Sveriges regering finansierer antisemitisme

Samtidig med, at en række svenske byer som f.eks. Malmø er blevet kendt som steder, hvor jøder er truet, har antisemitismen i Sverige vakt international opmærksomhed. Men fortjener Sverige virkelig dette dårlige ry eller er der tale om en misforståelse?

Af Nima Gholam Ali Pour  –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

I december 2017, da USA’s præsident, Donald J. Trump, anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad, udbrød der demonstrationer i Malmø. Demonstranterne, ofte personer med arabisk baggrund, råbte: “Vi vil have vores frihed tilbage og vi vil skyde jøderne”, og et kapel ved den jødiske gravplads blev angrebet med brandbomber. I Gøteborg blev byens synagoge ligeledes angrebet med brandbomber.

Synagogen i Gøteborg, Sverige, blev udsat for brandbomber den 9. december 2017. (Billedkilde: Lintoncat/Wikimedia Commons)

Lokalavisen i Malmø, Kvällsposten, beskrev, hvordan den jødiske menighed i Malmø – ikke israelere, men svenske jøder – forsøger at beskytte sig:

“Ved synagogen i Malmø har den jødiske menighed opsat pæle for at forhindre angreb med køretøjer. Desuden er bygningen beskyttet af en højt hegn, som omkranser den. Området er i lang tid blevet bevogtet af politiet. Så snart menigheden holder gudstjeneste, er ejendommen bevogtet af politiet.”

Man kan med en vis ret sige, at jøderne i Malmø er under belejring. Rapporter fortæller også, at jøder i Malmø ikke kan bære nogen form for jødiske symboler i det offentlige rum uden at risikere at blive overfaldet.

Kun de mest skamløse og eksplicitte antisemitiske foreteelser omtales i de svenske medier. Mange organisationer, som indirekte spreder antisemitisme, får ingen opmærksomhed, hverken i de svenske medier eller fra de såkaldte “antiracistiske” bevægelser. Gruppen Youth Against Settlements (YAS) (Unge imod bosættelser), som har base i Hebron, aflægger f.eks. besøg på svenske gymnasier, holder foredrag i Sverige og fører en kampagne imod de jødiske beboere i Hebron. En elev har beskrevet, hvad der blev sagt, da YAS besøgte Glokala Folkhögskolan i Malmø den 28. februar 2018:

“De snakkede om, at der er checkpoints overalt i landet [Israel] og at araberne konstant bliver stoppet, tævet og dræbt. De sagde også, at palæstinenserne bor i koncentrationslejre, noget lig dem under Anden Verdenskrig. Og at Israel ser og hører alt. Som om de har kameraer overalt og observerer alt. Efter min mening sagde de en masse vrøvl. Henimod slutningen blev alle tvunget til at tage fotos med deres flag. Jeg måtte lade som om, jeg gik på toilettet, for at undgå det. Virkelig sygt!”

En anden elev ytrede om YAS-besøget:

“Det mest kontroversielle, der blev sagt, var, at jøderne styrer USA og medierne.”

Disse interviews med eleverne blev foretaget af en svensk blogger, Tobias Petersson, som lagde dem op på sin blog. At offentlige gymnasier modtager besøg af en organisation, som dæmoniserer Israel og fremsætter falske og oprørende antisemitiske påstande, burde i det mindste være blevet undersøgt af medierne. Men de svenske medier ignorerede bagvaskelserne og de hverken verificerede eller tog afstand fra oplysningerne.

I stedet blev de to personer, som repræsenterede YAS og rejste rundt i Sverige, Zleikha Al Muhtaseb og Anas Amro, beskrevet som “fredsaktivister.” På deres Facebook-sider hylder de imidlertid både knivangreb, martyrium og intifada. YAS støttede også de seneste opstande ved grænsen mellem Israel og Gaza, selvom disse uroligheder har medført, at flere palæstinensere er blevet dræbt, har forværret konflikten mellem israelerne og palæstinenserne og var organiseret af Hamas, en antisemitisk terrororganisation, som åbenlyst søger at udradere Israel.

