skulle være med til at modvirke tendensen til koncentration af befolkning og arbejdspladser i og omkring de større byer. Den reelle dagsorden var imidlertid at tækkes Venstres og DFs partifæller i Udkanten og købe billige Udkants-stemmer.
Urbanisering er en global kraft
Vandringen fra land til by og urbanisering er en global megatrend, som fortsætter med fuld styrke og som ikke kan vendes. Troede man, indtil Venstre besluttede at rulle udviklingen tilbage. Edward Glaeser, professor ved Harvard University i USA, der forsker i urbanisering, mener, at folk over hele verden flytter derhen, hvor der er arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og grundlag for at leve det liv, som de fleste moderne mennesker gerne vil leve med skoler, institutioner, fritidsliv og kulturtilbud. Det er derfor spild af penge at støtte udkantsområder med store økonomiske tilskud, statsjob eller nye motorveje. Det får ingen effekt i det lange løb, mener han.
Urbaniseringen er en global megatrend, som man enten kan bruge skatteydernes penge på at stoppe eller forberede befolkningen på, at udviklingen er uundgåelig. Miljøministeriet og KL har i en fælles rapport konkluderet, at udviklingen i yderområderne ikke kan vendes, og at urbaniseringen er kommet for at blive. Derfor ”handler det i de kommende år i høj grad om afvikling og satsning på blødere områder som madkultur, golfbaner og rekreative områder”. Venstre har imidlertid valgt at bruge ca. 1 mia. skatteyderkroner på at standse en udvikling, der ikke kan standses.
Ingen dokumentation for udkantsvækst
Talrige danske eksperter såsom overvismand og professor ved Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Henrik Christoffersen fra den liberale tænketank CEPOS, vicedirektør Jens Hauch i Tænketanken Kraka, Anne-Mette Hjalager, professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv, samt eksperterne i Miljøministeriet og KL har peget på, at der ikke er noget i forskningen, der påviser, at udflytning af offentlige arbejdspladser til yderområderne skulle kunne sparke gang i væksten.
Ifølge professor og økonomisk vismand Michael Svarer viser erfaringerne fra både Norge og Storbritannien, at udflytning af statslige arbejdspladser kun skaber ganske få private arbejdspladser. Eftersom kun få medarbejdere flytter med arbejdspladserne ud af København, vil udflytningen suge beskæftigelse ud af lokale virksomheder i Udkanten. Med andre ord: Hvis der flytter meget få medarbejdere med, stiger behovet for at ansætte flere af dem, der i forvejen har et job i lokalområdet.
Tab af viden, kompetencer og produktion
Udflytningen vil erfaringsmæssigt resultere i tab af viden og kompetencer, en produktionsnedgang, forringet kvalitet i sagsbehandlingen og lange sagsbehandlingstider. For ikke at tale om de mange splittede familier, hvis liv er slået i stykker. De fleste har jo en ægtefælle, som også arbejder, børn og sammenbragte børn og måske forældre, som der skal drages omsorg for.
Giulia Faggio, professor på London School of Economics, som ligeledes forsker i udflytning af statslige arbejdspladser, henviser til erfaringerne i Storbritannien, hvor ekspertise, viden og kompetencer, som det har taget årtier og mange millioner pund at opbygge, er gået tabt som følge af udflytningen. Bente Flindt Sørensen, fhv. statsforvaltningsdirektør, peger på erfaringerne fra udflytningen af store områder inden for statsforvaltningen, som har kostet betydeligt både på kvalitet og produktivitet og givet længere ventetider for borgerne. Kompetencetabet er allerede i gang, hvilket kan aflæses i en længere sagsbehandlingstid på flere områder.
I det humoristiske hjørne sagde professor ved Aalborg Universitet med speciale i offentlig ledelse og økonomistyring, Per Nikolaj Bukh, med jysk underfundighed: ”Udflytningen behøver ikke gå ud over fagligheden, men risikoen er til stede. Og jyder kan i princippet være ligeså dygtige. Det er de faktisk ofte”.
Arrogant regering blæser på eksperterne
Selv om regeringen brøler om, at Danmark skal være et ”videnssamfund i verdensklasse”, demonstrerer samme regering i bedste Klods Hans-stil, at den er flintrende ligeglad med viden og de mange eksperter, der har advaret om, at der ikke findes fagligt belæg for, at udflytningen af statsjob stimulerer den lokale økonomi.
Regeringen er så arrogant, at den ikke engang ønsker at afvente en rapport fra Rigsrevisionen, der skal evaluere erfaringerne fra regeringens første udflytningsrunde. I sit regeringsgrundlag har regeringen ellers skrevet, at ”udspillet til næste udflytning vil blive baseret på erfaringerne med de allerede besluttede udflytninger”. “Vi vil det her politisk,” konstaterede Løkke. “Vores politik trækker vi ikke nede i Rigsrevisionen, den trækker vi i vores regeringsgrundlag“. Udflytningen handler altså ikke om at ”bringe Danmark i balance”, men om et politisk valg. Og Udkantens stemmer naturligvis.
En vindersag i Udkanten
Alle ved, at udkantens problemer ikke bliver løst ved at drysse 4.000 statsjob ud over hele landet. Det er borgmestrene i Udkanten også klar over. Men den symbolske værdi vægter ekstrem højt i provinsen. En stor statslig arbejdsplads er jo en blåstempling af kommunen. ”Det, man ser på lokalt, er, at der tilføres statslige arbejdspladser. Ud over København og Nordsjælland er det en total vindersag i resten af landet”, siger politisk kommentator Hans Engell. Ikke alle er enige. Herlevs borgmester gav f. eks. udtryk for, at Venstre ville blot tækkes jyske kernevælgere uden skelen til faglige argumenter. Der er jo ingen af dem, der er valgt i en valgkreds i Jylland og på Fyn, der tør sige, at det er bedst for hele landet at fortsætte koncentrationen omkring København.
Udflytningen af statsjob er styret af politisk populisme i stedet for at være objektivt og fagligt funderet. Formålet med øvelsen er at købe stemmer de steder i Danmark, hvor man kan købe dem billigt. De statslige arbejdspladser flyttes af hensyn til politikernes valgkredse og ikke for at rette op på ubalancer. Senest har en særkørsel, som Danmarks Statistik har udført for Ritzau, vist, at udflytningen er en narresut. Selv om regeringen i første ombæring har flyttet 2.500 stillinger, har Udkanten ikke fået 2.500 arbejdspladser. I perioden fra 2015 til 2017 har de fire regioner uden for hovedstaden nemlig samlet set mistet 9 job.
Udflytningen er således ren symbolpolitik og elendig forvaltning af skatteydernes penge. Stik imod eksperternes ord har regeringen brugt sin politiske magt og 1 mia. kr. til at fortsætte en perspektivløs omfordelingspolitik, stoppe en megatrend, der ikke kan stoppes, og understøtte politiske venner med øgede skatteindtægter, som i overvejende grad vil gå til højere kommunale udgifter og ikke job og vækst i den private sektor.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)