SVM’s arbejdsudbudsreformer er fugle på taget

Den nye SVM-regering markedsfører sig selv som en regering, der vil gå reform-amok og omkalfatre det danske samfund. Det ordrige regeringsgrundlag indeholder imidlertid mange ambitioner og planer, men ingen substans. Alt tyder derfor på, at regeringen vil justere på de sædvanlige knapper for at bevare velfærdsstaten som den er. Til at starte med vil man sylte de planlagte reformer i kommissioner og udvalg, som ikke forventes at være klar med deres konklusioner og anbefalinger før om 3-4 år. Statsministeren har desuden understreget, at der hverken bliver rokket ved det eksisterende system af forlig og aftaler. Det betyder, at alle forligsdeltagere har vetoret over for alle forslag til ændringer af de eksisterende aftaler. Resultatet bliver derefter: ingen fornyelse, kun mere af det velkendte.

Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, vurderer, at de bebudede reformer overhovedet ikke er den revolution, som SVM-regeringen og kommentariatet gør det til. ”Skalaen for de nye initiativer er ikke historisk målt mod standarden for danske reformregeringer”, skriver Corydon i en leder. Og Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, mener, at ”hele reformen af den offentlige sektor, frisættelsen og opgøret med bureaukrati og regler er meget fluffy formuleret” og spørger retorisk, om ”det igen bliver ved de store ord, når det gælder den kriseramte offentlige sektor, hvis størrelse heller ikke sættes til debat”.

En af landets mest fremtrædende økonomer og tidligere overvismand, Michael Svarer, svarer ”nej”, når man spørger, om SVM-regeringens økonomiske reformprogram er ambitiøst i et historisk perspektiv. ”Den afviger ikke markant fra det mønster, vi har set på den økonomiske politik de seneste 30 år”, siger Svarer. Og ifølge Niels Storm Knigge, der er seniorøkonom i tænketanken Kraka, er det ”velkendte knapper”, SVM-regeringen skruer på.

Lad os se på, hvordan SVM-regeringen påtænker at løse en af de største udfordringer, som Danmark står over for, nemlig manglen på arbejdskraft. I regeringsgrundlaget står det, at regeringens mål er at øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. For at nå dette mål vil regeringen lancere følgende reformspor:

Flere skal have mulighed for at gå fra deltid til fuldtid

Der er et stort potentiale i at løfte flere offentligt ansatte fra deltid til fuldtid, påstår regeringen. Aktuelt arbejder 26 pct. af kommunalt ansatte på deltid. Der er titusindvis af ansatte inden for de faggrupper, hvor manglen er allerstørst, der ikke arbejder 37 timer om ugen. Så meget arbejder kun 26 pct. af sosu-hjælperne. For sosu-assistenterne er tallet 40 pct. Blandt pædagogerne arbejder 48 pct. fuldtid. Og hos sygeplejerskerne er det 57 pct.

Men at flytte ansatte fra deltid til fuldtid er ikke noget quick fix, fordi deltidsansættelser er en del af en fastgroet kultur hos arbejdsgivere og arbejdstagere. Flere arbejdsmarkedsforskere påpeger, at det vil kræve en stor ændring af mentaliteten og personalepolitikken. Og det er i hvert fald slet ikke noget, man kan styre centralt. Skal det lykkes, afhænger det af beslutninger decentralt i familierne og hos dem, der ansætter.

Ifølge Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune, bunder det i kultur og ikke regler, når mange offentligt ansatte vælger at være på nedsat tid. ”Er man et par, hvor den ene arbejder fuldtid, kan det være rart for at få familiens logistik til at hænge sammen ved, at ægtefællen er på deltid”, siger Michael Ziegler. Hertil kommer, at valget mellem mere fritid og mere arbejde og dermed løn i vid udstrækning påvirkes af skatten, fordi løn og ekstra arbejdsindsats beskattes hårdt, men det gør fritid ikke. Den høje danske beskatning af arbejde har sin pris.

Flere ikke-vestlige indvandrere skal i arbejde

Dette reformspor har især ikke-vestlige (læs: muslimske) indvandrere som målgruppe – og det er nærliggende, at indsatsen kommer til at berøre de svagere ledige, der ikke har fået gavn af opsvinget. Omkring hver fjerde kvinde, der har været på kontanthjælp i ti år eller mere, har muslimsk baggrund.

Arbejdspligt for muslimer er en gammel traver. ”Flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande skal yde noget for at få kontanthjælp. De skal arbejde mere for ydelsen, og det skal helst være på en arbejdsplads. For målet er at få et rigtigt job. I første omgang skal de nye vilkår gælde i to år”, sagde Helle Thorning Schmidt (S) i nytårstalen i 2015. Det blev ved truslerne. I april 2021 bebudede Mette Frederiksens regering, at den ville tvinge alle muslimer, der har fået opholdstilladelse her i landet, til at være i beskæftigelse eller aktivering i 37 timer om ugen. Det blev ved truslerne. Nu er det SVM-regeringens tur.