YAS er blevet inviteret til at holde foredrag for offentlige institutioner i Sverige; og den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, mødtes med YAS, da hun besøgte Ramallah i december 2016. På den måde blev YAS en organisation, der var legitimeret af den svenske regering. Når organisationer som YAS besøger Sverige og bliver modtaget uden spørgsmål, men med åbne arme af gymnasier og andre offentlige institutioner, vil en sådan velkomst legitimere den type antisemitisme, der bliver præsenteret, uanset hvor falsk den er, som et accepteret, troværdigt syn på Israel.

En anden organisation, som tydeligt udviser antisemitiske tendenser, og som støttes af offentlige institutioner i Sverige, er Group 194 (Gruppe 194). Dens navn er hentet fra FN’s Generalforsamlings Resolution 194, vedtaget den 11. december 1948 under den arabisk-israelske krig i 1948-49, som fulgte efter Israels grundlæggelse. Resolution 194 siger bl.a.:

“…de flygtninge, som ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have lov til at gøre dette ved første, praktisk mulige lejlighed, og at der bør udbetales kompensation for ejendommen til dem, der vælger ikke at vende tilbage, samt for tab eller beskadigelse af ejendom, som ifølge international lov eller ret og rimelighed bør godtgøres af de ansvarlige regeringer eller myndigheder…”

Denne resolution bruges af mange palæstinensere til at forsøge at bevise en international anerkendelse af en “ret til tilbagevenden” til det, der i dag er det centrale Israel, med henblik på at fjerne Israel, sådan som diverse kort over “Palæstina” så åbenlyst illustrerer, og angiveligt for at gøre krav på nogle hjem, som her 70 år senere sandsynligvis ikke længere findes.

Group 194, som er en propalæstinensisk, politisk organisation, har tætte bånd til Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP), en terrorgruppe, som har myrdet mindst 36 israelske civile, og som støtter Assad-styret i Syrien. Derfor forekom det mærkeligt, da kommunalbestyrelsens afdeling for arbejde og sociale ydelser i Malmø den 27. oktober 2017 tildelte Group 194 og to andre organisationer 132.000 svenske kronor, så de kunne patruljere i forstaden Rosengård om natten, angiveligt for at gøre området sikkert. Med henblik på en fuld afsløring stemte denne forfatter, som er medlem af kommunalbestyrelsen, og enkelte andre partifæller imod forslaget; men bestyrelsens flertal støttede det. Så i dag er det et faktum, at propalæstinensiske organisationer bliver finansieret af kommunalbestyrelsen i Malmø.

Group 194 støtter voldelig ekstremisme. På dens Facebook-side kan man se billeder af mindreårige udstyret med Kalashnikovrifler. Der har også optrådt antisemitiske billeder på Group 194’s Facebook-side, så som en smædetegning, som viser en jøde, der drikker blod og fortærer et barn. Hvorfor støtter kommunalbestyrelsen i Malmø sådan en organisation med skatteydernes penge? Grunden er, at Malmø og Sverige har alvorlige problemer med håndteringen af importeret, mellemøstlig antisemitisme. At svenske politikere – af uvidenhed eller tolerance over for intolerant adfærd – accepterer antisemitisme i en vigtig, svensk by som Malmø, er et uacceptabelt problem. Det er også uacceptabelt, at flertallet af lokalpolitikere i Sveriges tredjestørste by giver deres støtte til, at skatteydernes penge går til en propalæstinensisk organisation, som har fremsat antisemitiske udtalelser og har talt for vold. Det viser, at alt for mange svenske politikere tilsyneladende ikke engang er i stand til at genkende antisemitismen, når de ser den, eller ved, hvornår og hvordan de skal modarbejde den. Hvordan skal svenske jøder opfatte det?

