Sidste søndag i kirkeåret


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Prædiken 25/11 2018: Sidste søndag i kirkeåret

”Kom til mig og jeg vil give eder hvile”, siger Jesus til os. Men hvad betyder hvile? Ja, hvile betyder her noget helt andet end vi i dag almindeligvis mener med ordet. 

For os i dag betyder hvile vel noget i retning af at ligge på en moderne boksmadras med elektriske hævemekanismer, eller det betyder at sidde i et varmt spabad med rigeligt med bobler.

Eller vi kan højstemt tale om “den evige hvile”, hvormed man oftest mener en død som – håber man – gør mennesket til intet.

Også mennesker som ikke tror på Gud kan jo om en afdød sige: “Nu fik han fred.” Hermed mener de ikke at han fik fred i Gud, nej de mener at han fik fred i intetheden. 

Hvilket jo så også i virkeligheden betyder at man tror han får fred fra enhver tanke om gud

Tomheden er hans hvile, tror man. Men det er naturligvis usandt. Thi intet menneske får nogensinde fred for Gud. Alle mennesker skal efter døden stå foran Guds domstol. 

Den fred og den hvile Jesus taler om betyder altså noget ganske andet end fred i denne verden. 

Når Jesus taler om fred, så mener han fred i Gud, og når man har fred i Gud, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at man har fred i verden. Jesus understreger tværtimod ofte at fred i Gud øger risikoen for ufred og krig i verden. 

Kun ham der intet mener og intet ståsted har, kun han som er evigt føjelig og som på samme måde som en kamæleon tager farve efter omgivelserne, kun han har stor mulighed for at undgå ufred og krig i denne verden. 

Men den der har fred i Gud han har netop i denne fred et urokkeligt ståsted. 

Fordi hans ståsted er urokkeligt, derfor blæser han ikke med vinden og derfor kommer dem der blæser med vinden let til at støde ind i ham. 

Derfor oplever de kristne,  siger Jesus, meget lettere ufred på jorden. “Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus.

På samme måde er det med ordet hvile. Det har intet med elektriske boksmadrasser eller havestole en dejlig lun sommeraften at gøre. Ja, det har i første omgang ikke engang at gøre med at finde hvile i sig selv.

Men hvad betyder det så når Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Det betyder hvile i Gud på samme måde som en kæde finder hvile på et tandhjul eller endnu bedre som en kugle finder hvile i et kugleleje.

Kuglen må netop hvile fast og sikkert i sit leje for at den kan arbejde for fuld kraft. For at kunne udføre det den er skabt til at udføre.

På samme måde må den der står midt i sin gerning i livet – midt i livets  kamp – også hvile sikkert i Gud for at kunne udføre det han er bestemt til.

At ”hvile i Gud” betyder at hvile i evangeliet om Gud som blev menneske, Gud som ofrede sit liv for vores skyld, for med sin død at betale for vores synd og som opstod fra de døde for at føre os hjem til den sande hvile i Gud. Ikke tomhedens hvile, men glædens og lovsangens hvile.

Dette evangelium betyder ikke, at vi nu kan lade vort arbejde i verden hvile. det betyder ikke at vi kan lade hjulene gå i stå. Tværtimod.

Det betyder ikke at vi kan holde op med at gå i krig når vi trues af det onde. Tværtimod.

Vel skal Gud nok sørge for den lykkelige slutning, men  det betyder ikke at vores forpligtelser bliver mindre. Tværtimod.

Den hvile Jesus taler om betyder at Guds nåde og velsignelse kommer til os dér hvor vi er: Midt i livets kamp.

Derved finder vi hvile fra den tungeneste og mest umulige af alle byrder. Den byrde man i gamle dage kaldte at frelse sig selv og som i dag hedder at realisere sig selv. 

Og det er måske netop den værste  og mest forbandede byrde der i vores samfund lægges på menneskene. 

Byrden der hedder at skulle være ”det kompetente  menneske”, ”det kreative menneske”, der skal skabe historien om sit eget liv. Være sit eget livs historiefortæller. Være hovedperson i sit eget liv.

Det er en forbandelse, thi det er at lægge en byrde på menneskets skuldre som intet menneske har styrke til at bære. 

Og når man tvinges til at lade som om man har styrken til at bære den, så er det at vi er hyklere. De farisæiske og selvretfærdige hyklere som Jesus kalder kalkede grave og sminkede lig.

Enten må man lyve byrden lettere end den er eller så må man lyve sig selv stærkere. 

Kun i kristendommen, dvs. kun i troen på syndernes forladelse ved Jesu død på korset i vores sted, bliver det muligt med åbne øjne at erkende byrdens tyngde og at det på forhånd er umuligt for mennesket at bære den.

VI kan erkende byrdens vægt fordi evangeliet første ord netop er at byrden er taget af vores skuldre ved Jesu død på korset.

Fordi Jesus dør på korset, derfor kan han sige til os:

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give eder hvile.”

Her henvender han sig til alle. Men det frygtelige ved hykleren er at hykleren påstår at han ikke er træt og at byrden er mulig for ham selv at bære. Derfor kommer han ikke til Kristus. 

Men enhver som véd at byrden er for tung for et menneske, enhver som véd at meningen med livet ikke er i menneskets hånd men alene i Guds, han bør i denne erkendelse straks lade sig vise hen til Kristus. 

Og det vil bl.a. sige at lade sig vise hen til kirken hvor Jesu ord gøres til vores og hvor vi derfor på egne vegne kan sige:

“Jeg priser dig, fader, himlens og jordens herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, thi således var det din vilje.”

AMEN

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb