Sommerlejre for udsatte børn og unge er i år booket rekordhurtigt

Der er rift om pladserne, når det kommer til ferielejre for udsatte børn og unge. Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark er de fleste lejre fuldt booket. Interessen for lejrene er i år ekstra stor efter et år med corona, hvor børnene har været meget derhjemme.

En uge væk fra hverdagen, hvor der er fokus på venskaber og gode oplevelser, der giver selvtillid, selvværd og følelsen af et fællesskab.

Det er, hvad det hele handler, når udsatte børn og unge hvert år er afsted på sommerlejr. En af de organisationer, som netop udbyder lejre i sommerferien, er Blå Kors Danmark. Her har man i år oplevet en stor interesse for pladserne til årets lejre. Allerede inden tilmeldingen til lejrene åbnede, kunne efterspørgslen mærkes.

De fleste af lejrene er næsten fuldt booket, så man skal være hurtig, hvis man skal have en plads, fortæller Karen Klemmed Hviid, som er ferielejrchef i Blå Kors Danmark. Hun tror på, at ferielejrene i endnu højere grad i år er et tiltrængt pusterum for børnene:

“Det er virkelig gået stærkt med tilmeldingerne til lejrene i år. Vi ved, at der er rigtig mange børn, som har haft det svært. De har manglet fællesskabet i skolen under coronanedlukningerne og en voksen at snakke med. Nogen har måske gået derhjemme med en mor eller far, der drikker eller på andre måder har udfordringer. Det er her, at lejrene kan give børnene et afbræk fra hverdagen og give dem succesoplevelser med i bagagen.”

På nuværende tidspunkt er der kun enkelte ledige pladser på et par af lejrene i Jylland, mens der stadig er en række pladser at komme efter på de sjællandske lejre, hvor der bliver afholdt en ungdomslejr i Hillerød og en lejr for børn i Karise. Her forventer ferielejrchefen, at pladserne vil være besat i løbet af de kommende uger.

Lejrture gør en stor forskel

Blå Kors afholder i år ni sommerlejre i Jylland, på Fyn og Sjælland for 250 børn og unge i alderen 7-20 år.  Deltagerne på lejrene kommer fra familier med blandt andet sociale udfordringer, alkohol- eller stofmisbrug i familien eller familier, som er økonomisk trængte.

Nogle børn er tilmeldt af deres forældre eller værge – andre af familiebehandlere i kommunerne.

En af dem, som har været med på flere lejre med Blå Kors, er Maria Andreasen fra Horsens, der er vokset op med en far, der drak og tog stoffer. Hun har hver sommer set frem til at komme på lejr og møde nye venner og få gode snakke med lejrlederne,

“Lejrene har betydet, at jeg altid har haft noget at glæde mig til. Det er der, jeg føler, jeg kan være 100 procent mig selv. Man behøver ikke forklare, hvorfor man har en dårlig dag. Folk forstår godt, hvad det er, man går igennem,” fortæller hun.

I år modtager Blå Kors Danmarks sommerlejre økonomisk støtte fra blandt andet Ole Kirk’s Fond, Hempel Fonden, Augustinus Fonden og Louis Petersens Legat.

Alle ferielejrene drives af et team på sammenlagt 150 frivillige voksne.

Fakta om sommerlejrene

  • Blå Kors afholder i år ni sommerlejre for børn og unge i uge 26, 27, 28 og 31:
    • Tre børnelejre på Sdr. Bork Efterskole i Vestjylland, Onsild Efterskole ved Hobro i Nordjylland og Osted Efterskole ved Lejre på Sjælland.
    • En betweenlejr på Strib Idrætsefterskole ved Middelfart,
    • Tre lejre til søs ombord på træskibet Agape med udsejling fra Nordjylland og Fyn
    • To ungdomslejre på Hestlund Efterskole ved Bording i Midtjylland og Karise Efterskole på Sjælland.
    • Læs mere om lejrene og find tilmelding på www.lejre.blaakors.dk.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)