Group 194 blev også tildelt en pris af Malmøs kommunalbestyrelse ved et gallashow, som den havde arrangeret, og har modtaget bidrag fra diverse kommunalforvaltninger i Sverige i årevis, herunder Sundsvall og Landskrona, hvor de kommunale myndigheder har et tæt samarbejde med Group 194. Da Landskrona afholdt sin officielle sommerfest, var en af arrangørerne netop Group 194.

Ship To Gaza (Skibe til Gaza) er en organisation, som sædvanligvis får masser af medieomtale. Da en af dens aktivister, Ferry Saarposhan, sagde, at Israels behandling af palæstinenserne “er værre end Holocaust,” var de svenske medier tavse. Videoklippet af hans udtalelse er slået op på Ship to Gaza-Swedens officielle Facebook-side, en side med mere end 35.000 “likes”. Men endnu har ingen modsagt hans bagvaskelse.

Forskellige enkeltfaktorer ender med at forstærke hinanden, sådan som denne forfatter allerede har beskrevet. De skaber et ekkokammer, som derefter fører til en situation, hvor arabisk og muslimsk antisemitisme bliver accepteret af de svenske myndigheder. Disse faktorer omfatter bl.a.:

• Immigration i stor skala fra lande, hvor antisemitisme er normen.
• Et stærkt propalæstinensisk engagement blandt svenske politikere, som har ført til en fuldkommen usand og surrealistisk debat om den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor Israel uberettiget bliver dæmoniseret.
• Et ønske blandt de politiske partier i Sverige om at høste immigrantstemmer.
• En svensk multikulturalisme, som er så ukritisk over for fremmede kulturer, at den ikke er i stand til at skelne mellem kultur og racisme.
• En udbredt frygt for at lyde indvandringskritisk.
• Vigtige svenske institutioner, som f.eks. den svenske kirke (Church of Sweden), legitimerer antisemitisme ved at støtte det kontrafaktuelle Kairos Palæstina- dokument.

I dag er det kommet så vidt, at mange i Sverige helt synes at have indoptaget denne importerede, mellemøstlige antisemitisme og gjort den til en integreret del af deres ideologi.

I dagens Sverige anses det for fuldkommen normalt at støtte organisationer, som dæmoniserer Israel og udspreder antisemitisme. Det er end ikke et emne for diskussion – med mindre der ytres en ekstrem udtalelse. Oldoz Javidi, parlamentskandidat for feministpartiet Feministisk Initiativ, har f.eks. sagt, at alle israelske jøder bør flytte til USA, så “palæstinenserne kan leve i fred og genopbygge det land, som engang var deres.” Først da Times of Israel og andre ikkesvenske medier skrev nogle artikler om denne hændelse, begyndte nogle af de større, svenske medier at skrive om det og beskrive kandidatens udtalelser som antisemitiske. Kritikken i de svenske medier tvang Javidi til at trække sit kandidatur tilbage.

Når det kommer til at konfrontere den importerede, mellemøstlige antisemitisme, synes der at optræde en simpel frygt for konflikt og især for at blive kaldt for “racist” eller “antiimmigrant.” Denne frygt synes i bedste fald at medføre et ønske om at dække over problemerne ved at afholde “dialoger” for at finde “kompromiser.”

I august 2017 skrev Bassem Nasr, en repræsentant for Det Grønne Parti i Malmøs byråd, en op-ed, hvori han kritiserede antisemitismen i propalæstinensiske organisationer. Mærkeligt nok blev Nasr støttet af det svenske establishment, som ofte stempler enhver, der kritiserer arabisk og muslimsk antisemitisme, som racist.

Men Nasr har en historie, som medierne glemte at nævne. I 2006 inviterede han den antisemitiske terrororganisation Hamas til Malmø. Besøget fandt aldrig sted, udelukkende fordi en af Hamas-repræsentanterne blev nægtet visum til Europa. Nasr forklarede imidlertid aldrig, hvorfor han overhovedet havde inviteret Hamas; han gav ikke engang en undskyldning.

I 2008 skrev Bassem Nasr – ukorrekt – i en op-ed:

“Faktum er, at ingen israelsk premierminister gennem hele historien har haft så lidt blod på hænderne som den iranske præsident.”