Det morsomme er, at undersøgelser viser, at kun et lille antal – ca. 250 – ventes at blive løftet ud af offentlig forsørgelse som følge af forslaget om 37 timers aktivering om ugen. Samtidig kunne Dansk Erhverv oplyse, at et krav til de ca. 90.000 muslimske indvandrere på offentlig forsørgelse om aktivering i 37 timer ugentligt vil blot berøre knap hver fjerde indvandrer. 51.000 af de 90.000 indvandrere er i dag placeret på ydelser, hvor der ikke kan stilles krav om aktivering i 37 timer. 17.000 kan ikke aktiveres på grund af helbredsmæssige, personlige eller sociale udfordringer. Det efterlader kun 22.000 indvandrere, som kan aktiveres.

Det er tvivlsomt, om det vil lykkes for SVM-regeringen at gennemføre den bebudede 37-timers arbejdspligt. Det er der meget, der taler imod. Dels er de berøringsangste folketingspolitikere ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i. Og dels obstruerer migrantvenlige embedsmænd på alle niveauer i det danske samfund udlændingepolitikken for at beskytte muslimerne. Regeringens 37-timers arbejdspligt må derfor regnes for en stor fugl på taget.

Flere ufaglærte og faglærte skal opkvalificeres

I aug. 2020 indførte den socialdemokratiske regering en midlertidig ordning, der frem til udgangen af 2022 skulle give ledige ufaglærte og faglærte mulighed for at få 110 procent af den normale dagpengesats, hvis de til gengæld opkvalificerede sig på en række udvalgte erhvervsuddannelser. Dette på trods af, at Rockwool Fondens Forskningsenhed advarede om, at ”rigtig meget” forskning ”peger på, at der egentlig ikke er nogen effekt på beskæftigelsen i mange af de indsatser omkring uddannelse, som vi bruger – især ikke for de ledige”, samt at der er tvivl om, hvorvidt de kvalifikationer, ledige har fået, ”overhovedet hjælper dem til i højere grad at finde job efterfølgende”.

Problemet er ganske enkelt, at effektiv opkvalificering forudsætter evner og motivation, som Dovne Robert, Fattige Carina, Blå Bjarne og Mohamed ganske enkelt ikke har. Internationale eksperter, herunder lektor Lars Skipper fra Aarhus Universitet, har påpeget, at man ikke kan opkvalificere +40-årige ufaglærte til faglærte, da disse mangler basale evner og arbejdsmoral. At gøre ufaglærte til faglærte er derfor ikke kun ineffektivt, men også usædvanlig dyrt.

Hertil kommer, at de danske ledige er fanget i, hvad OECD kalder en ”inaktivitetsfælde”, hvilket betyder, at gevinsten ved at tage et arbejde ikke er stor i forhold til det, man kan få på overførselsindkomst. Ifølge OECD’s beregninger svarer det til at betale en skat på 87 pct., når man går fra offentlig forsørgelse til et lavtlønnet job, hvis man indregner boligstøtte og friplads i institutioner. Ifølge Dansk Erhverv klager 68 pct. af deres medlemmer over, at ufaglærte ikke søger de ledige jobs. Gevinsten er for lille i forhold til at være på ledighedsydelse eller kontanthjælp. Dem der meget kortvarigt kommer forbi en virksomhed, gør det kun fordi de skal have ”optjent” retten til fortsat at være på passiv forsørgelse. Mange steder udfoldes der en betydelig kreativitet for at undgå at blive arbejdsramt eller miste overførselsindkomster.

Nina Smith, som er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere økonomisk vismand, siger, at man skal droppe forestillingen om, at de ca. 800.000 danskere på overførselsindkomst er én stor arbejdskraftreserve, som kan hentes ind på arbejdsmarkedet og sikre vækst og velfærdsstat. Det er blår i øjnene på befolkningen, og man bør derfor holde op med at presse folk, som reelt ikke har noget arbejdspotentiale at give af, i job. Forudsætningen for, at opkvalificering virker, er altså, at den der opkvalificeres, har både motivation og evner til at lade sig uddanne. SVM-regeringen vil opdage, at danske ufaglærte mangler begge dele.

Flere unge skal søge mod en erhvervsuddannelse

Med jævne mellemrum beklager medierne sig over, at gymnasiet er de unges foretrukne uddannelsesvalg efter grundskolen på trods af utallige politiske indsatser. De skiftende regeringer har sat sig som mål, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse i 2020, men indtil videre har der kun været en stigning fra ca. 18,5 pct. til ca. 19,5 pct. Andelen af unge, der søger mod erhvervsskolerne, er faldet fra over 30 pct. i 2001 til 18 pct. i 2017.

For mange af de unge handler det om traditioner og forældrenes forventninger. De fleste forældre, herunder de akademisk uddannede politikere, ønsker, at deres børn vælger gymnasievejen og bagefter universitetet. Over hele landet er der derfor en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet. SVM-regeringens svar på problemet er at ty til den velafprøvede lappeløsning, nemlig smide flere penge efter erhvervsskolerne. Regeringen satser på, at de unge vil kunne lokkes til erhvervsskolerne, hvis disse opgraderes med moderne udstyr, digitale læringsmiljøer og undervisningslokaler.

