Svær ensomhed og risiko for depression og stress: Nye tal fra Røde Kors viser markant mistrivsel hos børn og voksne i udsatte familier i Danmark

Ny stor undersøgelse fra Røde Kors om ensomhed, trivsel og økonomiske afsavn blandt familier i udsatte positioner viser, at en stor del af både børn og voksne mistrives i en grad, der giver anledning til bekymring, mener generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl

I udsatte familier er den mentale sundhed blandt forældre og børn markant lavere end i befolkningen som helhed. Det viser resultaterne fra en ny stor rapport fra Røde Kors baseret på svar fra forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors sidste år.

Undersøgelsen er en af de største af sin slags, fortæller generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, som indrømmer, at resultaterne har overrasket ham.

–      Flere af tallene viser større udfordringer for denne gruppe borgere, end hidtil antaget. Mange af familierne er ikke bare økonomisk udsatte men slås også med mistrivsel og enorm ensomhed. Det er meget foruroligende, siger Anders Ladekarl.

Tre gange så mange børn mistrives
Ifølge undersøgelsen er 61 pct. af forældrene i risiko for depression eller stress. Til sam­menligning er 13 pct. i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.

47 pct. af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 pct. af befolkningen som helhed. Forældrene, som deltager i undersøgelsen, har dermed dårligere mental sundhed end personer med kronisk eller langvarig sygdom og oplever mere ensomhed end 16-24-årige kvinder, der ellers er den mest ensomme aldersgruppe i befolkningen.

Hos børnene udviser 29 pct. tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 pct. af danske børn generelt.

–      Tallene er bekymrende høje for disse familier, og det er vigtig viden i et år, hvor vi står og skal lave Danmarks første ensomhedsstrategi. Det er helt afgørende, at vi ser ensomhed og mistrivsel som et samfundsproblem, vi skal løse sammen, siger Anders Ladekarl.

Unge må undvære computer
Også familiernes økonomiske afsavn er ifølge den nye undersøgelse markant højere end antaget. Hele 70 procent af de adspurgte forældre i undersøgelsen svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen bekymrer sig over familiens økonomi. Og for at få pengene til at række, må mange af dem træffe vigtige valg om, hvad der skal købes, og hvad de må undvære at købe. Fx viser tallene, at kun én ud af tre unge (32 pct.) mellem 14-17 år, som kommer fra en familie i udsat position, har egen computer. Det betyder, at hele 68 procent ikke har og derfor er nødsaget til at låne en computer fra skolen eller helt at undvære.

Det kan have store sociale konsekvenser at være uden for det digitale fællesskab, hvilket de vil være, når de ikke har egen computer, understreger Anders Ladekarl.

–      Derfor vil der være en hel dimension af fællesskab på forskellige digitale platforme, som dem uden egen computer ikke er en del af. For denne gruppe unge er fællesskaber og især digitale fællesskaber ét og alt, siger Anders Ladekarl og mener, at der er brug for yderligere viden om problemets omfang.

Fravælger medicin
Også medicin kan være svært at få råd til for disse familier. Mere end halvdelen af de adspurgte forældre, nemlig 53 procent, svarer i undersøgelsen, at de har undladt at købe lægeordineret medicin. Tidligere undersøgelser har vist, at dette gælder for 15 procent af økonomisk fattige i Danmark og 29 procent af modtagere af det midlertidige børnetilskud.

–      Det er meget høje og meget bekymrende tal, for det er klart, at når man fravælger at købe lægeordineret medicin, så har det reelt indflydelse på ens sundhedstilstand, siger Anders Ladekarl.

Han understreger derfor vigtigheden af yderligere fokus på samarbejde mellem kommuner, skoler, civilsamfund m.fl. for at styrke indsatserne mod ensomhed, mistrivsel og økonomiske afsavn.

 

 

TAL FRA UNDERSØGELSEN

29 % af børnene har tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 % af danske børn generelt.

61 % af forældrene er i risiko for depression eller stress. Til sam­menligning er 13 % i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.

47 % af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 % af befolkningen som helhed.

70 % af forældrene bekymrer sig dagligt eller flere gange om ugen over familiens økonomi.

53 % af forældrene har undladt at købe lægeordineret medicin, mens dette gælder for 15 % af økonomisk fattige i Danmark.

54 % af forældrene har undladt at købe tøj eller fodtøj til deres børn af økonomiske årsager inden for det seneste år, mens det samme gælder for 12 % af økonomisk fattige forældre.

50 % af familierne går børn i alderen 7-15 år til fritidsaktiviteter. Til sammen­ligning går omkring 80 % af danske børn til fritidsaktiviteter.

68 % af de unge mellem 14-17 år har ikke deres egen computer, men låner enten fra skolen eller undværer en computer.

Undersøgelsen viser, at de udsatte familier oplever en meget høj grad af mistrivsel, ensomhed og afsavn, der også er markant højere end blandt andre befolkningsgrupper og tidligere undersøgelser.

En stor andel af forældrene oplever økonomiske afsavn, og andelen med afsavn er markant højere end i tidligere undersøgelser af fattigdom.

FAKTA OM UNDERSØGELSEN

Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersø­gelse blandt 1.891 forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors i december 2021 og 15 kvalitative interviews.

Røde Kors uddeler julehjælp til omkring 15.000 økonomisk trængte familier årligt. Julehjælpsmodtagerne falder inden for gruppen af udsatte familier på centrale socioøkonomiske parametre, hvorfor resultaterne forventes at være repræsentative for en stor del af udsatte familier i Danmark.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)