På det tidspunkt, hvor Nasr fremsatte denne udtalelse, var Mahmoud Ahmadinejad, som benægtede, at Holocaust nogensinde havde fundet sted, præsident i Iran. Den kendsgerning, at Iran er et islamistisk diktatur og indtager andenpladsen, kun overgået af Kina, i flest henrettelser i verden – endda henrettelser af mindreårige – gør blot Nasrs udtalelse endnu mere bizar.

Det, der syntes at passe det svenske establishment så godt, var, at Nasr ikke havde andre forslag til en modgåelse af antisemitismen i Malmø og i Sverige, end at det var “lærernes opgave.” At Nasr engang havde inviteret Hamas til Malmø og havde været aktiv i propalæstinensiske organisationer i årevis, skabte tilsyneladende den følelse af behagelig, ikkekonfrontatorisk “dialog,” som mange politikere i Sverige synes at forestille sig kan bekæmpe antisemitismen.

Én kilde for mellemøstlig antisemitisme er det budskab, som bringes i Sveriges moskeer. I april 2017 inviterede en moske i den svenske by Borås en taler, som var blevet dømt i Tyskland for at opfordre til mord på jøder. I juli 2017 sagde en imam i en moske i den svenske by Helsingborg, at jøderne nedstammer fra aber og svin.

Da regeringen, efter adskillige skandaler i forbindelse med ekstremisme i muslimske, religiøse samfund, ønskede at undersøge kriterierne for finansiel støtte fra staten, blev Ulf Bjereld, som er kendt for at forsvare islamister i forskellige sammenhænge, udnævnt til at lede undersøgelsen. Bjereld er også formand for Sveriges Religiøse Socialdemokrater. Denne organisation er flere gange blevet kritiseret for at se gennem fingre med og legitimere antisemitisme, og den er en del af Socialdemokraterne – Sveriges regeringsparti.

At man udnævner en mand som Bjereld til at lede undersøgelsen viser, at Sveriges nationale og lokale styre ikke er rede til at konfrontere den arabiske og muslimske antisemitisme, men meget hellere vil have en pæn og stilfærdig “dialog” om den.

I Sverige bliver den importerede, mellemøstlige antisemitisme finansieret af skatteydernes penge, så når skandalerne indtræffer, er det ofte de selv samme personer, der har deltaget i spredningen af budskaberne, som skal tage stilling til dem.

I øjeblikket tages der ingen effektive skridt imod spredningen af antisemitisme i Sverige.

I december 2017 indgav denne forfatter en begæring til Malmøs byråd om at kortlægge og analysere antisemitismen i byen. Det ville være noget, der kunne give politikerne et klart billede af, hvorfor antisemitismen er tiltaget i byen, så man kan iværksætte nogle modforanstaltninger. Men forslaget er upopulært, fordi sådan en undersøgelse af antisemitismen i Malmø ville tvinge myndighederne til at indse, at den arabiske og muslimske antisemitisme er et enormt problem.

Ligesom den europæiske antisemitisme blev bekæmpet ved at afvise og fordømme ideologien efter Anden Verdenskrig og isolere dens fortalere, skal Sveriges “nye” antisemitisme bekæmpes ved at isolere dens talsmænd og marginalisere alle de organisationer, som udbreder dens tanker. Det betyder, at al direkte og indirekte regeringsstøtte til disse organisationer bør ophøre. Så længe det ikke sker, vil jøder i Sverige fortsat leve i frygt og utryghed.

Nima Gholam Ali Pour er medlem af undervisningsstyrelsen i den svenske by Malmö og deltager i flere svenske tænketanke vedrørende Mellemøsten. Han er tillige redaktør ved det socialkonservative website Situation Malmö. Gholam Ali Pour er forfatter til bøgerne “Därför är mångkultur förtryck” (Derfor er multikulturalisme undertrykkelse) og “Allah bestämmer inte i Sverige” (Allah bestemmer ikke i Sverige).