Hvorom alting er: De unge vil fortsætte med at vælge gymnasievejen, fordi politikerne ikke har nogen interesse i at udfordre traditionerne, forventningerne og uddannelsessnobberiet i forhold til de unges uddannelsesvalg. Der er ganske enkelt ingen stemmer i det.

Sygefraværet i det offentlige skal nedbringes

Debatten om det tårnhøje sygefravær i det offentlige er også en af dansk politiks evergreens. Problemet skyldes, at det protestantiske danske pligtsamfund, der tidligere fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, er afløst af en gennemsocialiseret velfærdsstat med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge.

En undersøgelse foretaget af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at fuldtidsansatte i den private sektor i gennemsnit havde 6,9 dages sygefravær i 2019, mens medarbejderne i kommunerne var syge 13,2 dage. Den store forskel i sygefraværet blandt offentligt og privatansatte i samme jobfunktioner kostede staten 3,1 milliarder kroner. Andre undersøgelser viser, at kommunal ansættelse er direkte skidt for helbredet. De ansatte i København er i gennemsnit syge næsten dobbelt så meget som de privat ansatte. 12 dage pr. år eller et pænt sted midt mellem to og tre uger. Pr. medarbejder. Det store antal sygedage skyldes en syg arbejdskultur, hvor det er OK med ledelsen at være ”syg” to-tre-fire uger om året, og hvor det er OK at tage en ”øv-dag” eller en ”trivselsdag”. Det går jo alt sammen. Der er ingen reel konsekvens. Der er jo ingen, der går fallit her.

Dansk Erhverv har i 2020 spurgt danskerne om deres pjækkeri. 12 pct. svarede, at de inden for det seneste år har taget en sygedag, selv om de var raske, mens 28 pct. mente, at en i deres omgangskreds har pjækket fra arbejdet. Især i den kommunale hjemmepleje har man en kultur, hvor plejepersonalet melder sig syge for et godt ord.

Det er et kæmpe problem, at danskerne skal betale verdens højeste skat, og så bliver en stor del af deres skattepenge brugt på, at offentligt ansatte har mere sygefravær, end de behøver at have. Der er dog intet, der tyder på, at SVM-regeringen vil tage et opgør med kulturen på de offentlige arbejdspladser. Der er ingen stemmer i det.

Der skal sikres hurtig adgang til udenlandsk arbejdskraft

I flere år har virksomheder, der skal have indrejst udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU under beløbsordningen, måttet bøvle med længere end lovede sagsbehandlingstider i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der ikke har kunnet leve op til egne servicemål om en sagsbehandlingstid på en måned. Med en ny regning ved roret er der måske håb for virksomhederne, idet det fra regeringsgrundlaget fremgår, at regeringen vil “sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i SIRI og afsætte midler hertil på finansloven”. Men kun måske. “Det er rigtig fint, at den nye regering har fokus på det her område, men vi kan også bare se, at man tidligere har lovet flere penge og ressourcer for at få nedbragt sagsbehandlingstiden uden, at det rigtig er lykkedes,” siger Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.

Noget helt andet er, at de dygtige, kvalificerede medarbejdere ikke kommer til Danmark af sig selv. Ofte kender de slet ikke Danmark eller tænker slet ikke på landet som en attraktiv karrieredestination, fordi de har hørt om Danmarks restriktive indvandringspolitik. Denne politik, som primært er beregnet på lavere uddannet arbejdskraft fra MENAPT-landene, spærrer nemlig effektivt for en aktiv politik, der kan tiltrække de højtuddannede udlændinge. De udenlandske talenter, der i Danmark mødes af uviljen, mistænkeliggørelsen, den høje skat og det omfattende bureaukrati, som er opbygget for at holde udlændinge ude snarere end at lukke dem ind, går derfor i lang bue uden om Danmark, når de søger job i udlandet. Der er intet, der tyder på, at SMV-regeringen har en trylleformular, der kan vende udviklingen.

Som nævnt før sigter den nye SVM-regering efter at hæve den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. Til sammenligning havde Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering et mål om at øge arbejdsudbuddet med op mod 60.000 personer. Det blev dog kun øget med cirka 5.000. Thornings SRSF-regering gik efter at øge arbejdsudbuddet med 135.000. I årene fra 2011 til 2015 øgede man arbejdsudbuddet med omkring 38.500. I historisk perspektiv er SVM-regeringens reformer en fortsættelse af de samme tiltag, der har været igennem de sidste 30 år. Samtlige disse tiltag er såkaldt ”potentiale”, hvor regeringen staser på, at flere f.eks. vil arbejde på fuldtid, at der vil være mindre sygefravær, og at flere muslimer vil komme i arbejde. Dette potentiale er imidlertid ikke andet end ønsketænkning og en hel masse fugle på taget.

André Rossmann